’Han var klogere, end de havde regnet med’ – om en af Vestjyllands mest interessante plantager
Skovdyrkeren har besøgt Løhrs Plantage ved Ulfborg i Vestjylland – et utraditionelt eksperiment og en plantning med en helt usædvanlig historie, etableret i årene 1942-1972 af den københavnske fabrikant Harry Løhr
Fra plantage til skov
Besøget hos den nuværende ejer, Svend Sigaard, rejser straks spørgsmålet: Hvad er en plantage, og hvad er en skov? Her er der tale om en førstegenerationsplantning på hede. Så det må vel være en plantage. Men den er domineret af løvtræ og lærk, og med en god mængdes elvforyngelse i gang overalt. Er det så stadig en plantage?Vi vælger at se sådan på det, at den blev etableret som en plantage, men allerede efter 50 år er plantagen i dette tilfælde blevet til en herlig skov. Vi kalder den nu stadig for Løhrs Plantage.
Svend Sigaard i Løhrs gamle hytte, som er nænsomt restaureret. Kaminen blev i Løhrs tid skaffet af Flemming Juncker fra et østdansk gods. I reolen ses en del af den litteratur, som gav Løhr det faglige grundlag for anlæggelsen af plantagen
På basis af Harry Løhrs gamle skovhytte og med stor respekt for det gamle miljø har Svend Sigaard opbygget en fin og moderne bolig midt i skoven – hvor han og fru Annette opholder sig, når de ikke er på deres anden skovejendom, Allerup Skov i Vendsyssel. Svend købte plantagen i 2001 af Kirsten Løhr, Harry Løhrs datter.
Når man ankommer til plantagen og stiger ud af bilen i heden på de gamle flyvesandsklitter, bliver man mødt af den fantastiske duft af revling, pors med mere. Vi er i et kerneområde for det vestjyske kronvildt, her mellem de store Søndre og Nordre Klausie plantager og tæt på det gamle Ulborg Statsskovdistrikt.
Svend Sigaard, der er tidligere administrerende direktør for Vestas, er en engageret jæger. Fokus er naturligt nok på kronvildtet, og der drives kun riffeljagt i plantagen. Ud over kronvildtet er der en stigende forekomst af dåvildt. Samt naturligvis lidt råvildt. Der er mærkeligt nok ingen egentlig fast bestand af kronvildt – måske på grund af for meget løvtræ og for få grantykninger.
Ud over bukkepürschen afholdes der tre årlige jagter på kron- og dåvildt. Her drives skovens tre såter igennem med et par mand med små hunde (springerspaniels).
Skoven er ikke præget af mange vildtskader, måske ligebortset fra omkring de sølehuller, som Svend Sigaard har etableret. Det kan hænge sammen med, at det oprindelige anlæg var domineret af lærk og eg, og derfor mangler man egentlig nogle nåletræstykninger, hvor hjortevildtet kan føle sig trygge. Det må det så finde i naboplantagerne, der i rigeligt omfang er præget af rødgran, sitkagran og bjergfyr.
Manden bag plantageanlægget
Plantagen er slet ikke etableret med tanke på jagten, men på den traditionelle træproduktion. Der er på en måde tale om en af de `københavnerplantager´, som omtales i boganmeldelsen på side 8 i dette blad. Men med den store forskel, at mens de velhavende københavnere ved de store traditionelle plantageanlæg normalt kun medbragte kapital, men overlod den praktiske opgave til en lokal entreprenør – oftest Hedeselskabet – så kom HarryLøhr både med den nødvendige viden og med et utroligtpraktisk engagement, der betød, at han selv forestod og deltog i plantningsarbejdet, som stod på over et par årtier– sammen med nogle få nabolandmænd.
Harry Løhr var en københavnsk fabrikant, født i 1893,og ejer af virksomheden Det danske Skriftstøberi, som producerede blysats til datidens trykkerier. Støberiet gav ham den økonomiske basis for hans øvrige gøremål.Hans store interesse lige fra barndommen var botanik, senere udvidet til jordbundsforhold, plantning og skovbrug, som han studerede ved mange besøg i Tyskland og Holland, blandt andet med Flemming Juncker. Det almindelige danske skovbrug var han ikke meget i kontakt med, dog havde han en vis forbindelse til den daværende leder af Forsøgsvæsenet i Jylland, E.C.L. Løfting.
Det bibliotek, han efterlod sig i den selvbyggede hytte i plantagen, hvor han boede hver sommer, mens der blev plantet og lavet kulturpleje, og hvor han også boede under sine sidste år, indeholdt et utal af bøger om botanik,skovdyrkning, jordbundslære og kemi på de europæiske hovedsprog. Bøger fulde af understregninger og kommentarer,hvilket afslører, at de var grundigt læst. Fra starten etablerede han et lille laboratorium i plantagen, hvor han kunne analysere jordprøver med mere.
Der var ifølge hans datter tale om et meget begavet, nysgerrigt og eksperimenterende menneske, som var vant til at stole på sin egen dømmekraft. Han red på hesteryg på tværs af Island flere gange. Han krydsede Sahara på kamel, rejste rundt i Sydamerika og var nær blevet henrettet af bolsjevikkerne i Rusland under oktoberrevolutionen.
Anlægget
Man forstår, at denne mand ikke gik i andres fodspor, men fulgte sit eget hoved. Han anvendte ingen konsulenter eller rådgivere, men stolede på sin egen viden. De lokale eksperter fra Statsskovvæsenet og Hedeselskabet stillede sig meget negative i forhold til, hvad de så. Formodentlig fordi det blev grebet så utraditionelt an. De var jo vant til at arbejde med rødgran og bjergfyr som hovedtræarter. Og her kom en person, der havde helt andre idéer. Han fik heller ingen tilskud til anlægget som alle de andre plantager. Blandt andet på grund af den udbredte brug af lærk, som på det tidspunkt ikke var en anerkendt træart i hedeskovbruget.
Plantagen blev anlagt på klitter af flyvesand. Undergrunden var dog ikke hedeslette, men bakkeø. Harry Løhr havde her købt 125 hektar, og det lykkedes at lave en aftale med fredningsmyndighederne, der betød, at han fik lov til at tilplante de 100 hektar mod at lade de sidste 25 hektar ligge som klithede. (Noget, som ville være helt utænkeligt i dag).
Løhr boede som nævnt selv i en lille selvbygget hytte på ejendommen i lange perioder hvert forår og hver sommer, hvor han styrede plantningen, som blev udført af lokale beboere. I hytten var hverken el eller indlagt vand, og som badekar brugte man et stort jordbundshul, der holdt vand hele året.
Tilplantningen blev grebet meget systematisk an. Efterhånden som arealerne blev taget ind, blev de opmålt og inddelt i afdelinger på 1 hektar hver (100 x 100 meter). Inden plantningen blev der i alle afdelinger gravet jordbundshuller ned til tre meters dybde, hvorfra jordprøver blev analyseret i det lille laboratorium. De afslørede i øvrigt, at jordbunden under sandklitterne de fleste steder var ganske god.
Løhrs nysgerrighed afspejles i træartsvalget. Der blev i alt plantet 191 forskellige arter af træer og buske i plantagen. Hovedarterne var japansk lærk, stilkeg og glansbladet hæg. Næsten alle bevoksningerne blev lavet som blandingsbevoksninger, normalt i rene rækker. Der blev blandet på forskellig måde, men oftest blev der sat eg som hver 8. eller 9. række og mellem egerækkerne skiftevis rækker med lærk og hæg. Alle afdelinger blev adskilt ved en dobbeltrække sitka.
De seneste år er der skovet over 10.000 m3 i plantagen – mest afkortet lærketømmer af meget fin kvalitet
Det var helt utraditionelt. Eg troede sagkundskaben overhovedet ikke på i første generation. Og lærk var som nævnt slet ikke anerkendt i hedeområdet. Men specielt den glansbladede hæg, som stammer fra Nordøstamerika, var helt ukendt. Løhr vidste imidlertid, at den var en fortrinlig pionerplante, der blandt andet var jordbundsdannende,hvilket var vigtigt på den magre sandjord. Samtidig selvsåede den sig villigt, hvilket også blev anset for en fordel. Ifølge Løhrs omhyggelige notater blev der i alt ved anlægget anvendt 103.950 planter af hæg– en plante, som i realiteten har været en velsignelse i plantagen helt frem til i dag. Men som vi naturligvis ved i et vist omfang er blevet en plage andre steder på grund af dens evne til at selvså sig, hvor man ikke ønsker den.
Løhr var som antydet meget optaget af jordbund og biologi.Han medbragte ofte skovjord fra Sjælland for at indføre det mikroliv, der var nødvendigt for omsætning og jordbundsdannelse, og han lavede en regnormefarm,hvorfra han udsatte forskellige arter af regnorme, især på steder hvor væksten var for svag.
Anlægget blev en succes. Eg og lærk (og bøg i øvrigt)klarede sig fortrinligt og overgik langt, hvad rødgranen og bjergfyrren kunne præstere i naboplantagerne. Årsagen er formodentlig, at de anvendte træarter på grund af et dybere rodsystem i langt højere grad har formået atnå ned til og udnytte den bedre jord under flyvesandet end rødgranen kan.
Han var desværre – som så mange andre – ikke hurtig nok med tyndingerne. Det betød i praksis, at lærken mange steder udkonkurrerede egen, således at resultatet blev næsten ren lærk med hæg i bunden.De fleste af de mere eksotiske arter har heller ikke kunnet klare sig. Det havde han i og for sig forudset, men han ville prøve dem alligevel. Han skriver således på et tidspunkt til planteskoleejer Brostrøm i Viborg, der var hans planteleverandør: ”Send mig 1000 styk af alle de nåletræarter, du har i planteskolen. Jeg ved godt, at de sikkert ikke alle trives, men jeg vil hellere have en botanisk have end en kedelig plantage.”
Som nævnt blev anlægget ignoreret eller nedgjort af den lokale fagkundskab på den tid. Også de lokale, som hjalp til ved anlægget, og som kun kendte de traditionelle tilplantninger, var yderst skeptiske. Men som en af dem mange år senere har udtalt: ”Han var klogere, end de havde regnet med.”
Status i dag
Så i dag står vi med en plantage, som er blevet til en herlig og produktiv skov. Og som er den fine ramme om Svend Sigaards bolig.
Anlægget har vist os den store betydning af jordbundsforholdene og i det hele taget de biologiske forhold. Det demonstrerer klart værdien af lærken som hjælpetræ og de mange alternativer til de traditionelle plantage-træarter,blandt andet løvtræet. I denne plantage har man ved dyb faglig indsigt og stor behændighed sprunget nogle af de sædvanlige trin over i den almindelig udvikling fra plantage til skov.
Skovdyrkerne har stået for driften de sidste 25-30 år.Her har hovedindsatsen ligget på tynding af især lærken og egen. En opgørelse viser, at der i perioden er skovet mere end 10.000 m3 træeffekter, hvoraf meget prima lærketømmer.
Per Hilbert (phi@skovdyrkerne.dk)
By: Per Hilbert
