Skovdyrkerne var inviteret til fødselsdag forleden. Fødselaren, Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab, blev 250 år.

Fødselsdagen blev afholdt på Axelborg i København hos Landbrug Fødevarer. Foruden Skovdyrkerne deltog også vor dronning og landbrugets minister.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen og Martin Merrild, formand for Landbrug Fødevarer, var i deres indlæg sikre på, at dansk landbrug også i fremtiden vil spille en fremtrædende rolle. Årsagen er, at man er dygtige til det, man laver – og fordi man lytter til forbrugerne og er forandringsparate.

– Altid på vej mod nye mål, lød det blandt andet fra Martin Merrild.

Martin Merrild konstaterede, at vi har været heldige. At vi har gennemført så store samfundsændringer gennem 250 år på en fredelig måde – modsat så mange andre samfund. Og med en udvikling, der har givet plads både til individet og til fællesskabet.

Befolkningsudviklingen på jordkloden lægger nu et særligt pres på landbruget overalt. Der forsvinder løbende god landbrugsjord til byudvikling og andet. Det sker samtidig med, at der hver dag bliver 117.000 nye munde at mætte. Dansk landbrug er ifølge formanden klar til at løfte sin del af opgaven.

Formålet er at støtte landbruget

Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab blev etableret i 1769 – i en voldsom brydningstid i det danske samfund – faktisk 19 år før stavnsbåndet blev ophævet.

Hovedformålet har i alle årene siden stiftelsen været at støtte udviklingen af dansk landbrug og med hovedvægten på videnformidling.

Man var tidligt aktiv med at starte landbrugsskoler, etablere landbrugsrådgivning, og få en forsøgsvirksomhed op og stå. Som årene er gået, er meget af dette arbejde overtaget af andelsbevægelsen eller af statens forskellige institutioner, og i dag er aktiviteterne stort set indskrænket til en debatskabende virksomhed.

En del af denne virksomhed er udgivelsen af Tidsskrift for Landøkonomi. Dette tidsskrift har man udgivet siden 1814, og det hævdes at være det ældste tidsskrift i verden, der fortsat udgives.

Jubilæumsskrift

I anledningen af fødselsdagen har man udgivet et stort særnummer under temaet: ’Samfundsudviklingen på langt sigt – vore børnebørns verden’.

Særnummeret indeholder en række interessante forsøg på at pejle sig ind på den fremtid, der venter os og de næste generationer med artikler af blandt andre Uffe Østergaard, Niels Kærgård, Per Pindstrup Andersen, Henning Otte Hansen, Bent Claudi Lassen, Martin Merrild, Peter Sandø og flere andre.

Det kan ikke købes i løssalg, men kan fås ved indmeldelse i selskabet (www.1769.dk).

Artiklen er skrevet af seniorkonsulent Per Hilbert, tidligere redaktør af Skovdyrkeren.

Nyheden er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne