Hvor kom træpillerne fra?
Flis er et vigtigt brændsel og vi skrev for nylig en artikel om, hvor flisen kom fra. Men et endnu vigtigere træbrændsel er træpillerne. Hvor kom de så fra? Vi afslører her, at træpillerne næsten er en dansk opfindelse.
Træpiller har udviklet sig til en gigantisk industri. På verdensbasis produceres p.t. omkring 15 mio. ton, og produktionen ventes at stige til mere end 100 mio. ton i 2020. Heraf vil Europa aftage halvdelen.
Træpillerne er ikke et skovprodukt. At de er interessante i en skovsammenhæng skyldes blandt andet, at de i mange tilfælde konkurrerer med flisen. Desuden er de, trods alt, et træprodukt, som laves af træindustriens fraskær.
Træpillernes succes skyldes, at man her har et brændsel, der (i modsætning til flis):
- Laves normalt af restprodukter, som man ofte har gratis eller billigt til rådighed
- Er ganske koncentreret og kan derfor økonomisk tåle at blive fragtet over store afstande
- Ikke medbringer sygdomme fra oprindelseslandet
- Er lagerstabilt på grund af sit lave fugtindhold
- Kan produceres og sælges i en veldefineret kvalitet
- Kan fyres uproblematisk i både helt små private fyr (kakkelovne) og helt store fyringsanlæg (blandt andet i de store kraftvarmeværkers kulkedler)
Man kan undre sig over, at det kan være økonomisk at fragte et lavværdiprodukt som træpiller mellem kontinenterne. Men realiteten er, at træpiller, der transporteres fra Vestamerika via Panama-kanalen og til Europa, kun koster 14% af energiforbruget til produktion og transport. Hvor det anvendes lokalt, er der kun tale om 2%.
Produktionens start i Vestjylland
Starttidspunktet for den første industrielle produktion af træpiller angives i flere internationale kilder til 1982. Det er derfor interessant, at der allerede i 1981 startede to produktioner af træpiller i Danmark, den ene baseret på friskt træ fra skoven, den anden på træindustrirester.
På initiativ fra et par landmænd (J. Ebbensgaard fra Ølstrup og B. A. Sloth fra Naur – i øvrigt begge medlemmer af Skovdyrkerne) fik Tørrecentralen Vestjylland i august 1981 gang i en pilleproduktion på basis af frisk bjergfyr fra Klosterheden. Daværende skovrider Jens Handberg var også i denne sammenhæng en inspirator.
Ideen var at anvende den ledige kapacitet i det maskineri, som normalt lavede grøntpiller. Med en ingeniør fraBioteknisk Institut i Kolding i spidsen lejede man et privatfly og fløj til Sverige for at indhente de svenske erfaringer. Der fik man at se, hvordan man ikke skulle gøre.
Da man kom hjem, fik man produktionen til at fungere på anlægget i Rom ved Lemvig efter ganske få eksperimenter. At få pillerne til at hænge ordentligt sammen, hvilket havde været problemet i tidligere forsøg, viste sig nu ikke at være noget problem, idet harpiksen i den friske bjergfyr fungerede fint som bindemiddel. Produktionen i Rom ved Lemvig kørte et par år, hvorefter en ny bestyrelse valgte at standse den.
HP Briketter
På samme tidspunkt startede tidligere varmemester Hans Poulsen (HP) en produktion i Vildbjerg baseret på rester fra danske træindustrier. Han havde forinden arbejdet med halmpiller. De var blandt andet blevet solgt til fodring af får under fragten fra Australien til Mellemøsten.
Halmpillerne blev også forsøgt anvendt til afbrænding, men resultaterne var ikke gode. HP begyndte derfor at eksperimentere med savsmuld. Efter hvad Hans Poulsen siger i dag, så var der ingen erfaringer at hente internationalt, og der var intet færdigt maskineri at købe. Så til en start baserede man produktionen på en foderpillepresser fra Esbjerg Matadormaskiner.
Harpiksindholdet i savsmuldet var for lille til at få pillerne til at hænge sammen. Der blev derfor i begyndelsen tilsat en andel lim, men limens svovlindhold var uønsket i en tid med megen snak om sur nedbør. Eksperimenter viste imidlertid, at ved en temperatur på 140 grader blev ligninet og hemicellulosen i træet tilstrækkeligt flydende til at kunne binde pillerne sammen.
Da de grundlæggende tekniske problemer var løst, kørte produktionen med stigende volumen gennem årene. HP fik sat sig godt på markedet, omsætningen steg til 100 mio. kr./år og produktionen til 90.000 tons.
I 1998 var HP den største træpilleproducent i Europa. Man leverede piller til 19 varmeværker, og der kørte 44.000 lastbiler over brovægten i Videbæk.
I 2000 solgte Hans Poulsen anlæg og leveringskontrakter til KFK, der dog ikke kunne holde økonomi i produktionen og efter nogle år solgte videre til Statoil. I dag ejes HP Briketter af firmaet VAPO, der er store på træpiller i Finland og ejes af den finske stat.
Esbjerg Matadormaskiner er op gennem årene blevet storproducent af presser til træpiller. Under navnet Andritz Feed and Biofuel, som er en del af den østrigske Andritz-koncern, er man nu en af verdens førende producenter med 800 ansatte, heraf 200 i Esbjerg.
Hans Poulsens søn er application manager i denne koncern, som bl.a. har installeret anlæg til 750.000 ton i Georgia, USA og 900.000 ton i Viborg, Rusland.
Den seneste udvikling er, at en del af pillerne igen laves af friskt træ i takt med, at forbruget af skovtræ til papirproduktion er faldet.
By: Per Hilbert
