Byggemarkeder og håndværkere efterspørger certificeret træ
Byggemarkeder og håndværksmestre melder om høj efterspørgsel på certificeret træ. Bygherrer stiller krav til certificering.
Tekst og foto: Jens Mathiasen
Hos byggemarkeder, entreprenører og håndværksmestre er der stigende fokus på certificeret træ. Hos byggemarkerne er det nu langt den overvejende del af det solgte træ, som er certificeret, skriver Mester Tidende.
Det gælder blandt andre byggemarkedskæden Stark.
– Der er et stærkt stigende fokus på certificeret træ. Det gælder hele kæden igennem fra bygherre til udførende og os leverandører og til producenterne af træ. For vores vedkommende i Stark, så var det totale certificerede træbaserede salg direkte til byggeriet pr. oktober 2020 på cirka 70 procent, men vores samlede indkøb af certificerede produkter er betydeligt større.
– I vore butikker er det 99 procent af lagersortimentet, der er FSC og PEFCcertificeret, fortæller Kristian Fribo, der er bæredygtighedschef i Stark til fagmediet.
Han vurderer, at kunderne er blevet meget mere bevidste om de værdier, der er i certificeret træ – og at træ er en ressource, vi skal passe på.
Bæredygtighed
Samme melding lyder fra Bygma.
– I Bygma er det udelukkende certificeret træ, der kommer igennem vore lagre. Vi vejleder vore kunder om brugen af certificeret træ, og ikke mindst så handler det i vid udstrækning om at have dokumentationen på plads, siger Elnaz Ehsani, der er bæredygtighedschef i Bygma-koncernen.
Hun tilføjer, at Bygma har eget uddannelsesforløb med fokus på bæredygtighed og vejledning om bæredygtighed.
Mester Tidende har også udført en rundringning til flere håndværksmestre og konklusionen er, at man stort set kun bruger certificeret træ, da bygherrerne ofte stiller krav om certificering.
Øget fokus
Også hos Skovdyrkerne er der øget fokus på certificering.
Som skovejer og medlem kan din ejendom blive PEFC-certificeret. Skovdyrkerne har en gruppecertificering under PEFC. Det betyder, at Skovdyrkerne kan certificere medlemmernes ejendomme.
Ifølge Skovdyrkernes skovfoged, Jens Julius Larsen, kan det i mange tilfælde være en god ide, netop fordi savværkerne i stigende grad efterspørger træ fra certificerede ejendomme.
Jens Julius Larsen er gruppeansvarlig for Skovdyrkernes PEFC-certificering. Det er ham, der udfører de audits, der er krævet, når ejendomme skal PEFCcertificeres.