Ringsteds nye sti skal trække borgerne ud i naturen
Skovdyrkerne har etableret en stor del af Ringsteds nye oplevelsessti. Stien er 25 kilometer lang og bugter sig blandt andet langs bredden af Haraldsted sø.
Tekst og fotos: Jens Mathiasen
Bilerne brager afsted på Roskildevej. Eftermiddagstrafikken er tung, og vejstøjen er heftig.
Men under vejbroen ved Haraldsted Sø er det anderledes. Her er der ro.
En ny ”bro under broen” sikrer nemlig, at fodgængere uforstyrret kan krydse Roskildevej. Via broen kommer de videre ad den nye oplevelsessti, der fortsætter langs Haraldsted Sø ved Ringsted.
– Broen under broen er en del af oplevelsesstiens første etape, som blev etableret tilbage i 2014, forklarer skovfoged Rasmus Larsen, som viser det store stiprojekt frem.
– Se, den er udført i godt gedigent tømmer. Det er robinie, siger han og rykker et par gange i de solide gelænderplanker på broen.
Utraditionelt projekt
Ramus Larsen er skovfoged ved Skovdyrkerne Øerne. Han har været ansvarlig for etablering af broen under Roskildevej sammen med en lang strækning af den nye oplevelsessti. Projektet er kommunalt og har været udbudt i flere etaper.
Det er et utraditionelt projekt for Skovdyrkerne, men for skovfoged Rasmus Larsen har det været en spændende udfordring.
– Det har helt sikkert været et godt og lærerigt projekt. Udfordrende til tider, men vi har fundet gode løsninger hvereneste gang, siger han.
Første etape blev sendt i kommunalt udbud tilbage i 2014. Det udbud vandt Skovdyrkerne, som derefter etablerede første etape af stien.
Sti langs søbred
Fra broen under Roskildevej guider Rasmus Larsen videre ad den nye sti. Efter nogle hundrede meter kommer man til søbredden ved Haraldsted Sø.
Stien er anlagt helt ude langs søbredden. Der er skiftevis strækninger med træbroer og strækninger etableret med stabilgrus og slotsgrus som toplag.
– Vi har været udfordret af undergrunden. Den er blød og sumpet mange steder. På nogle strækninger er der små væld, som afvander til søen. På de sumpede strækninger har vi anlagt træbroer, der er befæstet på robiniepæle. Det ville simpelthen ikke fungere, hvis vi forsøgte at befæste de sumpede strækninger med stabilgrus, forklarer Rasmus Larsen.
Han oplyser, at der i alt er etableret omkring 500 meter gangbroer på de etaper, som Skovdyrkerne har udført.
– Overalt, hvor der er jordkontakt,har vi brugt robinie-tømmer. Dermed er levetiden på den del oppe på 25 år, siger han.
På de mere tørre strækninger er der gravet muldjord af og udlagt stabilgrus.
– Vi har befæstet stien med stabilgrus og slotsgrus som toplag. I første omgangmåtte vi ikke udlægge grus, fordi området er paragraf 3-beskyttet. Det kom der dog en dispensation til undervejs, forklarer skovfogeden.
Pontonbroer flådet på plads
Længere fremme på stien kommer man til et shelter og en flydende pontonbro. Begge dele har Skovdyrkerne fået op at stå.
– Helt ærligt, så vidste jeg ikke meget om pontonbroer på forhånd. Men jeg allierede mig med dygtige samarbejdspartnere. Det er det vigtigste i sådan en proces,og vi fandt nogle gode løsninger, siger Rasmus Larsen.
Han husker specielt, at det var bøvlet at få broerne på plads.
– Vi måtte søsætte de flydende broer i den anden ende af søen og så flåde dem hele vejen herned på plads. Det var udfordrende, men det lykkedes, og de er nu på plads, siger han og viser broen frem.
Ideen med bro og shelter er, at publikum nu kan overnatte. De kan lægge til ved broen, og de kan fiske eller grille.
– Alt sammen handler det om at skabe rammer for publikum i skoven. Det er nødvendigt med nogle aktiviteter for at få folk ud i naturen, siger Rasmus Larsen.
Trækker borgere i naturen
Fra Ringsted Kommune har Ståle Ullestad stået i spidsen for projektet. Kommunen vil sikre, at borgerne nemt kan komme ud i naturen.
– Det er kommunens opgave at sikre, at borgerne får en nem adgang til gode naturoplevelser. Det opnår vi med et projekt som Ringsteds oplevelsessti. Det var hovedårsagen til, at vi gik ind og overtog selve udførelsen af projektet tilbage i 2013, siger Ståle Ullestad, der er kommunal projektleder og uddannet arkitekt.
Han er tilfreds med projektet og oplever overvejende gode tilbagemeldinger fra borgere, som gør brug af stien.
– Min oplevelse er, at stien trækkerflere og flere borgere ud i naturen. Det glæder mig. Samtidig vil jeg også sige, at samarbejdet med lodsejerne har været udmærket. Alle har samarbejdet på frivillig basis uden ekspropriation, siger projektlederen.
Kun lidt vedligehold
De sidste etaper af stiprojektet er afsluttet, og det fremtidige vedligeholdovergår nu til vej- og parkafdelingen i Ringsted kommune.
Skovfoged Rasmus Larsen forklarer, at det kun bliver nødvendigt med ganske lidt vedligehold.
– I anlægsfasen har vi haft fokus på, at det skal være nemt at vedligeholde. Men der skal bruges nogle timer med en buskrydder. Gruset på stien skal også helst rives og jævnes efter behov. Men alt i alt er det mindre opgaver, som ikke kræver det store maskineri, siger han.
Der har været udbudt fem etaper i stiprojektet. Skovdyrkerne har vundet udbuddet på tre af etaperne.
//oplevelsesstien.dk/>