Den netop overståede juletræssæson var god. Priserne steg, og efterspørgslen oversteg udbuddet.

Sådan lyder det fra Henning Post, direktør for Green Product, Skovdyrkernes salgs- og rådgivningsselskab for juletræer og klippegrønt.

– Overordnet set har det været en rigtig god sæson. Vi lykkedes med at opnå højere priser til juletræsproducenterne. Oparbejdningen forløb godt, og varerne kom afsted til tiden. Det skyldtes i høj grad dygtige entreprenører, folkene i kulturerne og vores mange stabile samarbejdspartnere, siger Henning Post.

Prisstigninger, der kan mærkes

En af de mest markante pointer fra sæsonen er prisudviklingen. Ifølge
Henning Post fik producenterne reelle prisstigninger, som slår tydeligt igennem på bundlinjen.

– Det er femte sæson i træk med stigende priser. Men de seneste par år har stigningerne for alvor kunnet mærkes hos producenterne. Også i år har producenterne fået et fornuftigt prisløft, siger han.
Faktisk markerede denne sæson et tydeligt vendepunkt på udbudssiden.
For første gang i mange år oplevede Green Product reel mangel på juletræer.

– Tidligere har mange kunder været vant til at købe en delordre tidligt og så har de suppleret med flere træer senere på sæsonen. Det kunne ikke lade sig gøre i år, fordi vi simpelthen måtte melde udsolgt. Midt i sæsonen kunne vi ikke opdrive flere salgstræer. Faktisk ikke engang helt almindelige standardvarer, forklarer Henning Post. Efterspørgslen kulminerede omkring 1. december.

– I de dage var der virkelig tryk på og mange kunder ville købe. Men vi måtte sige nej til mange. Vi kunne ikke skaffe træerne. Det er selvfølgelig ærgerligt, for vi ville gerne have solgt mere, men træerne var der ikke, siger han.


Sen nattefrost reducerede udbuddet

Udbuddet af træer har været faldende igennem mange sæsoner. Men sen nattefrost rev en stor
mængde salgstræer ud af markedet. Det skete i slutningen af maj, hvor store dele af det centrale Jylland blev
ramt af usædvanlig hård nattefrost i sidste halvdel af maj.

På det tidspunkt var nordmannsgranerne sprunget ud, og frosten ramte mange træer hårdt. En del blev så
skadede, at de slet ikke kunne komme på markedet. Det har ramt nogle producenter særdeles hårdt, siger
Henning Post.
Sammen med producenterne har Green Product arbejdet på at reparere skadede træer. Det arbejde fortsætter hen over vinteren og ind i foråret.
Foreningen Danske Juletræer vurderer, at mellem 10 og 20 procent af de
salgsklare danske træer røg ud af markedet som følge af frostskaderne.


Ingen nåletab

Den forrige sæson 2024 var præget af usædvanligt mange reklamationer over nåletab. Det ramte både Green
Product og store dele af branchen hårdt. Det har vi heldigvis ikke oplevet i år. Vi har haft ganske få reklamationer – og absolut ingen over nåletab, siger
Henning Post.

De gode forhold for oparbejdning har haft stor betydning. Efteråret var forholdsvist tørt. Træerne kunne skoves og håndteres under tørre forhold, hvilket gav rene og pæne varer uden mudder.

– Entreprenører og folkene i kulturerne har gjort et fantastisk stykke arbejde. Det er vigtigt for os, at vi sender
varer afsted, der er ordentligt oparbejdet og pakket – og det har vi også fået ros for fra kunderne, siger han.
Samtidig glæder direktøren sig over en god vækstsæson. Træerne har udviklet pæne nåle, og vi har fået nedbør nok, til at gødskningen kunne sikre en god dyb, grøn
farve. Ser vi bort fra frostskaderne, så har det været en god vækstsæson, siger Henning Post.

Stabil markedsandel

Ifølge tilbagemeldinger fra opkøbere og samarbejdspartnere har de europæiske slutforbrugere købt godt af de danske juletræer. Der har været nogle træer tilbage på stadepladserne, men det har været indenfor det forventelige. Salget er generelt gået fint, oplyser Henning Post.

På markedssiden har Green Product fastholdt sine markedsandele. Opkøberne har accepteret at man
må give højere priser for varerne.


Pilen peger fortsat op

Henning Post vurderer, at det lave udbud af træer får betydning for den
kommende sæson.

– Det lave udbud vil uden tvivl smitte af på de kommende sæsoner. Kunderne har i år måttet acceptere lavere udbud og højere priser. Jeg for venter, at vi ser yderligere prisstigninger i den kommende sæson, siger han.
Samtidig opfordrer han kunder til at tage kontakt og få bestilt tidligt på sæsonen.

Det er nye tider i juletræsbranchen, hvor det nu er udbuddet, begrænser omsætningen. Vi vil gøre,
hvad vi kan, for at servicere vores kunder bedst muligt. Derfor opfordrer vi
til, at man tager kontakt tidligt på sæsonen og får bestilt i god tid, så vi kan finde de ønskede mængder og kvalitet.

God sæson for klippegrønt

Efter en vanskelig klippegrøntssæson i 2024, hvor koglesætning i nobilis gav
store udfordringer, har billedet i år været markant bedre. De danske nobilisbevoksninger har
fået rigeligt med nedbør og har udviklet sig godt med veludviklede nåle, god
farve og fin skududvikling på grenene. Samtidig har produktionen været høj.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #107

Læs andre artikler inden for Eksport af juletræer