Skovdyrkerne Øerne barsler med nye tider
Foreningen har lagt sig fast på at målene i Strategi 2025 skal indfries ved at skabe højere omsætning, bedre indtjening og opnå en markant højere egenkapital
Efter sammenslutningen af Skovdyrkerne Fyn og Øst skete i 2016 har Skovdyrkerforeningen Øerne i dag nået en størrelse, som fra alene at være en forening, også er blevet en forretning, og det har afstedkommet, at bestyrelsen sammen med ledelsen har lanceret en ambitiøs strategiplan frem til 2025. Strategien blev vedtaget i februar i år, og er allerede i fuld gang. – Vi ved, at vores medlemmer fortsat ønsker den uvildige rådgivning, foreningen kan tilbyde, men for at vi også eksisterer om ti, tyve og tredive år, er der brug for at kere om foreningens økonomi, siger formanden, Rudolf Iuel, og tilføjer: – Der er brug for konsolidering, og den skal ske gennem en rentabel vækst. Vi skal således vokse på både top- og bundlinjen, og væksten skal ske med respekt for vores hovedopgave, nemlig at være skovejernes foretrukne samarbejdspartner også fremover. Vi vil kun lave gode forretninger, og for at det skal lykkes, så skal vores høje faglighed suppleres med en større forretningsmæssig forståelse, siger Rudolf Iuel.
Værdigrundlaget for Skovdyrkerne Øernes overordnede opgaver er troværdighed, integritet og professionalisme, og selve eksistensgrundlaget er at tilføre ejendomme og ejere værdi, både i økonomisk henseende og på andre områder, ikke mindst i form af ejerglæde. Foreningen skal være faglig kompetent, have sans for prioritering og timing, at der fortælles om, hvad der gøres, og gør, hvad der siges. – Vi skal også vise viljen til at gøre det rigtige, uden at nogen skal overvåge det. Endelig skal vi levere en ensartet høj kvalitet af rådgivning og ydelser, der overholder medlemmernes normer og krav, siger formanden. De interne arbejdsgange skal effektiviseres, dels ved digitalisering, dels ved standardisering. Ligeledes mener formanden, at foreningen i højere grad skal benytte attraktive handelskanaler og disponere over konkurrencedygtige underleverandører. – Endelig skal vi aktivt hverve nye medlemmer, blive bedre til at profilere os overfor kommunerne, og i højere grad byde ind i licitationer, siger Rudolf Iuel.
Indtægterne vil i første omgang anvendes til drift, udvikling og konsolidering, men på sigt, når foreningen har en tilfredsstillende grad af konsolidering, skal den største del af overskuddet anvendes til udlodning af dividende til medlemmerne. Ambitionerne er høje: I 2025 skal omsætningen mindst være på 255 millioner kroner. Dækningsbidraget i 2025 skal være minimum 15 procent af omsætningen, og egenkapitalen skal i 2024 være mindst ti procent af omsætningen.