Kampen om Danmarks natur
Næsten 2 kilo vejer den smukke og interessante bog om naturfredningens historie i Danmark, som netop er udkommet på Gads forlag. Selv om man som traditionel landmand eller skovejer måske indimellem kan blive træt af visse af bogens holdninger, så giver den dybtgående besked om udviklingen i synet på naturen i løbet af de sidste 200 år, og den beskriver alle de vigtigste personer og organisationer, der har drevet denne udvikling.
Det kan næppe komme som nogen overraskelse, at der foregår en kamp om den naturressource, som er den vigtigste i et råstoffattigt land som Danmark: Jorden!
Først skovene, senere landbruget, har været hele grundlaget for udviklingen af det danske samfund. Selv om vi i det 20. århundrede var vidne til en industrialisering og en storstilet flytning fra land til by, så bidrager fødevare eksporten stadig i dag med 73 mia. kr. og med en beskæftigelse på mere end 100.000 personer inkl. følgeerhverv.
Alligevel har der været en stigende tendens til, at betragtedet der ligger uden for byerne som natur. Som noget der skal have lov til at ligge derude i sin egen ret. Et eksempel er de sidste års diskussioner om `urørt skov´,hvor en del har ment, at produktions værdien i skovene var så beskeden, at vi kunne tillade os at lade den ligge derude på skovbunden.
Det er det ene ekstrem. Det andet er den ensidige produktions orientering,som det også er svært at forsvare i dagens samfund. Journalist Søren Olsens bog beskriver i mange detaljer vor skiftende holdning til det åbne land.
Ulven kom virkelig tilbage
Bogen begynder med en begejstret beskrivelse af begivenheden søndag den 14. oktober 2012, hvor øjenlæge Kim Frost fra Nykøbing Mors i stedet for en nordisk lappedykker fik en ulv i kikkerten ved Nors Sø i Hanstholm reservatet.
Søren Olsen konstaterer, at det danske landskab passer ulven fortrinligt. Grunden til at den sidste ulv blev skudt i 1813 ved Estvadgård syd for Skive, var simpelthen den, at den danske landbefolkning ikke kunne få ulvens tilstedeværelse til at harmonere med datidens husdyrhold og liv på landet i øvrigt.
Det er så spørgsmålet, om vi kan i dag. Men især den biologiske ekspertise mener, at vi kan. Indtil videre er der som bekendt udsat bævere, vildheste og bisoner i dansk natur, og det næste bliver formodentlig svenske elsdyr. Det åbne land ses i stadig højere grad som en legeplads og et eksperimentarium.
Naturfredningssagen
Det var ellers ikke sådan, det begyndte. Det begyndte med den lange række af 1800-tallets naturvidenskabsfolk, der så på naturen med nye øjne.
En af de mest prominente var ornitolog og pattedyrsforsker Herluf Winge. Han og broderen, Oluf Winge, blev heftigefortalere for naturbevarelse. Oluf Winge skrev bl.a.:”Der burde i ethvert Land være Steder, hvor den oprindelige Natur kunde træde frem så upaavirket af Kulturen, som det var muligt og af andre Hensyn forsvarligt. Det vilde ikke være for meget forlangt af en Stat, at den skulle have Raad til at undtage enkelte Strækninger fra Dyrkning, at lade visse Skove, Moser, Søer, Holme osv. ubenyttede, eller ikke benytte dem anderledes, end at et fyldigt Planteliv og Dyreliv kunne trives”.
De blev fulgt af talrige andre, bl.a. botanikerne Warming, Mentz og Rostrup, geologen Axel Jessen samtskovbrugerne A. Oppermann og P.E. Müller. Den individuelleinteresse blev til en koordineret indsats i Udvalget for Naturfredning omkring år 1900, og det lykkedes at overtale staten til at købe og frede Borris Hede, Råbjerg Mile og Fosdalen i Hanherred.
Foreningen for Naturfredning
I 1911 stiftedes det, der blev til Danmarks Naturfredningsforening.Og den første naturfredningslov så dagens lys i 1917. Foreningen fik som den eneste privateforening ret til at rejse fredningssager.
Den markante formand i perioden 1921-1960 var kunstmaleren Erick Struckmann. Arbejdet med at frede naturen gik dog ikke for sig uden turbulens. Der var uenighed internt blandt frederne (f.eks. var Mentz betydelig mere åben for landbrugets interesser end Struckmann),og langsomt kom en erkendelse af, at de oprindelige`status quo-fredninger´, hvor man troede at kunne fastholde naturen i en bestemt tilstand, ikke fungerede. Naturenudviklede sig nemlig.
Der var også stor uenighed mellem jægerne og naturfrederne. Især spørgsmålet om rovfuglene. Men her trak frederne som bekendt det længste strå, og der er vel ikke mange, der i dag ville have rovfuglejagten tilbage. En anden kritik kom fra de kulturradikales frontfigur, Poul Henningsen. Han kaldte Struckmann for ’naturfascist’ og gav udtryk for, at ”Naturfredningens naturopfattelse var præget af et dybt reaktionært kultursyn, som havde til hensigt at fastlåse det danske landskabs udviklingsmuligheder”. Kritikken kulminerede i 1934 med en kronik i Politiken: ”Bør Danmark henkoges?”
De private naturfonde
Den omfattende bog slutter med en grundig omtale af de private naturfonde Fugleværnsfonden, Danmarks Naturfond, Aage V. Jensens Fonde og 15. juni Fonden. (Sidstnævnte har i øvrigt støttet udgivelsen af bogen med et stort beløb). Aage V. Jensen er uden sammenligning den største naturentreprenør i Danmark, og bogen nævner 22 af fondens naturprojekter, omfattende i alt næsten 18.000 ha.
Allersenest – og derfor omtalt på bogens sidste sider – har vi fået Den Danske Naturfond, hvor staten indbetaler 500 mio. kr., Villum Fonden 250 mio. kr. og Aage V. Jensen 125 mio. kr. Den nye fond skal ”skabe mere natur over et bredt felt, blandt andet nye vådområder, søer, moser og enge”. Fonden har sin egen bestyrelse, og der er endnu ikke fuld klarhed over, i hvor stort omfang man vil støtte projekter på private eller statslige arealer,eller om man selv vil købe arealer op. Hvis man selv vil eje arealerne, kan pengene hurtigt få ben at gå på.
Bogen er meget rigt illustreret, og indeholder en mængde personlige portrætter af de mange, der har bidraget på forskellig vis til arbejdet med den danske natur.
Søren Olsen: Kampen om den danske natur. Fra Fredskovsforordningentil genskabelsen af Filsø. 327 sider.Gads forlag 2015. 400 kr.
Per Hilbert/phi@skovdyrkerne.dk
