Hvorfor har vi stadig skov i Danmark?
Historikeren Thorkild Kjærgaard kommer i denne artikel med et overraskende bud på, hvorfor man fik stoppet nedgangen af det danske skovareal omkring år 1800, hvor man som bekendt var nede på 3-4 % skovdække. Den almindelige forklaring på, hvorfor ikke også det sidste skov forsvandt, bliver normalt tilskrevet kloge folk omkring kongen som Reventlow og Gram samt importerede tyske skovridere som von Langen og Brüel. Men Thorkild Kjærgaard har en helt anden, og meget mere prosaisk forklaring.
Det traditionelle svar på spørgsmålet om hvorfor vi stadig har skov i Danmark er, at vi i 1805 (hvor det danske skovareal nåede sit historiske minimum) fik en ny skovlov, den såkaldte fredskovsforordning, udarbejdet af statsmanden Christian Ditlev Frederik Reventlow (1748- 1827). Det var dengang en af Europas strengeste skovlove. De tilbageblevne skove blev `indfredet ́ (udlagt som fredskov), og grundlaget var herved skabt, for at skovarealet i de kommende årtier atter kunne vokse, så vi i dag kan glæde os over et ganske stort og lykkeligvis stadigt voksende skovareal. Der er mindst tre, måske fire gange så meget skov i Danmark i dag, som der var i 1805.
Denne forklaring er tiltalende, ja ligefrem opbyggelig, da den beretter om lovgivningens magt i et velordnet og disciplineret samfund. Hvad lovgiveren byder, bliver til virkelighed. Desuden indgår fredskovsforordningen af 27. september 1805 i lovprisningen af det berømte team, som under ledelse af C.D. Reventlow, H.E. Schimmelmann og A.P. Bernstorff styrede vort land i årene efter 1784.
Desværre holder forklaringen ikke. Tværtimod er den et slående eksempel på det, man har kaldt ”den legalistiske fejlslutning,” det vil sige troen på, at gode og fornuftige love ufejlbarligt skaber en ny virkelighed i et velordnetland. Det gør de undertiden, men langt fra altid. For hvis det var tilfældet, hvorfor skulle vi så vente helt til 1805, før det gik fremad med skovene? Hvorfor havde de mange udmærkede skovlove fra 16- og 1700-tallet, som sigtede på stort set det samme, ingen virkning? Hvorfor formåede de ikke at bremse skovarealets fortsatte tilbagegang og højskovens degradering til underskov? Var det fordi 16- og 1700-tallets Danmark ikke var velstyret? Ja, ville visse ældre historikere måske sige, men næppe nogen moderne historiker. Der mangler altså noget.
Det, der mangler, er at se skoven i et bredere perspektiv, hvor de grundlæggende ændringer i produktionsforholdene, som indtraf i 1700-tallet, medtænkes. Ændringer, som i løbet af nogle årtier skabte nye betingelser for skoven og muliggjorde, at den ikke bare kunne stabiliseres, men også vokse, således som vi har set det siden 1805.
Energi- og råstofkrise
I 16- og 1700-tallet tegnede der sig en faretruende udviklingslinje for skoven. Den blev som det førindustrielle samfunds vigtigste leverandør af råstoffer og energi presset fra alle sider. Forbruget af træ til elementære livsfornødenheder som brændsel og husbyggeri steg årti forårti, blandt andet som følge af en langsom, men konstant stigning i befolkningstallet; hertil kom et stigende offentligt forbrug, især til militære formål, hvilket kostede massevis af træ. Det samme gjaldt nødvendige, men energikrævende aktiviteter som saltsydning, tjærekogning og jernudvinding. Et eksempel var Læsø, hvor århundreders saltsydning endte med, at der i 1680 ́erne stort set ikke var flere træer tilbage. På øen, der tidligere var kendt for sine mægtige fyrreskove, hærgede nu sandflugten.
En udvej var at hente træ uden for landets grænser. Det gjorde Admiralitetet til flådens skibe, og der var en betydelig brændselsimport. Men i det lange løb var det et nulsumsspil, fordi træet skulle betales. Blev det betalt med fødevarer, var det landbrugsproduktionen, der skulle holde for, og det skete i det før-moderne landbrug typisk ved rydning af skov, ofte med økologiske problemer til følge. Et skræmmende eksempel var egnen omkring Tisvilde i Nordsjælland. Her, hvor der havde ligget velplejede bondelandsbyer, var der i begyndelsen af 1700-tallet et rygende sandflugtsområde.
Forbrugsreduktion og produktionsforøgelse
Den enkleste måde at afbøde mangel på energi og råstoffer er at spare. Omkring år 1500 var den danske bygningsmasse, bortset fra kirker og herregårde, opført af træ. Tre hundrede år senere var langt de fleste huse af sten eller lerklinet bindingsværk. Også indendørs skete der store forandringer. Omkring år 1500 var det endnu almindeligt med et ildsted midt i huset under en åbning i taget. I løbet af 16- og 1700-tallet forsvandt dette hyggelige, men energiødsle opvarmnings- og madlavningssystem. Først kom skorstene, senere kakkel- og jernovne. Omkring år 1500 var jernovne stort set ukendte i Danmark. I 1750, et kvart årtusind senere, fandtes de overalt i byerne og på mere end halvdelen af landets bøndergårde.
Disse ændringer havde mærkbare virkninger på Danmarks energiregnskab. Ser man alene på energiforbruget til opvarmning og madlavning, kan det skønnes, at det omkring år 1500 androg, hvad der svarer til 5 millioner kubikmeter bøgetræ. Tre hundrede år senere var det reduceret med 20-25 %. Da befolkningstallet i samme periode var blevet fordoblet, svarer det til en gennemsnitlig energibesparelse for hver enkelt dansker på omkring 50 %. En anden måde at spare træ på var at ændre brændselstype. Fra 1600-tallet så flere og flere sig nødsaget til at bruge tørv, et beskidt og tarveligt brændsel, i stedet for klart og rent brændende bøgebrænde, først i Vestjylland, senere i resten af landet.
Også indenfor landbrugsproduktionen blev der taget skridt til at formindske træforbruget. Ser man bort fra Vestjylland, så bestod markhegningen i Danmark i hovedsagen af afhuggede, flettede grene, såkaldte ris-gærder. Nemme at rigge til, nemme at slippe af med, om ikke andet rådnede de op. Men et fantastisk spild af træ. Ved slutningen af 1600-tallet løb det samlede forbrug af grene til risgærder op i 3-4 millioner `bondelæs ́ om året.
Her har vi grunden til, at danske godsejere og bønder i 1700-tallet over en bred kam begyndte at erstatte ris-gærder med stengærder. Tusinder og atter tusinder af kilometer permanente stengærder blev det til. Stenene lå rundt om på markerne, hvor de havde ligget siden isen trak sig tilbage. Nu blev de fjernet og landet fik ikke bare et mere træøkonomisk hegningssystem, det fik tillige et renere, et mere regulært og sågar større landbrugsareal, for en gangs skyld uden at det kostede skov. En væsentlig aflastning for skoven var et faldende græsningstryk fra slutningen af 1700-tallet i takt med indførelse af kløver. Landbruget fik markant bedre græsmarker end tidligere og var derfor mindre afhængigt af skovgræsning.
Sideløbende med besparelsesforanstaltninger blev der gjort forsøg på at stabilisere og om muligt forøge produktionen af træ. Det rationelle skovbrug kan i Danmark føres tilbage til sidste halvdel af 1600-tallet, hvor man begyndte at udstede love, som med anvendelse af de til enhver tid nyeste og mest moderne forstvidenskabelige principper søgte at regulere og forbedre skovbruget. Gode og fortræffelige bestemmelser, men med beskeden virkning. Problemet var nemlig det helt fundamentale, at det – uanset hvor meget man anstrengte sig – ikke var muligt at få enderne til at mødes indenfor det eksisterende produktionssystem, som udelukkende var baseret på fornyelige energiressourcer.
Energi fra stenkul
Hjælpen kom fra menneskehedens store fælles kapital, den energi som i form af fossilt brændsel er efterladt os fra fortidens skove. Det var Danmarks held, at man netop i 1700-tallet for alvor kunne tage fat på kulreserverne, blandt andet takket være nykonstruerede pumpesystemer som holdt gruberne tørre, samtidig med at man med nyudviklet højovnsteknologi – et af alle tiders største teknologiske gennembrud – fandt udveje for at benytte stenkul til jernudsmeltning. Med kul og jern i praktisk taget ubegrænsede mængder blev der i 1700-tallet slået hul på det indtil da klaustrofobisk lukkede energi- og råstofsystem, baseret på fornyelige ressourcer, og her igen først og fremmest træ. Vejen var banet for et energi- og råstofforsyningssystem uafhængigt af den levende biosfære. Vejen var banet for det energi- og råstofforsyningssystem, som vi stadig har.
Jern blev billigere årti for årti. Ved år 1700 var en vogn med jernringe om hjulene og jernforstærkninger på udsatte steder en sjældenhed. Omkring år 1800 var det hvermandseje. I de samme år trængte jernharver, jernplove og jernbeslåede håndredskaber frem, hvad der på én og samme tid lettede landbrugsarbejdet og øgede dets kvalitet, samtidig med at der blev sparet træ. Maskinværksteder og jernstøberier skød op som paddehatte i hver eneste provinsby, hvorfra de forsynede de omliggende landdistrikter. Snart kom der jernbaner og ved udgangen af 1800-tallet havde stål for længst fortrængt træ ved bygning af store skibe.
Med stenkul og jern løftedes en energi- og råstofparaply over Danmark, som udfriede landet af den livsfarlige klemme, det havde siddet i, og skånede de skove, som ingen nok så fortræffelig skovlovgivning havde formået for alvor at hjælpe. Vejen til den verden, vi kender i dag, var åbnet, og man kunne lægge det gamle samfund bag sig.
Allerede i 1795 – ti år før skovforordningen af 1805 – var energiforbruget så stort, at det umuligt kunne væreblevet dækket ved udnyttelse af indenlandske ressourcer, om så man havde sat alt på ét bræt og fældet det sidste træ, som man gjorde det på Island og på Færøerne.
Nu gik det i stedet lige omvendt. De danske skove blev ikke ruineret, tværtimod blev de takket være fossil substitutionsenergi aflastet, og vejen åbnedes for fredskovsforordningen af 1805, der i modsætning til sine forgængere i det store og hele blev overholdt. Takket være stenkul og jern har man siden begyndelsen af 1800-tallet kunnet se det hidtil utænkelige: Samtidig med at energi- og råstofforbruget steg stejlt, voksede de danske skove fra 4-5 % af landets areal til de nuværende 12-15 %. Guldalderlandskabet, det svale 1800-tals landskab med brede bøge, som romantikkens malere og kunstnere hyldede, og som vi alle opfatter som indbegrebet af Danmark, hvilede på kul og jern.
Skovforordningen af 1805
Uden den fundamentale ændring af produktionsforholdene, der fandt sted i 1700-tallet, ville fredskovsforordningen af 29. september 1805 ikke have været det papir værd, den var skrevet på. I det nye industrielle samfund, som var under dannelse, var kravene til skoven mere begrænsede. Hvor den før havde været hovedleverandør af energi og råstoffer, skulle den fremover blot levere gavntræ og brændsel. Derudover skulle skoven varetage vigtige, mere løst definerede samfundsopgaver som sikring og beskyttelse af grundvand, værne mod sandflugt og jorderosion, yde beskyttelse for dyr og planter samt tilfredsstille æstetisk-rekreative ønsker og formål. Som ramme for varetagelse af disse opgaver har fredskovsforordningen af 1805 gjort fortræffelig fyldest. Den har som sin efterfølger, loven om skove af 11. maj 1935, værnet skoven mod markedskræfternes uhæmmede hærgen, og den har forhindret eller i hvert fald kraftigt begrænset skovslagtninger, ligesom den har sikret os store arealer med højskov af høj kvalitet til gavn og glæde for blandt meget andet den danske møbelindustri.
Fremtiden
Mange drømmer om et fossilfrit Danmark. Vi skal så hurtigt som muligt, senest år 2050 have et fossilfrit Danmark, lyder det. For forfatteren af disse linjer at se er det en umulig drøm. Det er af mange grunde både ønskeligt og nødvendigt at skære kraftigt ned i brugen af fossilt brændsel (stenkul og olie). Men helt uden eksterne energi- og råstofressourcer går det ikke, og da slet ikke hvis vi fortsat skal have skov i Danmark.
By: Thorkild Kjærgaard
