Peter Wohlleben hedder forfatteren. Han har været ansat ved det statslige skovvæsen i Rheinland-Pfaltz, men arbejder nu i et mindre, miljøvenligt skovbrug i Eifelbjergene. Ellers optræder han i TV-programmer, holder foredrag og skriver bøger om skov og naturbeskyttelse.

Han ser skoven fra træernes side, kan man sige. Han beskriver mange af de processer, som foregår inde i træerne og i samspillet mellem træerne og deres omgivelser. Altså hvordan træerne trækker vand helt op til den øverste knop, hvorfor løvtræerne smider bladene om efteråret, hvordan de ved, hvornår de skal springe ud igen om foråret, hvordan de bliver hjulpet i deres optagelse af næringsstoffer af de mange mykorrhiza-svampe i jorden og meget mere. Det er alt sammen interessant.

Og det er alt sammen processer, som er videnskabeligt beskrevet i lærebøger i plantefysiologi, men her forklaret på en ny og jordnær måde, som tiltaler mange læsere.

Det bliver desværre til mystik og religion

Men oven på den videnskabelige tilgang lægger han et lag af noget, som vel kan kaldes naturromantik eller mysticisme – eller måske ligefrem religiøsitet.

Peter Wohlleben fortæller, hvordan hans synsfelt blev indskrænket ved arbejdet med traditionelt skovbrug, hvor der skulle tænkes i, hvordan træerne kunne bruges på savværket, og hvad deres markedsværdi var. I stedet blev han optaget af ”en kærlighed til naturen, hvor hver dag i skoven blev en opdagelsesrejse”. I hans nuværende skovbrug er maskiner bandlyst, og der arbejdes kun med heste. Hele denne omstilling har – med en typisk formulering – ført til ”en lykkeligere skov”, hvor ”træerne åndede lettede op”.

Her må vi indrømme, at det er svært at følge med. Træerne beskrives som sociale væsener, og skoven beskrives som en parallel til de menneskelige fællesskaber, hvor individerne indgår venskaber, hjælper hinanden, og kommunikerer indbyrdes. Mødrene opdrager ifølge Peter Wohlleben deres afkom. Træerne tager sig af deres gamle og syge, de advarer hinanden om lurende farer og er i stand til at forsvare sig mod udefra kommende fjender. De lægger stor vægt på gensidig retfærdighed, blandt andet ved, at den, der har meget, forærer noget af det væk. Det sker ved, at det store underjordiske rodsystem virker som en gigantisk omfordelingsmaskine for især næringsstoffer.

Der er dog grænser for, hvor meget Peter Wohlleben har været i stand til at sætte sig ind i træernes `tankegang´. Han tilstår, at ”hvad træer føler ved parringen, kan vi stadig kun gisne om”. Men han er ikke i tvivl om, at træer kan føle smerte, og han kalder træfældning for drab. Han ser ingen principiel forskel mellem planter og dyr.

Urørt skov

Egentlig er hans synspunkt ret enkelt. Han ser skoven som én stor organisme, som har sit eget liv, og som menneskene egentlig ikke burde forstyrre eller udnytte. Han er modstander af det traditionelle skovbrug, af plantager eller `kulturskove´. Han går ind for urskove eller i hvert fald naturskove. Han har et slogan: ”Mere mod til vildskab” og foretrækker en omdriftsalder på 500 år. Eller helst slet ingen omdriftsalder: Skovene skal ”sættes fri”, siger han, så vi alle kan iagttage kræfternes frie spil.

Interessant, at dette er helt på linje med de synspunkter, som fremføres af mange biologer og naturorganisationer herhjemme. Altså en meget aktuel bog.

En fortælling, der sælger

Når man formår at afsætte disse synspunkter i 400.000 eksemplarer alene i Tyskland, så er det fordi, man har en fortælling, der sælger. En fortælling, der rammer noget i vor tid – noget, som mange gerne vil høre, og som er en del af drømmen om den uspolerede natur derude, som ikke bliver tilsmudset af vores ønske om nytte – drømmen om et Paradis på jord.

Forlaget, der udgiver bogen, skriver selv: ”Hvis du også nærer stor kærlighed til skoven, så bør du eje denne fortryllende kærlighedserklæring.”

Peter Wohlleben: Træernes hemmelige liv. 216 sider. 250 kr. People’s Press 2016.

Per Hilbert (phi@skovdyrkerne.dk)

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #44

Læs andre artikler inden for Skovdyrkning