Skovænder
Andepremieren står for døren, og de jægere, der har ænder på sit terræn, ser frem til denne dag som bukkejægeren til 16. maj. Vi skyder sæsonen i gang med denne artikel og ønsker knæk og bræk...
I aften flasker det hele sig – her i den nordøstlige del af Nebraska. For det er andesæson, og jeg har ikke noget på programmet, der ikke lader sig tilsidesætte. Sidst på eftermiddagen lister jeg mig op ad et bredt skovspor, ned mod det første vandhul.
I hånden har jeg en ældre pumpgun og en håndfuld patroner i haglstørrelse 1 og 2. Måske lige i overkantentil små ænder, men det var de eneste jeg kunne finde i rancherens skab. Han er nemlig mest til kalkuner og gæs. Men store hagl er bedre end ingen hagl. Kort efter har jeg skudt forbi på en flok blåvingede krikænder, der kom overraskende hidsigt bagfra.
De to skud får dog sat noget i gang i området, og snart efter kommer en lille flok skovænder, herovre kaldet wood-ducks, ind over. Oversat til dansk bliver det hverkentil skovand eller træand, men brudeand. De lander i den fjerneste del at vandhullet, og efter en kort pürsch kan jeg overraske dem. De letter hulter til bulter i alle retninger, men det lykkes mig at få en af dem til af falde på skråningen.
Zigzag mellem træerne
Det næste vandhul er tæt på at være verdens mindste, og tilmed temmelig overgroet og placeret mellem høje træer. Men der ligger tre skovænder i det mudrede vand. De får sig noget af en overraskelse, da jeg rejser mig efter en kort pürsch, men dog ikke mere end at det også lykkes dem at overraske mig. De eksploderer i tre retninger i en vanvittig slalom mellem træerne. Lidt ligesom en skovsneppe – bare værre. Det lykkes at få skudt den ene, men de to andre kommer jeg for langsomt på.
Jeg har nu skudt to hunner, hvilket jeg er vældig glad for, men jeg håber på en chance til en andrik senere.
Den amerikanske skovand er lidt mindre end en gråand, men større end en krikand. Fjerdragten er særdeles farverig, hvilket i øvrigt også gælder næbbet, der har både hvide, røde og orange farver. Begge køn har dog den karakteristiske fjertop i nakken.
Brudeanden ruger i huller i træerne tæt ved vand. Normalt bruger den spættehuller, som den kan udvide med en skarp negl på tåspidserne. Bestanden i USA har været alvorligt truet som et resultat af mangel på passende habitater kombineret med jagt. Efterfølgende bestræbelser på at forbedre deres levesteder og især opsætning af redekasser, gav arten et tiltrængt boost, og den trives nu bedre end nogensinde og er nu den næst mest udbredte and i Nordamerika.
En gammel andrik
Nogle dage senere, da jeg beklager mig over mit manglende held med andrikkerne, lover farmeren at løse det problem. ”Jeg har nogle små vandhuller, som du ikke kender til endnu”, siger han. ”De ligger midt i skoven, og jeg har aldrig fortalt om dem, for de er svære at finde”.Få sekunder senere står jeg klar med lommerne fulde af stålhagl og den pumpgun, som jeg synes bedre og bedre om. Vi nærmer os det første vandhul ganske langsomt,og stikker hovedet op over brinken. Der sidder 3-4 fugle på skydeafstand, herunder en enkelt udfarvet andrik.
Gesvindte er de, disse fugle, for så snart jeg rejser mig op, er de på vingerne. Mit første skud gælder andrikken, men det må være et forbiskud, for den fortsætter ind mellem træerne. Samtidig letter en hun fra rørene og går mod venstre. Jeg rammer den mellem træerne, hvor den falder. Ved det næste vandhul letter en andrikfra sivene, desværre på for langt hold. Heldigvis drejer den rundt i en cirkel inde mellem træstammerne, og kommer derfor snart på skudhold igen. Da der er et lille ophold i de tætte trækroner, slår jeg til, og den tumler død til jorden. Til min store glæde er det en gammelandrik og et decideret pragteksemplar. Hvor heldig har man lov at være?
De danske skovænder
På vej hjem fra jagten, filosoferer jeg lidt over forholdet mellem de danske skove og ænderne. Vi har ikke nogen decideret skovand, måske bortset fra hvinanden, der dog er sjælden som ynglefugl. Vi kender dem mest som vintergæster og nedlægger hvert år knap 10.000 af dem. På samme måde som brudeanden holder den mest af søer omgivet af løvskov og bruger hule træer som udgangspunktfor familieforøgelsen.
Den næstmest skovagtige and i Danmark er krikanden,der dog heller ikke er glad for Danmark som ynglested. Til gengæld har vi stor glæde af dem senere på året, hvor de ofte kan findes i skovsøer eller mindre vandhuller omgivet af høj vegetation, for de elsker simpelthen at skrue sig ned på steder, hvor ingen andre ænder synes at ville opholde sig. Udbyttet af krikænder ligger i disse år nogenlunde stabilt omkring 90-95.000. I jagtsæsonen 2014/15 nåede vi dog lige netop over 100.000. Krikandener derved langt den største bidragyder til vildt gryderne bortset fra gråanden, som der skydes cirka 5 gange så mange af.
Mange af de gråænder vi skyder, er dog udsatte fugle i modsætning til krikanden, der er helt sin egen og ikke lader sig opdrætte. Det betyder også, at der for mange jægere – herunder mig selv i særdeleshed – er langt større fornøjelse ved at skyde en krikand end en gråand. Men de skal lokkes til ved hjælp af en kombination af held og gode biotoper.
Kvikænder
Og når vi er ved krikænderne, eller kvikænderne som de kaldes her, så lad os da lige tage en enkelt såt. Den første,store sky af de små rappe ænder letter 30 sekunder før, jeg når på post på den fjerne side af skovsøen. Der kunne jeg nok godt have nappet et par stykker eller treunder gunstige omstændigheder.
Næste bølge er gråænder med lidt krikænder iblandt.Jeg piller de små ud, så vidt det lader sig gøre. Senere,da hundene slippes, kommer den næste bølge af krikænder – dem, der sidder hårdt. Jeg har altid haft en forkærlighed for skrå spidsskud. Så ebber det ud, og jeg får derfor lejlighed til at tage de små fugle i nærmere øjesyn. Andrikkerne er så småt begyndt at udfarve sig, men derudover ser det ud til, at krikænderne har haft en rigtig god ynglesæson, for der er forholdsmæssigt mangeællinger blandt de skudte fugle. Sådan har det i øvrigt altid været i gode krikandeår, for antallet af nedlagte fugle står i direkte forhold til samme års ynglesucces.Normalt er nemlig omkring 75 % ællinger.
På vej til næste såt, bemærker jeg også, at mine lommer er blevet mærkbart lettere…
