En helt fornuftig flissæson
Sæsonen 2022-2023 var præget af stabil efterspørgsel og gode priser. Det er også forventningen til den nye sæson.
Med tanke på de store ændringer iflismarkedet, der fulgte med stoppet for import af flis fra Rusland og Belarus, var det ikke uden en vis uro på markedet, at vi gik ind i 2022-2023
sæsonen. Flere varmeværker i Skovdyrkerne Øernes geografiske område oplevede, at de ikke kunne købe de ønskede mængder flis, hvilket kunne læses i de høje priser på spotmarkedet.
I takt med, at vinteren meldte sig og sæsonen viste sig at byde på et lavt antal graddage, sænkede roen sig dog over markedet.
Værkerne levede op til aftalerne Som det har været tilfældet tidligere år, havde vi også i 2022-2023 sæsonen indgået kontrakter med varmeværker fordelt
ud over hele vores geografiske område, hvilket har gjort det muligt at omsætte flisen fra vores medlemmer på en fornuftig måde. Selvom vores lagre af flis
har været mindre end det optimale, ikke mindst på Sjælland, kan vi ikke desto mindre se tilbage på en godt afviklet flissæson. Dette skyldes ikke mindst dygtig og
veltilrettelagt koordinering, samt en hjælpende hånd fra det lave antal graddage. På trods af de færre graddage, holdt alle varmeværkerne fast i de oprindelige kontrakter, de havde indgået med os,
og dermed har vi ikke stået i en situation, hvor vi pludselig skulle levere mindre flis, end vi havde budgetteret med. Det skyldes formentlig det faktum, at varmeværkerne på grund af de høje priser har købt
mere forsigtigt ind, i nogle varmeværkers tilfælde endda lige i underkanten af deres behov. Tidligere har vi ellers set, at varmeværkerne indgik kontrakter på op til 25% større mængder end deres aktuelle behov,
dels for at frasortere leverandører, dels for at kunne holde prisen på flis nede i sæsonen ved at nedskrive mængderne.
Vi forventer i sæsonen at levere omkring 4.000 lastbiltræk med forvogn og hænger.
Modsat tidligere sæsoner, har der i år heller ikke været en overproduktion af flis, og således har vores medlemmer også fået en fornuftig pris på flisen i denne sæson.
Når 2022-2023 sæsonen slutter ved udgangen af april, forventer vi at have leveret i omegnen af 330.000 rm flis. Det svarer til 4.000 hele lastbiltræk med forvogn og hænger. Trods den generelt positive sæson, har VEII-direktivets skærpede krav til blandt andet fuld sporbarhed med hensyn til biomasse-kategorier, resulteret i en øget administrationsbyrde, ligesom vi
også har oplevet en tungere arbejdsgang i vores håndtering af flisen. Derudover har det overvejende våde vejr i de første må-
neder af 2023 medført de vanlige udfordringer med at bjerge flisen i skovene.
Mere ro i den kommende sæson
For den kommende sæsons vedkommende forventer vi, at den i høj grad vil ligne den forgangne sæson, dog med mere ro på markedet. Vi kan allerede nu mærke en øget interesse fra varmeværkerne i forhold til samme periode sidste år, og således forventer vi også, at prisen i 2023-2024 sæsonen vil ligge på samme niveau. På samme måde er efterspørgslen på flis i vores geografi uforandret, eftersom nogle varmeværker udvider kapaciteten, hvilket opvejer for de værker, der lige nu afsøger muligheden for at bruge andre former for biomasse, som eksempelvis halm, affald fra husholdninger og
lignende.
Der blev flyttet flis fra Jylland til især Sjælland i den forgangne sæson, men åbningen af et nyt stort varmeværk ved Esbjerg vil fremover gøre det mere attraktivt for jyske skovejere at levere flis til dette fremfor at eksportere til øerne. Selvom der stadig vil være mulighed for at importere flis fra det nære udland, er markedet omkring Østersøen stadig i høj grad præget af krigen i Ukraine. Det påvirker også
udbuddet af flis, som dermed er med til at fastholde prisen i den kommende sæson