En ny dansk undersøgelse har ikke fundet tegn på førstegenerationshybrider mellem sikavildt og kronvildt.

Resultatet er relevant, fordi sika i 2025 blev optaget på EU’s liste over invasive arter.

Beslutningen bygger blandt andet på erfaringer fra Storbritannien og Irland, hvor sika har krydset sig med kronvildt.

Når en art optages på EU’s liste, følger der en række krav. Det kan blandt andet være forbud mod opdræt og udsætning samt krav om at bekæmpe arten eller begrænse dens yderligere udbredelse.

Spørgsmålet er derfor, om hybridisering også forekommer i Danmark, hvor vi har haft fritlevende sika i omkring 125 år.

Ingen hybrider i undersøgelsen

Det er Dansk Skovforening, som i samarbejde med Københavns Universitet har undersøgt, om der forekommer eller tidligere har været tilfælde af hybridisering i Danmark.

Den danske undersøgelse omfattede blodprøver til kromosomanalyser, testikler til undersøgelser af kromosomernes adfærd under kønscelledannelsen samt vævsprøver til DNA-analyser.

Der blev indsamlet blodprøver fra 80 sikaer og 29 krondyr fordelt på 21 forskellige lokaliteter.

På baggrund af dyrenes genotyper fandt forskerne ingen tegn på F1-hybrider. Det vil sige førstegenerationshybrider mellem kronvildt og sika.

Undersøgelsen viste samtidig, at 91 procent af de undersøgte sikaer havde en homozygot genotype. Det udelukker, at disse dyr var førstegenerationshybrider.

Forskerne konkluderer derfor, at der ikke er fundet tegn på F1-hybrider i den danske bestand af sika. Hvis hybridisering forekommer i Danmark, vurderes den at være yderst sjælden.

Som det fremgår af vildtudbyttestatistikken, har antallet af nedlagte Sika været
stigende gennem de seneste 15 år .

Reproduktion med kronvildt

Anderledes ser det ud i Storbritannien og Irland. Her er der fundet eksempler på, at sika har reproduceret sig med kronvildt.

Beslutningen om at optage sika på EU’s liste over invasive arter er primært truffet på baggrund af erfaringer fra Storbritannien og Irland.

Her er der sket hybridisering i områder med tætte bestande af både kronvildt og sika. I de undersøgte tilfælde er hybridiseringen sket mellem kronhinder og sikahjorte.

Skaber problemer

Problemet er, at det hybridiserede afkom er fertilt. Hybriderne kan derfor reproducere sig og føre gener fra begge arter videre til de næste generationer.

En hybrid mellem kronvildt og sika betegnes som en kron-sika.

Kron-sikaens brunstkald ligger mellem kronhjortens og sikahjortens kald. Undersøgelser viser, at kronhinder kan have svært ved at skelne mellem kronhjorte og sikahjorte alene ud fra brunstkaldet.

Det kan øge sandsynligheden for yderligere hybridisering og dermed føre til en fortsat vækst i bestanden af kron-sikaer.

Kronvildt og sika udfylder forskellige økologiske nicher. Hybridisering mellem arterne kan derfor påvirke biodiversiteten direkte.

Bekymringen er, at en voksende bestand af hybrider på længere sigt kan udkonkurrere eller genetisk fortrænge det oprindelige kronvildt. Dermed kan forskellene mellem hjortearterne gradvist blive udvisket, og den biologiske mangfoldighed mindskes.

Hvad gør vi i Danmark?

EU-forordningen bygger som udgangspunkt på et princip om, at invasive arter skal udryddes.

Der gælder dog undtagelser. Det kan blandt andet være, hvis en art allerede er vidt udbredt, eller hvis en udryddelse vurderes at være urealistisk eller uforholdsmæssigt dyr.

I sådanne tilfælde skal det enkelte medlemsland kontrollere bestanden og begrænse artens yderligere udbredelse.

I Danmark betragtes sika som vidt udbredt. Det betyder, at bestanden kan reguleres året rundt, mens udsætning og opdræt ikke længere er tilladt.

Danmarks Jægerforbund anbefaler, at reguleringen som udgangspunkt foregår inden for artens nuværende jagttid.

Om sikavildt

  • Sika blev hentet fra Japan til irske dyrehaver i midten af 1800-tallet og senere spredt til dyrehaver i Storbritannien. Flere steder satte man dyr ud for at få mere vildt at jage. De dannede fritlevende bestande.
  • Handel med sika mellem konger og fyrster spredte arten til resten af Europa. I Danmark har sika levet frit i omkring 125 år – altså siden omkring 1900.
  • Den vildtlevende bestand anslås i dag til cirka 2.100 dyr.
  • Hybridisering
  • Hybridisering sker, når to forskellige arter krydser sig og får afkom.
  • Der er sket krydsninger mellem sikahjorte og kronhinder.
  • Afkommet kan være fertilt og dermed føre gener fra begge arter videre til de næste generationer.
  • Hybridisering er især dokumenteret i lokale områder med tætte bestande i Storbritannien og Irland.
  • Den nye danske undersøgelse fandt ingen førstegenerationshybrider.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #112