En efterårsdag i skoven
Det er altid dejligt, når nogen forholder sig til det man skriver eller siger. For nogen tid siden tikkede en mail ind.
Kære Karsten
Jeg tillader mig at rette henvendelse til dig, idet jeg har læst din artikel i Skovdyrkeren, og samtidig har jeg dyrket din bog (Natur og vildtpleje i skoven) meget flittigt.
Jeg købte for ca. 3 år siden en lille skov på 18,5 hektar ved Præstø og har netop forsøgt at leve op til stort set alt, hvad man kan gøre for at fremme biodiversiteten. Jeg tænkte, at det en gang i fremtiden måske kunne være interessant for dig, hvis du skulle lave en opfølgende artikel, hvor man i den virkelige verden kunne bruge min skov som eksempel på, hvad der med meget få midler kan gøres. Skulle du således en dag ved lejlighed have lyst til at kigge forbi skoven eller høre min historie, er du meget velkommen til at kontakte mig.
Med venligst hilsen Advokat Kristian Nørgaard
Sådan en opfordring kan ikke siddes overhørig og slet ikke, når det kan lade sig gøre på en flot efterårsdag. Kristian Nørgaard fik bogen ”Drift af små skove og plantager” i konfirmationsgave i 1983. Den er i dag opdateret med titlen ”Skovdrift med begge hænder – og omtanke”. Han havde altid ønsket sig en skov, og da det endelig lykkedes i 2016 at købe Holbækvænge Skov, skulle den top tunes. Ikke en pind måtte ligge forkert alt skulle fremstå nystrøget. Midt i det hele kom den nybagte skovejer på andre tanker. På turen rundt i skoven, blev der snakket om, hvordan man skaber mere lys, fx ved bugtede indre skovbryn, hvordan man etablerer jorddiger/insektvolde, hvilken effekt det at lade skoven være urørt har, hvordan man skaber en søjlehal af en yngre bøgebevoksning, etablering af blomsterstriber og meget meget mere. Bare at lade stå til er et tema med mange facetter. Vender man ryggen til en ældre bøgebevoksning og lader den urørt for at øge biodiversiteten, skal man være opmærksom på, at den de næste 200 år hovedsageligt bliver mørkere, surere og fugtigere, ind til forfaldet starter, og de væltede kæmper skaber lys og plads til en ny generation. Et andet interessant spørgsmål i den forbindelse blev rejst. Vil en skov, som skattemæssigt betragtes som erhverv, få hobbystatus,hvis den lades urørt?
Skal ellene i det fugtige område bare passe sig selv? Mange ellesumpe er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3, eller skovlovens § 28. I begge tilfælde betyder det, at ellesumpene ikke må dyrkes, afvandes, tilplantes eller på anden måde ændres. Men netop elletrunterne er et produkt af en gammel driftsform, stævning, som i andre sammenhænge ønskes fremmet og bevaret. Stævning af ellene skaber en artsrig bundvegetation med gode betingelser for sommerfugle og andre insekter. Så hvad gør man?
Hvis man gerne vil have et fugtigt areal i skoven, hvordan håndteres det i forhold til vandløbsloven, der pålægger lodsejer at sikre, at naboer opstrøms kan komme af med deres vand?
Hvad giver størst forøgelse af biodiversiteten? At kappe en stor rodvælter i bunden af kævlen med rishko for at rodkagen tipper tilbage i hullet, eller lade den bevare rodforbindelsen og dermed muligheden for at leve videre en tid?
Konklusionen på skovturen blev nok, at man godt både kan blæse og have mel i munden. Drive med skoven, lade partier være helt urørt og andre steder aktivt fremme biodiversiteten. Under alle omstændigheder prøve til, og se hvad der sker.
