Dåvildt – velsignelse eller plage?
Dåvildtet ser ud til at udvikle sig til en stærk konkurrent til kronvildtet og flere og flere steder til en plage for skovene og skovdyrkningen. Vort medlem, vildtbiolog Egon Bennetsen, har selv problemet inde på livet på sin ejendom i Thy.
Indtil årtusindskiftet var dåvildtet i Danmark begrænset til dyrehaver og nogle få fritstående bestande, fortrinsvis på godser på øerne – også her ofte delvist hegnede. I Jylland var det stort set fraværende. I forbindelse med hjortefarmenes opståen og senere sammenbrud slap der talrige dådyr ud overalt i landet. Jægere og grundejere bød den nye hjortevildtart velkommen, og det skovlformede gevir udgør da også et imponerende trofæ. Naturfanatikere,der drømte om fortidens græsningsskove,var ligeså begejstrede, ligesom friluftsfolket jublede.For ”enhver ved jo”, at dådyr er dagaktive, nøjsomme dyr, der ernærer sig af græs og er lette at jage. Samtidig kunne de ses æse fordrageligt sammen med kronvildt og råvildt.
Følgelig blev de undslupne dyr suppleret med udsatte dyr bekostet af forskellige interessegrupper. Og hjulpet på vej af særfredninger og frivillige aftaler om begrænset afskydning har det bevirket, at vi i dag har tusindtallige bestande spredt overalt i landet.
Ganske bemærkelsesværdigt når man påtænker, at dåvildt er en invasiv art på linje med mårhund. Ligesom mårhunden er en ikke-hjemmehørende art, der konkurrerer med ræv og grævling om føden, er heller ikke dåvildtet oprindeligt hjemmehørende i Danmark, og det konkurrerer med de hjemmehørende arter, rå- og kronvildt,om føden. Hvorfor Naturstyrelsen har forskellig holdning til de to arter, er ubegribeligt.
Erfaringer
Da man i begyndelsen af århundredet begyndte at sprede dåvildtet ved udsætning, totalfredede man i Thy og Hanherred bestanden i 6 år, og siden har vi haft en ganske kort jagttid på 1 måned for dåer, kalve og spidshjorte og 1 uge (!) for hjorte større end spidshjorte.
Begrundelsen herfor var, at man anså dåvildt for at være dagaktive, lidt naive, nysgerrige dyr, der var lette at jage. Denne indstilling var formentlig inspireret af deres adfærd i dyrehaver.
Det er efter min erfaring helt forkert. Det, der først og fremmest kendetegner dåvildtet, er dets fantastiske evne til at tilpasse sig. Dåer og kalve ses året rundt meget sjældent i dagtimerne. Her står de hovedsageligt ide store statsplantager, men kan også stå i ganske småskovstykker, hvis der er fred. Hjortene er endnu mere tilpasningsdygtige. Om efteråret og vinteren er de ekstremt nataktive, hvorimod de hurtigt opfatter, at der omsommeren er fred og så bliver dagaktive. De kan da ofte sidde i større og mindre rudler på større kløvergræsmarker dagen lang, kun afbrudt af æseperioder.
De er således langt mere fleksible med hensyn til at reagere på forstyrrelser end rå- og kronvildt, der er langt mere fastlåste i deres adfærd.
Direkte optælling af hjortevildt i fri tilstand er umuligt.Det er fastslået mange gange ved vildtbiologiske studier.På Kalø, hvor man i sin tid skød hele råvildtbestanden væk, vurderede man bestanden til 70 dyr, men man skød 213.
At tro, at man får et bare nogenlunde retvisende billede af dåvildtbestandens størrelse ved at køre lidt rundt på skovvejene og under jagt notere sig, hvad der bliver set,er fuldstændig misvisende. Om man har set 50, 10, 5 eller 2 % af bestanden, vides ikke.
Et eksempel fra Thy
På min egen ejendom – en 66 hektar stor skovejendom i Nordthy – har jeg haft en dåvildtbestand siden 1992, da mange dyr slap ud af en nabos dåvildtfarm. Siden er bestanden yderligere øget med udslip og udsætning. Idet følgende vil jeg videregive nogle af mine erfaringer med denne vildtart.
Jeg har på min ejendom installeret 11 vildtkameraer, som tilsammen i dagslys dækker cirka 2 hektar og omnatten cirka 0,5 hektar, altså 1-4 % af ejendommen.
Ved at se, hvor mange dyr der er på kameraerne, og hvor mange jeg ser i virkeligheden, kan jeg fortælle, at selv jeg er chokeret over forholdet. Selv om jeg færdes overalt på ejendommen dagligt, og i jagttiden sidder i et jagt- tårn 1 time morgen og 1 time aften, ser jeg under 5 % af de dyr, der ses på kameraerne. Og kameraerne dækker som nævnt kun en lille brøkdel af hele ejendommen.
Et eksempel: På 10 kameraer fra de første 5 døgn i december 2014 var der 3644 fotos. Af de 3644 fotos var 2834 af dåvildt. Heraf var kun 45 i dagslys (farvefotos),hvilket svarer til 1,6 % af billederne. Selv så jeg i de samme dage kun 6 dyr.
I de to måneder oktober og november har jeg på kameraerne fanget cirka 44 forskellige dåhjorte. I det samme tidsrum så jeg selv kun 2 spidshjorte og 2 ældre hjorte.
Jagtmæssigt bevirker det, at der kun bliver skudt ganske få dyr. Når de er så nataktive, er de meget vanskelige at skyde på anstand og pürsch, og på trykjagter ser vi dem næsten aldrig, enten fordi de trykker hårdt, eller fordi de står i de nærliggende statsplantager.
I året 2013-14 skød vi 6 stk. (dåer, kalve og 1 spidshjort).I 2014-15 skød vi 7 stk. (dåer, kalve og 1 spidshjort), og her i 2015-16 har vi intet skudt. I de omkringliggende statsskove på flere tusinde hektar skydes der næppe 20stk. årligt.
Da jeg mener, at bestanden i Nordthy ligger på mellem700 og 1000 stk. og dermed overstiger antallet af krondyr,betyder det, at der kun skydes en brøkdel af tillægget,og bestanden derfor stiger eksplosivt. Alligevel fastholdes den meget restriktive jagttid i endnu 2 år!
Påvirkningen af skovdriften
Disse store, stærkt undervurderede bestande af dåvildt,som er undervejs overalt i landet, påvirker i høj gradskovdriften. Generelt set hører dåvildt, sammen medkronvildtet, til de ernæringsmæssigt intermediære typer. Dette betyder, at de både er græs- og knopædere(browsere), dog normalt med overvægt mod græsning.Også her er dådyrene udprægede opportunister. Er der frodige kløvergræsmarker til rådighed, foretrækker det dem. Men om vinteren, især ved snelæg, er de meget hårde ved alle unge træer under bidhøjde. Det er vel kun sitka og contorta, der ikke bides af betydning.
Da vi fra 2006 begyndte at omlægge vores 1. generations-bevoksninger af sitka og contorta til 20 % løv (eg,bøg og ær) og resten til omorika og cypres, faldt det sammen med totalfredningen af dåvildt. Vi havde i de følgende år en enorm bestand på i størrelsesordenen 50-100 dådyr, altså omkring 1 dyr per hektar. Jeg søgte om reguleringstilladelse to gange (4-6 dyr), hvilket begge gange blev nægtet. Vi var derfor tvunget til i de følgende 6 år at foretage en forceret skærmstilling (med opstamning)og efterfølgende underplantning af 30 hektar for at gøre ejendommen åben og mindre attraktiv som opholdssted for dåvildtet. Dertil bortjagning ved at kørerundt om natten og affyre skræmmepatroner.
Den forcerede hugst i sitkaen betyder, at meget af plantagens træ vil blive aflagt som flis i stedet for tømmer,samtidig med at hugstfølgen er ødelagt på grund af, at hele skoven er blevet genplantet over en tiårig periode.
På trods af disse drastiske forholdsregler har vi de sidste 7 år måttet klippe 15-20.000 bidte tvegede træer årligt.Se figur 2 og 3. Det skal nævnes, at omorika og cypres formentlig bides på niveau med rødgran. Da vi jo ikke taler om værdifulde juletræskulturer, men om almindelige skovkulturer,havde det været økonomisk helt uoverkommeligt at lejearbejdskraft til denne opgave, og det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi har gjort det uden at prissætte egen arbejdskraft. Men var det ikke blevet gjort, ville bevoksningerne i dag bestå 100 % af mangestammede eller buskagtige træer helt uegnede til andet end flis.
Naturligvis bides træerne også af råvildt, men som regelkun det første par år efter plantning, og desuden langt mindre massivt.
I tillæg til bidskader kommer fejeskader, som er alvorlige for dåvildtets vedkommende. Som kronhjortene har dåhjortene en forkærlighed for at feje løvtræsbevoksninger, som hos os er få og små. Vi bekender os til en model, hvor vi kun planter 1000-2000 træer per hektar, men efterfølgende plejer disse med tvegeregulering og opstamning på enkelttræniveau. Sådanne bevoksningerer det rene guf for både då- og kronhjorte, og man kan i virkeligheden tvivle på, at der bliver fornuftige bevoksninger ud af noget, der ellers så så lovende ud. 10-15 % af træerne fejes årligt. Disse træer ødelægges og skyder mangestammet fra roden. Næste år er det 10-15 % nye træer osv., osv. Se figur 4.
En irriterende vane, som jeg ikke har konstateret hos kronvildt, er at dåhjortene i marts-april, altså lige før de kaster stængerne, får en ubændig trang til af feje unge mandshøje omorika og cypresser, altså på et stade, hvor disse træer netop er kommet over bidhøjde. De tager ofte de største træer jævnt fordelt over bevoksningen,og da er det ofte for sent at efter bedre, for nye træer vil ikke kunne nå med op. Resultatet er en hullet bevoksning.Godt som tykning til vildtet, men dårligt for tømmerproduktionen.
Som en fattig trøst kan vi så glæde os over, at vi her i klitplantagerne ikke har nævneværdige problemer medskrælning.
Naturnær skovdrift er umuligt
Mantraet i dansk skovbrug hedder for tiden naturnærskovdrift. Inspireret af erfaringer fra især tysk skovbrug ønsker man at arbejde med alders- og artsdifferentieredebevoksninger, og med stort dimensionerede produkter af høj kvalitet som endemål. Hugst sker ved måldiameterhugst af dominerende træer i en form for plukhugst. Den nye kultur etableres ved selvsåning og opvækst uden hegning.
Dette dyrkningssystem kræver ifølge tyske erfaringer en maksimal tæthed på 2-3 stk. krondyr eller 7-8 dådyr per 100 hektar. Dertil kommer, at råvildtet holdes på et meget lavt niveau.
I langt de fleste danske skove er vildtbestanden meget,meget større. På mine 66 hektar skønnes, at forårsbestanden(om natten!) er på omkring 5-10 krondyr, 30-40dådyr og 20-30 rådyr. Og der er reelt ikke meget, jeg kan gøre ved det på grund af nærhed til store klitplantager og en absurd kort jagttid på dåvildt.
Samme eller større tæthed findes mange steder overhele landet. At man under disse forhold overhovedet overvejer at drive skoven efter ovennævnte naturnære principper, er helt absurd. Vil man kombinere denne høje vildttæthed med produktivt skovbrug, er der kunden gammelkendte metode med renafdrift og hegning tilbage. Med mindre man vil lade sig nøje med et skovbrug bestående udelukkende af sitka og contorta.
Efter min mening bør vildtbestanden aldrig være højere,end at alle gængse skovtræer – på nær ædelgranarter,eg, ær og ask – kan udvikle sig tilfredsstillende uden hegning. Konsekvent hegning for rødgran og lignende har i store dele af landet ikke økonomisk gang på jord.
Forholdet mellem råvildt, dåvildt og kronvildt
Ofte ser man forholdet mellem de tre arter beskrevet ved, at de i fordragelighed æser side om side på den samme mark. Det kan jeg tilslutte mig, men det betyder dog ikke, at der ikke finder en påvirkning sted de trearter imellem.
Her er det først og fremmest den interspecifikke næringskonkurrence,der er bekymrende. Kron- og dåvildttilhører som sagt den intermediære næringstype, der hovedsagelig er græsædere, men derudover – i varierende grad – også browsere, det vil sige at de æder skud,knopper og blade af træer og buske.
Rådyr er hovedsageligt browsere, men tager også enårigeurter. I modsætning til de to andre arter kan råvildt ikke overleve på græs alene.
Da kron- og dåvildt er ens i deres næringsvalg, konkurrerer de direkte om føden. Man kan nogenlunde gå udfra, at to dådyr æder det samme som et krondyr. Så i et kronvildtområde, der også skal huse dåvildt, er man nødt til at reducere kronvildtbestanden med 1 dyr for hver 2 dådyr, hvis bæreevnen skal være uændret.
Jeg hører ofte den bemærkning, at så længe der er store kløvergræsmarker rundt om plantagerne, er der fødenok til store bestande af hver art. Her må man imidlertid huske på, at de to arter har 5-6 ædeperioder i døgnet, alt efter årstid og bonitet.
Især om sommeren med de korte nætter betyder det, at måske over halvdelen af næringsoptagelsen foregår i skoven. Her på egnen drejer det sig hovedsageligt ombølget bunke om sommeren og hedelyng om vinteren.
Så selv om der tilsyneladende er massevis af kløvergræs til rådighed, kan bæreevnen sagtens være reelt overskredet. Her vil kronvildtet lide under konkurrencen med dåvildtet, idet dette er langt mere nøjsomt end kronvildtet og trives ganske glimrende på et næringsudbud,der ikke kan opfylde kronvildtets behov.
Denne konkurrence vil de fleste steder resultere i faldende kalvevægte og faldende trofækvalitet hos kronhjortene.Er det det, vi ønsker?
Det er desuden velkendt, at ældre då- og kronhjorte udenfor brunsttiden søger ensomhed og dermed ro. Der er en del der tyder på, at skove med en stor bestand af dåer og kalve, og den dermed konstante uro, fravælges af ældre kronhjorte.
Også konkurrencen med råvildtet kan blive alvorlig,hvor dåvildtet ikke har tilgang til god græsning.
Under en sommerferie på Langeland så jeg kun én kløvergræsmark,som da også ivrigt blev søgt af dåvildt.Efter at de ukrudtsfrie vintersædsmarker er skredet igennem, og derved er blevet uinteressante for såvel rå som dåvildt, er begge arter sommeren over henvist til at finde al føden i skoven. Også her vil dåvildtet på grund af større rækkevidde og nøjsomhed til enhver tid udkonkurrere råvildtet.
Her i Nordthy er det især i vintermånederne ved snelæg, at konkurrencen – og skadeniveauet – er mærkbart. Det skal bemærkes, at disse problemer i nogen grad kan løses ved fodring året rundt. Noget som imidlertid ikke praktiseres her på egnen.
By: Egon Bennetsen
