Massiv interesse for biodiversitetsskov

For andet år i træk har overvældende mange lodsejere og kommuner søgt om tilskud til at forbedre biodiversiteten i de danske skove. Tilskudsordningen biodiversitetsskov har fået ansøgninger for over 141 millioner kroner – mere end en fordobling i forhold til sidste år.

I alt har 372 ansøgere i år søgt om et samlet beløb på over 141 millioner kroner. Det er væsentligt mere end de 56 millioner kroner, der blev søgt og bevilliget midler til sidste år.

Nogle vil få afslag

Hos Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø er man positivt overrasket over, at så mange har søgt ordningen tilskud til biodiversitetsskov 2025.

– Det er positivt, at der er så stor interesse for ordningen andet år i træk, og at mange gerne vil bidrage til at fremme biodiversiteten i de danske skove. Det er helt centralt at bevare biodiversiteten i skovene i Danmark og sikre stabile og naturlige levesteder for de arter, der lever i og af skove. Derfor er det enormt ærgerligt, at vi ikke kan imødekomme alle ansøgninger, men vi ser frem mod næste ansøgningsrunde til foråret, siger Asger Petersen, teamleder i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Styrelsen oplyser, at man ikke imødekommer alle ansøgninger, da det ville betyde, at der ikke ville være nok midler til projekter i Natura 2000-områderne de kommende år.

Kan søges igen

Det bliver muligt igen at søge ordningen fra foråret 2026, hvor puljen igen vil være på 31 millioner kroner.

Tilskudsordningen biodiversitetsskov har til formål at give økonomisk opbakning til projekter, der skal fremme og bevare biodiversiteten i skovene og sikre stabile levesteder for de dyrearter, som lever i skove.

Tidligere er den kun søgt i et meget begrænset omfang, og derfor besluttede den daværende Landbrugsstyrelse at lave en ny, simplere og mere smidig ordning, så det blev lettere for skovejere at søge om tilskud.

De udpegede træer skal mærkes

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #104

Læs andre artikler inden for Biodiversitet