På en smuk juniaften ved Limfjordens bred (Årnakke 33, 7900 Nykøbing Mors) havde i alt ca. 50 personer valgt at tilmelde sig et af SNØ’s mange arrangementer. Skovrider Peder Gregersen bød velkommen.

Værtsparret Margit og Thomas Møller Pedersen har resideret på stedet siden 1998 og har siden sat et umiskendeligt præg på ejendommen.

Skovfoged Søren Ladefoged guidede sammen med Thomas Møller Pedersen rundt i terrænet.

Vi indledte med at gå ud til skrænten ned mod fjorden for at nyde udsigten.

Her talte Søren om mulighederne for at kombinere landbrugsarealer med etablering af småbiotoper under ordningen for permanent ekstensivering.

Siden gik selskabet videre ned mod engdragene igennem nogle af de randbevoksninger der er på ejendommen.

Her var temaet rettidig udtynding og pleje af bevoksninger med det fokus at skabe størst mulig biodiversitet.

Det skabes bedst ved sikring af lystræer som eg eller skovfyr i overetagen, som vil slippe lys igennem til den nederste del af skoven.

Variationen og den etagerede vækst giver meget mere liv og i øvrigt nogle meget smukke skovbilleder.

Søren Ladefoged nævnte i den forbindelse også vigtigheden at der er en kyndig hånd på udvælgelsen af træerne fordi det kræver forstlig viden at få det gjort rigtigt.

Han advarede i den forbindelse mod at entrere med tilfældige entreprenører der ofte banker på for at få noget at lave til deres maskiner.

Med en forkert person i maskinen kan man på ingen tid få ødelagt årtiers forstlig skovdyrkning for måske at tjene en ekstra slat på flisafregningen.

Man kan nemlig godt lave en rigtig god flisøkonomi i et projekt, hvis man er ligeglad med hvordan skoven ser ud bagefter.

Senere på turen viste Thomas hvordan der er lavet sikring mod indtrængende havvand i engene ved stormflod.

Netop dette har gennem årene ødelagt den gamle engflora til fordel for et massivt sivdække.

Nu afgræsses en del af engdragene med kreaturer med det formål at genskabe den tidligere forekomst af gøgeurt hvilket sammen med fraværet af saltvand har haft en mærkbar effekt.

Med afsæt i de mange etablerede markvildtstriber gennemgik Søren Ladefoged de forskelligartede typer at markstriber der kan etableres i forbindelse med markdrift.

Afslutningsvis besøgtes en tidligere juletræskultur.

Hvis en sådan er over 5 ha og juletræerne under 20 år er det nu muligt at konvertere den til ”klimaskov” under Klimaskovfonden med tilskud.

Juletræskulturen på ejendommen her er kun på ca. 1 ha, og den er nu konverteret til frugtplantage, men hvor der er bevaret en del nordmannsgran for at give læ og skovklima.

Ud over denne indplantning er der også plantet en masse frugttræer langs markkanter og stier, så ejendommen i dag rummer mellem 600 og 700 frugttræer – primært æblesorter.

Afslutningsvist besøgte vi den efterhånden ret professionelle cider-produktion.

Thomas fortalte om udviklingen fra idé til det sted de står i dag og der blev åbnet flasker fra de seneste års produktion så deltagerne kunne få et par smagsprøver.

Aftenen blev rundet af med hyggesnak til en sandwich og en forfriskning, hvor der tillige var mulighed for at se Thomas’ trofærum med såvel billeder og trofæer af såvel hjortevildt og kæmpe fisk fra de store oceaner.

En dejlig sommeraften og en stor tak til værtsparret og de mange der var mødt op fra skovrider Peder Gregersen.