Skovkonference får dobbelt ministerdeltagelse
Skovforeningen inviterer til konference på Christiansborg om skovbrug og Danmarks klimaplan. Det bliver med deltagelse af to ministre samt en række forskere.
Torsdag den 11. oktober inviterer Dansk Skovforening til skovkonference på Christiansborg. Emnet er skovene og skovbrugets bidrag til Danmarks klimaplan.
Programmet er offentliggjort for nyligt, og der vil blandt andet være indlæg af to ministre. Det er miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen samt energi- forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt.
Indlæg fra forskere
Udover ministrene deltager en række forskere ved konferencen.
Jesper Ahrenfeldt, seniorforsker ved Danmarks Tekniske Universitet holder oplæg om produktion af fremtidens brændstof ved hjælp af træ.
– Træ kan på sigt anvendes til grøn gas eller flydende biobrændstof til fremtidens tunge transport, hvis vi handler nu, oplyser forskeren ifølge programmet.
Palle Madsen er professor ved Skovskolen, Københavns Universitet. Han kommer til at tale om aktiv skovdyrkning, som han vurderer som det måske stærkeste kort mod klimaforandringerne.
Derudover deltager en række andre forskere og interessenter. Afslutningsvis er der en paneldebat med politiske ordførere.
Her foregår det
Det hele foregår torsdag 11. oktober kl. 9:30 – 15:00 i Fællessalen på Christiansborg.
Deltagelse er gratis, men tilmelding til konferencen er påkrævet. Tilmelding skal ske senest den 3. oktober 2018 til Ingelise Andersen på e-mail: ia@skovforeningen.dk.
I tilmeldingen bedes man anføre: Navn, firma/forening, adresse, telefonnummer samt e-mailadresse.
Hele programmet kan ses her.
Arrangørerne oplyser, at der er et begrænset antal pladser.
jma@skovdyrkerne.dk