Interessen var stor, da Skovdyrkerne og Danmarks Jægerforbund i maj inviterede til syv lokale møder om skovrejsning, vildt og jagt. Flere end 250 deltagere var med.

Møderne blev holdt rundt om i landet. Deltagerne fik indblik i de aktuelle tilskudsmuligheder, de praktiske forhold ved skovrejsning og de muligheder, der er for at tænke vildt, jagt og herlighed ind i den nye skov fra begyndelsen.

På møderne fyldte især spørgsmålet om, hvordan ny skov kan indrettes, så den skaber gode forhold for vildtet. Derfor blev der talt om skovbryn, lysninger, overgangszoner, vand, dækning og variationen mellem tætte og åbne partier.

Mere end træer

Skovrejsning handler ikke kun om at plante træer. Den nye skov kan også skabe mere liv, flere levesteder og bedre oplevelser på ejendommen, hvis arealet bliver indrettet med variation.

Skovdyrkerne gav derfor ideer til de konkrete greb, man kan benytte for at gøre skovrejsningen mere interessant for både vildt og jagt. Det kan for eksempel være åbne korridorer, tætte holme med ly, rolige partier med mindre forstyrrelse, vådområder, og frodige bryn.

Undervejs var der mulighed for at stille spørgsmål til Skovdyrkernes skovfogeder og vildtkonsulenter fra Danmarks Jægerforbund.

Konkret viden i marken

Flere af arrangementerne foregik i nyplantede skove, hvor deltagerne kunne se eksempler på, hvordan skovrejsning kan gribes an i praksis.

Et af de afsluttende møder blev holdt hos et medlem nær Mariager, hvor Skovdyrkerne Nord-Øst har rejst skov for femte gang siden 1997.

Her blev deltagerne vist rundt i et konkret skovrejsningsprojekt.

Tilbagemeldingerne fra arrangører og fremmødte lyder på mange gode og konkrete samtaler om, hvordan nye skove kan skabe værdi for både ejendom, natur, vildt og jagt.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #110

Læs andre artikler inden for Skovrejsning