Gruset knitrer under skoene på stien ind i skoven. Det er oktober. Lave solstråler bryder igennem trækronerne og finder vej ned i skovbunden som små gyldne lyspletter.

Lige her – i et roligt hjørne af Lumby Præsteskov, har Erik Toft Knudsen arbejdet med noget helt særligt. Nemlig Fyns første skovkirkegård i folkekirkeligt regi. Snart kan mennesker blive stedt til hvile i kirkelig indviet jord, omgivet af træer, dyreliv og årstidernes stille skiften.

– Jeg har arbejdet på idéen om en skovkirkegård siden 2018.

– Det har krævet mange års arbejde, så jeg er rigtig glad for, at stiftet nu har givet tilladelse. Det er en stor tilfredsstillelse at se arbejdet bære frugt, siger Erik Toft Knudsen. Han er medlem af menighedsrådet i Lumby Sogn og har været den drivende kraft i projektet.

Fra krat til åndehul

Skovkirkegården indvies til maj næste år. Den ligger 700 meter fra Lumby Kirke og er en del af Lumby Præsteskov. Skoven blev renoveret fra 2015 og frem. Faktisk var det midt i det store renoveringsarbejde at tankerne om en skovkirkegård blev vakt til live.

– Jeg har altid syntes, at det ville være smukt, hvis der også kunne være en kirkegård i skoven. Det passer godt med den lange historie som præsteskov – og efter renoveringen egner den sig godt til det, siger Erik Toft Knudsen.
Der er anlagt grusstier, etableret bålplads, en lille sø – og senest er der også opført et madpakkehus i skoven. Den nærliggende skole og børnehave bruger skovsøen til undervisning, dagplejebørn fanger haletudser. Kirken holder gudstjenester og konfirmandundervisning i skoven.

– Da vi begyndte renoveringsarbejdet i 2015, var skoven nærmest ufremkommelig. Der var kun én smal sti, og resten stod som tæt krat. Vores mål var at gøre den til et sted, som både kirken og lokalsamfundet kunne bruge. Det synes jeg, vi er lykkedes med, fortæller Erik Toft Knudsen, der er formand for kirkegårdsudvalget.

Et særligt område i skoven

Den kommende skovkirkegård bliver placeret i den nordlige del af skoven. Her står unge silkeege, som Skovdyrkerne nu har tyndet som forberedelse til kirkegården.
Området er naturligt indrammet af et vandløb og hegn ud mod marker. Adgangen kommer til at ske via to små broer. Store natursten og nyplantede træ- er skal markere indgangen.
Rammerne bliver enkle.

– Urnerne bliver nedsat anonymt – uden sten eller anden markering. På den måde flyder skoven og kirkegården helt sammen.

– Det er helt bevidst. Vi ønsker, at området skal fremstå som en helhed – ikke som en kirkegård ved siden af en skov, understreger Erik Toft Knudsen.
Han sætter sig på en bænk og kigger ind i området, der snart bliver skovkirkegård.

– Fremover kan mennesker sætte sig her på bænken og mindes deres kære. Samtidig kommer der måske et par små børn pilende forbi på grusstien – og minder om livets gang. Det synes jeg er en smuk tanke, siger han.

Årelangt arbejde

Beslutningen om at arbejde for en skovkirkegård blev truffet af menighedsrådet i 2021. Siden dengang har menighedsrå- det arbejdet intenst med tilladelser og myndighedsbehandling.
Erik Toft Knudsen nævner Odense Kommune, Fredningsnævnet, Nationalmuseet og en række andre instanser, som har været inde over projektet.

– Det har krævet meget administrativt arbejde at få det igennem. Det har det altså. Derfor blev jeg også ekstra glad og lettet, da en medarbejder fra stiftet ringede mig op her i efteråret og fortalte, at vi havde fået tilladelsen, siger han.

Behovet er tydeligt

Folkekirken oplever, at flere ønsker at blive stedt til hvile i mere naturlige rammer end et gravsted på kirkegården.
Derfor glæder det Erik Toft Knudsen, at både provst Finn Rønnov og biskop Mads Davidsen har støttet op om projektet.

– Flere danske godser har jo tilbudt skovbegravelser i flere år. Jeg glæder mig over, at vi nu også i folkekirkeligt regi giver mulighed for at blive stedt til hvile i skoven.

– Allerede nu har vi fået mange henvendelser fra borgere, der gerne vil høre mere om vores kommende skovkirkegård, siger Erik Toft Knudsen.

Indvielse i 2026

Når de sidste praktiske forberedelser er på plads, indvies skovkirkegården.
Det sker 10. maj 2026.

– Det har været et enormt arbejde at nå hertil. At vi nu kan se frem til indvielsen næste år, er en stor tilfredsstillelse. Det bliver en stor dag, som jeg ser meget frem til, siger Erik Toft, som håber, at folk i sognet vil tage godt imod initiativet.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #106

Læs andre artikler inden for Drift af Grønne Områder