Skovejer fik pålagt restriktioner og utilfredsstillende erstatning
Hans Henrik Algreen-Ussing er ikke tilfreds med den erstatning, han har fået tilbudt ved en igangværende ekspropriationssag. Der er lagt op til, at han pålægges evig rydningspligt og flere andre restriktioner.
En af de skovejere, som har en igangværende ekspropriationssag, er Hans Henrik Algreen-Ussing, ejer af Tirsbæk Gods ved Vejle.
Han accepterer ikke det erstatningstilbud, som han er blevet præsenteret for af ekspropriations-kommissionen.
Sagens kerne er, at staten eksproprierer et tre kilometer langt bælte fra skovejerens ejendom. Bæltet følger jernbanen og arealet skal benyttes af Banedanmark i forbindelse med udbygning af banen til el-drift.
– Vi afgiver jordstykket langs jernbanen, og det er ok. Men på vores tilstødende areal op til det eksproprierede bælte får vi pålagt begrænsninger, og vi mener, at erstatningen er for lav, siger han. Han nævner flere restriktioner.
– Vi må ikke dyrke højstammet skov. Vi skal holde arealet ryddet til evig tid – efter Banedanmarks forskrifter. Der må ikke vælte træer ud på jernbanens køreledninger. Sker det, så bliver vi holdt erstatningsansvarlige, siger Hans Henrik Algreen-Ussing.
Mangler indsigt i skovbrug
Godsejeren gør det klart, at han ikke vil acceptere den erstatning, som kommissionen har lagt op til.
– Det beløb, jeg er blevet tilbudt svarer på ingen måde til mine reelle tab, lyder det.
– Eksempelvis har man ikke kompenseret korrekt for den pålagte pligt til at holde arealerne ryddet i evighed. Man har heller ikke kompenseret for det driftstab, der løbende sker i den tilbageværende bevoksning, når randtræerne fjernes. Vind og sol vil skade den resterende bevoksning, siger han.
Hans Henrik Algreen-Ussing mener ikke, at kommissionens medarbejdere har den tilstrækkelige indsigt i skovbrug.
– Tabsberegningerne er skovbrugsfagligt forkerte. Jeg kan ikke acceptere, at staten ikke yder fuldstændig erstatning til os som skovejere, siger han.
Utilfredsstillende erstatning
Hans Henrik Algreen-Ussing opfordrer andre skovejere til at påklage urimeligt lave erstatninger ved ekspropriation.
– Grundloven sikrer borgerne fuldstændig erstatning ved ekspropriation. Det er jeg ikke blevet tilbudt, og det kan jeg ikke acceptere. Jeg håber også, at mine kolleger i skovbruget holder fast i deres grundlovssikrede ret, siger han.
Skovejeren har påklaget ekspropriations-erstatningen til taksationskommissionen.
– Mit håb og min forventning er, at kommissionen nu vil sætte sig bedre ind i skovbrugets faglighed. Forhåbentligt vender man tilbage med et tilbud om erstatning, som reelt svarer til mit tab – præcis som Grundloven foreskriver det, siger han.
Hans Henrik Algreen-Ussing har fået rådgivning af både Dansk Skovforening og Skovdyrkerne, som har hjulpet med at udregne de reelle tab i forbindelse med ekspropriationssagen.