Tidligere minister: Vi kan finde penge til grønne driftsplaner
Eva Kjer Hansen (V) vil støtte, at skovejere kan få tilskud til grønne driftsplaner. Det gjorde hun klart ved et møde tidligere på efteråret.
Tekst og foto: Jens Mathiasen
Venstre støtter, at private skovejere igen kan få tilskud til grønne driftsplaner.
– Det kan vi godt finde en pose penge til, lyder det fra Eva Kjer Hansen, folketingsmedlem for Venstre og tidligere miljø- og fødevareminister.
Spørgsmålet om tilskudskroner til grønne driftsplaner blev stillet af skovejer Lars Tingleff, da han for nyligt havde besøg af Eva Kjer Hansen og flere lokale venstrefolk i sin skov ved Vonsild, syd for Kolding.
Den grønne driftsplan er vigtig for skovejer Lars Tingleff, og skovbrugsbranchen har ved flere lejligheder efterlyst tilskudsordningen.
– Vi fik udarbejdet en grøn driftsplan med tilskud for flere år siden. Det har vi haft utrolig stor værdi af, men siden er tilskudsordningen stoppet, fortæller Lars Tingleff og viser mappen med sin driftsplan til Eva Kjer Hansen.
Eva Kjer Hansen stiller (i skrivende stund) op som borgmesterkandidat i Kolding. Hun var sammen med en række af Venstres byrådskandidater inviteret til det politiske arrangement i skoven, hvor der både blev diskuteret lands- og lokalpolitik.
Urørt skov
På vej rundt i skoven blev der også diskuteret urørt skov. Skovrider Henrik Freds10 Skovdyrkeren Politik lund Petursson, Skovdyrkerne Syd, gjorde opmærksom på de klimaeffekter, som man går glip af ved at indføre urørt skov.
– Vi er ikke modstandere af urørt skov. Men vi mener, der skal være proportionalitet i tingene. Det er vigtigt, at I politikere er klar over den klimaeffekt, man går glip af i de urørte skove sammenlignet med de dyrkede skove, påpeger han.
Han fremhæver, at der allerede er store arealer med urørt skov og store naturværdier i private skove, som blot ikke er registreret.
– I de private skove har vi i praksis mange lommer med urørt skov og værdifuld natur. Det er lave områder, stejle skrænter med mere, som ejerne ikke dyrker og ikke har rørt i årevis. Naturværdierne er der, men de er bare ikke registreret så myndighederne kan tælle dem med, siger han.
Ingen eksakte hektar-antal
Eva Kjer Hansen var miljø- og fødevareminister i den tidligere venstre-regering under statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Under rundturen i skoven bliver der spurgt ind til Venstres ønsker til omfanget af urørt skov i Danmark.
– Da jeg var minister, tog jeg initiativ til at indføre urørt skov i Danmark. Jeg mener, at tingene skal balanceres. Vi skal ikke falde i hverken den ene eller anden grøft. Men jeg kommer ikke til at nævne et eksakt antal hektar, som jeg mener er passende, siger Eva Kjer Hansen.
Hun vil i stedet arbejde for størst mulig effekt af de tiltag, der sættes i gang.
– Jeg mener, at vi skal blive bedre til at kortlægge natur. Vi skal have mere klarhed over de naturværdier, vi har. På den måde kan vi sætte ind med tiltag, hvor der er størst effekt. Det er vigtigt, at vi bruger kræfterne, hvor vi får mest for pengene, siger hun.
Eva Kjer Hansen gør det også klart, at hun ikke er tilhænger af de planlagte natur-nationalparker, hvor der er lagt op til hegning og afgræsning med store dyr.
– Det er vi modstandere af. Vi er modstandere af hegn i naturen, siger hun.
Lars Tingleff havde sin grønne driftsplan med i skoven. Fra Eva Kjer Hansen lød det, at Venstre støtter, at skovejere igen skal kunne få tilskud til at få udarbejdet grønne driftsplaner.
Politikere i skoven
Lars Tingleff har ved flere lejligheder haft politikere i skoven til en snak om skovejernes aktuelle udfordringer.
Han oplever det som en god måde at skabe forståelse for skovbruget.
– Det er meget bedre at tale skovbrugspolitik med politikerne i skoven. Herude kan de ved selvsyn se, hvad vi taler om – og det er meget nemmere at skabe forståelse for vores dagsorden, siger Lars Tingleff
Det oplevede han også hos venstrepolitikerne.
– Jeg fornemmede en oprigtig interesse fra politikerne – og vi fik gjort opmærksom på de vigtigste punkter, som optager os skovejere i Danmark, siger Lars Tingleff.
Lars Tingleff er tidligere planteavler. I dag har han 65 hektar skov, syd for Kolding. Det er primært løvskov i alle aldre. Lars Tingleff er tidligere bestyrelsesmedlem i Skovdyrkerne Syd.
Udover Eva Kjer Hansen deltog også Morten Hansen, Lene Brandenborg og Birgitte Kragh – alle byrådskandidater fra Venstre til byrådet i Kolding.
Mødet var arrangeret af Dansk Skovforening.