Får vi elmen tilbage?
Den forsvandt sådan set aldrig helt.
Tekst og foto: Karsten Raae
Elmesygen har taget livet af de fleste elmeher i landet. Omkring år 2000 var der ingen tilbage i de danske byer, hvor de tid- ligere udgjorde en væsentlig del af det grønne. Tænk bare på krinsen på Kongens Nytorv, der i dag er en kreds af lindetræer. Længe efter kunne store døde elmetræer ses i bl.a. de bornholmske sprækkedale. Barken var faldet af, og de stod som hvide grelle lys i landskabet. De er nu også væk.
Elmens forsvinden har været et stort tab særligt som bytræ, hvor den har har kunnet klare bilosen bedre end mange arter og har været med til at forbedre luftkvaliteten. Den var også nem at styre. Den tåler beskæring. I læhegnene spillede den også en væsentlig rolle, mens den i skovbruget mest har været kendt som en noget grov og krævende nabo til andre træarter.
Furet bark er noget elmen udvikler med alderen. Lille elmebarkbille borer sig ind under barken og lægger sine æg. Glat bark duer ikke.
Elmesygen blev første gang opdaget i Danmark i 1955. Den gang fjernede man de døde træer, og det hele gik i sig selv igen. I 70’erne dukkede en ny og meget aggressiv form af sygdommen op i Europa. Rygtet vil vide, at den blev indført med importerede elmekævler, med bark på, til sydengelske havne. Ophiostoma novoulmi kom til Danmark i 1978. I 90’erne var slaget tabt, og man opgav dyr bekæmpelse, som på et tidspunkt også omfattede forsøg med `vaccination’ af særligt værdifulde og karakteristiske træer.
Elmesygen er en svampeinfektion, der spredes af elmebarkbiller. Hos os er det lille elmebarkbille, der primært står for spredningen. Svampesporerne overføres i forbindelse med billernes ernærings- gnav. Det foregår typisk i grenkløfter på mindre grene på elme i alle størrelser. Når billen skal formere sig sker det under den furede bark, som elmetræerne får med alderen.
Når elmen stadig findes mange stederi landet, skyldes det, at den tidlig bliver kønsmoden og producerer store mæng- der af manna før den begynder at udvikle den furede bark, billerne skal bruge for at kunne yngle. Billerne har så at sigesvært ved at følge med. Flere og flere lidtældre elmetræer med furet bark begynder at dukke op i landskabet og spredt i skovene. Måske er vi, med den for et træ hurtige cyklus omkring frøsætning, på vej til naturligt at udvikle resistente kloner? Lad os håbe.
Blad af storbladet elm, den variantvi bedst kender fra danske forhold. Gevæksten på bladet er en galle, som gemmer på larven af et insekt.
Der er naturligvis arbejdet systematisk med at udvikle nye resistente sorter og meget tyder på, at det er lykkedes. Varianten New Horizon er man for eksempelbegyndt at plante i Københavns kommune, også her er der håb. I læplantningen er man endnu ikke begyndt igen at prøve med elm.
Elmens ved har aldrig haft den store betydning udover som brænde. Tidligere blev det anvendt til staldtømmer. Heste og grise gnavede øjensynlig mindre i netop elm end i andre træarter. Gulve, møbler og husgeråd har også været fremstillet af elm i beskedent omfang. Barken kan tørres og males til mel, så der kan bages elmebrød, noget man har gjort tidligere i perioder med sult.
Hvem ved måske finder sådanne brødvej til de eksklusive og dyre bagere i de større byer. Ideen til et `nyt’ signaturbrød er hermed videregivet.
Se video om elmetræ her.
