Guld og grønne skove
Den imponerende og yderst interessante bog om et vigtigt kapitel i de danske skoves historie, nemlig bogen om de såkaldte københavnerplantager i Jylland, er nu blevet genudgivet i en forbedret og forøget udgave. Den må være interessant for enhver skovejer, der samtidig interesserer sig for vort lands historie.
Ved nederlaget i 1864 mistede vi mere end en tredjedel af landets areal. I bogen ”Guld og grønne skove” fortæller pensioneret bygningskonstruktør Jørgen Henneke spændende og farverigt om en af reaktionerne på dette tab, nemlig historien om en række visionære ildsjæle,der tog sagen i egen hånd, overhalede politikerne indenom og viste en konstruktiv vej frem.
De købte store hedearealer i Jylland og transformerede dem til produktiv plantage, blandt andet med faglig støtte fra Enrico Mylius Dalgas og hans Hedeselskab. Dalgas slog i sin argumentation fast, at det var en skam for et land at lade næste 300.000 hektar ligge ubenyttet hen: ”Lad de gamle fordomme om Vestjyllands daarlige Beskaffenhed ikke afskrække Kapitalister og Godsejere fra at undersøge sagen med egne Øjne. Vi sige: Kom selv og se, tag nogle Plantningskyndige med, hør deres Dom og handl saa derefter.”
Budskabet blev fanget – først af mange østdanske godsejere og senere af repræsentanter for det københavnske storborgerskab, hvor mange naturligvis også var optaget af, at det gav prestige at være jordejer. Og af de nye jagtlige muligheder. Denne overklasse investerede i enorme hede- og skovområder i Jylland. På ejendommene byggede man pompøse villaer og slotslignende landsteder omgivet af smukke parkanlæg. Men først og fremmest anlagde man store plantager på den sandede hedejord.
Jørgen Henneke skriver: Ved at gå ind i hedesagen kunne grossererne optræde som fædrelandskærlige, samfundsbevidste personer, der viste vejen frem. Om nogen økonomisk gevinst var der ikke tale. At købe hedejord og lade den tilplante forblev en underskudsforretning i mindst to generationer, hvilket allerede Dalgas havde pointeret, men just derved viste man, at man havde magt og overskud i enhver henseende.”Blandt de godsejere, der deltog, kan nævnes G.J.Moltke fra Bregentved (Klelund), N.F.B. Sehested fra Broholm (Addithus), K.B. Brockenhuus-Schack fra Giesegård(St. Hjøllund) og O.D. Rosenørn-Lehn fra Orebygård(Guldborgland).
Fra byen kom blandt andet grossererne og fabrikanterne Holger Petersen (Baldersbæk), J. Moresco (Fromssejer),Skjold Børgesen (Utoft), J.J.M. Chabot (Kolpengaard), Alexander Foss (Høvild), F.L. Schmidt (Skærbæk Plantage)og H.P. Hansen (Vadsøgaard, som også omtales nærmere nedenfor).
Kultursammenstødet
Forfatteren fortæller om en række af disse store hede og skovejendomme og beretter om deres ejere, deres historie og deres pragtboliger og parker skabt af førende, københavnske arkitekter. Samtidig beskrives det kulturelle sammenstød mellem den københavnske, selviscenesatte livsform kontra hedeboernes enkle og spartanske livsførelse.
En datidig besøgende oplever mødet med den jyske virkelighedsåledes: ”Vejen er kjedsom, over store sandige Heeder, hvor hverken Folk eller Fæe øjnes; men Lyngener meget høj, saa den gaar over Hjulnaverne, forbi og igjennem nogle usle Byer, hvis Gaarde havde tarveligt Udseende, uden Skorstenen igjennem det sorte Lyngtag. Bondens Klædedragt var kun maadelig, og Stuerne det modsatte af andre Jyders Værelser, Maden saa ikke meget appetitlig ud, og med alt dette er Folkene dog muntre, goddædige, tienstagtige og giæstfrie, men deres Sprog forstod jeg ikke ganske.”
Mest Vestjylland, men også Midt- og Nordjylland
Alle de etablerede ejendomme ligger der naturligvis endnu – og 10 ud af oprindelig 60 ejendomme er stadig i de oprindelige familiers besiddelse.I bogen beskrives 18 ejendomme indgående, deres tilblivelse og deres historie. Blandt andet de vestjyske ejendomme Klelund, Baldersbæk, Hølund Søgård, Fromssejer, Gyttegaard, Utoft og Clasonsborg. Desuden en række ejendomme i det område, vi nu kalder Søhøjlandet– blandt andet Kongsø, Løndal, Addithus, Rye Nørskov og Højkol. Samt endelig ejendommene Skramsø, Allingekloster og Vadsøgaard (Hjerl).
Hver ejendomsbeskrivelse er rigt illustreret med mange fotos, der viser situationen i dag, men langt flere fra anlægsperioden. Hertil et aktuelt kort med ejendommen indtegnet. Bogen indledes med en grundig gennemgang af hele baggrunden for den store skovrejsningsindsats og afsluttes med et kapitel om jagten i de nye plantager.Et eksempel: Hjerl Hede Når bogen er så interessant, er det fordi den – ud over at beskrive tilplantningen og de enkelte ejendomme – også fortæller indgående om de personer, der gik ind i dette arbejde. Vi vil her som eksempel nævne den københavnske fabrikant, grosserer og politiker H.P. Hansen,som efter købet af en stor hedeejendom syd for Skive lagde et lokalt stednavn til sit navn og kom til at hedde H.P. Hjerl Hansen.
Hjerl Hansen var en uhyre dygtig købmand, der startede med at købe smør og ost op fra de dengang nye andelsmejerier,men som hurtigt udvidede virksomheden til Baltikum og derefter til Rusland, hvor han i 1917 havde 40 filialer og kontakt til 1500 mejerier. Alt blev dog nationaliseret uden erstatning ved revolutionen,men det slog ikke den kreative Hjerl Hansen ud. Han fortsatte forretningerne, og firmaet havde i 1920’erne en årlig omsætning på 500 millioner kroner. Han startede produktionen af en række nye ostetyper i Danmark, og i 1930’erne etablerede han firmaet Plumrose, der arbejdede med kødkonserves. I en kort periode omkring Påskekrisen i dansk politik var han desuden finansminister.
Men ved siden af alt dette fik han en dyb interesse forarbejdet med skovrejsning på heden. Han købte i 1910 Vadsøgaard af hedebonden Søren Kr. Pedersen, omfattende hele den vestlige del af Hjerl hede, og plantningerne startede umiddelbart.
Hjerl Hansen havde dog sin egen mening om mangt og meget. Han plantede ikke så skabelonagtigt, som det blev gjort mange andre steder men fulgte i stedet landskabetslinjer, han byggede ikke et palæ som så mange andre `københavnere´, men et mere beskedent hus, og efterhånden som han så, at mange af lynghederne forsvandt for ploven, begrænsede han sine plantninger. Resten af området – det vil sige 700 hektar – lod han frede ved en frivillig fredning i 1932. Fire år forinden havde han oprettet et frilandsmuseum på stedet – i øvrigt medstor modstand fra Nationalmuseet, der ikke brød sig omkonkurrence. Hjerl Hansen døde i 1946. Hans store arbejde med mejeridrift i Sibirien har han selv skrevet om i bogen ”Danske Pionerer i Sibirien”.
Et andet Danmark
Der har således været mange forskellige typer involveret i den store skovrejsning, der skete på de tidligere heder. Bemærk i øvrigt, at Harry Løhr (som vi omtaler i forrige artikel) faktisk også var en af disse pionerer, blot lidt senere end hovedbølgen omkring århundredeskiftet. Tilsammen har de efterladt os et andet Danmark.
Om hele denne periode, om arbejdet med plantagerne og om dem, der gik forrest, har Jørgen Henneke givet osen flot fortælling, som vi varmt kan anbefale. Jørgen Henneke: Guld og grønne skove. Københavnerplantagerne i Jylland. 435 sider. Forlaget Henneke Henneke i Christiansfeld. Bogen kan købes i boghandelen eller direkte hos forfatteren (@mail.dk>henneke@mail.dk) for 398 kr. + fragt 60 kr.
Per Hilbert (phi@skovdyrkerne.dk)
By: Per Hilbert
