Skovejeren, der blev savværksejer
Skovdyrkeren har besøgt et af vore medlemmer, der driver et specialiseret savværk i Ryslinge på Fyn. Og vi diskuterer, hvordan hans interesse for udnyttelsen af træet påvirker hans træartsvalg og hans skovdrift.
Holger Broegaard bor på Langeland, men ejer en lille skov på Sydøstfyn. Skoven har tilhørt familien gennem to generationer, men arkivstudier har vist, at før bedstefaderen købte skoven lige før 1. verdenskrig, havde den skiftet hænder et antal gange med meget korte mellemrum, formodentlig som indsats ved kortspil. Længere tilbage hørte den til Langkildegård – den gård, som blev brugt som Grønnegård i TV-serien Arvingerne.
Skoven
Siden 1981 har Holger ejet og drevet skoven. Vi gik en tur rundt for at se på bevoksningerne. Skoven er domineret af løvtræ. I et stort bøgestykke med alderen 103 år stod spredte ældre ege. Selv om Holger skærer meget stort eg på sit savværk, vil disse nok få lov at stå. Det er bedre at købe det store egetræ hos andre skovejere, end at tage det hos sig selv!
Vi så også en ung egebevoksning (25-30 år) af ukendt proveniens. Formtendensen var ikke optimal, blandt andet havde mange træer spidstveger. Bevoksningen havde i øvrigt en vanskelig start på grund af konkurrencen fra brombær og selvsået ær. Nu forsøges kvaliteten reddet ved tynding og opstamning af de pæneste af egene.
Vi passerede en 41-årig mellemaldrende sitka / rødgranblanding med en forbavsende højde. Den skal ikke tyndes mere på grund af stormfaldsfaren, og den får derfor lov at stå urørt de næste måske 10 år inden renafdrift.
I et lavt område var en gammel sitkabevoksning for godt 15 år siden erstattet af ask. På trods af opstamning måtte den fjernes igen for et par år siden på grund af store problemer med askens toptørre. Diameteren blev aldrig mere end 10 cm. Nu er der plantet hybridasp, som står i rør, men de har det hårdt i den voldsomme ukrudtsflora på den lave og frodige bund.
Endelig så vi en fin lærkebevoksning fra 1983 (34 år), som også allerede havde nået en imponerende højde. Som flere af de andre bevoksninger i skoven er også denne opstammet. Det skete, da den var 14 år gammel, og man gik på det tidspunkt op til 7 meter. Den hårde og tidlige opstamning svækkede træerne lidt rent vækstmæssigt, men det er kun en fordel, siger Holger. Den lidt svagere vækst giver nemlig en bedre vedkvalitet.
Savværket
Og vedkvalitet er netop nøgleordet for Holger Broegaard. Han er oprindelig uddannet maskiningeniør. I 20 år arbejdede han som bygnings- og maskinkonsulent hos Landboforeningerne. Skovinteressen blev fulgt af en interesse for at se træet skåret op og for de muligheder, som ligger her. Holger fik i den periode en del træ lønskåret på Ryslinge savværk, som ligger tæt på skoven.
Den tidligere ejer, Carl Christensen, drev savværket indtil få måneder før han døde som 94-årig i 2001, hvor Holger overtog det. De første 5-6 år som en bibeskæftigelse, men herefter opsagde han sit job hos Landboforeningerne, og har siden drevet det fuldtids – nu med en enkelt medhjælper.
Savværket er oprindeligt fra begyndelsen af 1900-tallet – det vil sige fra en tid, hvor der oftest var et savværk i hvert sogn, som forsynede de lokale håndværkere med bygningstømmer. Før krigen blev rammesaven, bloksaven og de tre båndsave på Ryslinge savværk drevet af en dampmaskine, hvis spilddamp også blev brugt i den nu nedlagte tørrestue. I savværkets storhedstid blev der produceret bygningstømmer, klodsevare til møbelindustrien, smørdritler samt træklodser til tidens gasgeneratorer. Desuden specialeffekter som asketræsstokke til billardkøller, askebrædder til skiproduktion til de norske forsvar og bøgeklodser til skohæle. Der var dengang ni mand i produktionen.
I 1990’erne blev produktionen begrænset til hovedsagelig lønskæring af træ fra de lokale bønderskove.
Dagens hovedproduktion:
bindingsværk Efter Holger Broegaards overtagelse har hovedproduktionen været tømmer af eg og douglasgran til bindingsværk. Men herudover en lang række specialiteter. Således krumt bindingsværk, skibstræ, faconskårne rygningstræer, tømmer til loftsbjælker, brede planker i douglas, kalmarbrædder i lærk og douglas, egeplanker til højbede, griselegetøj af eg samt planker af de fleste løvtræarter (spejlskåret eg, ahorn, poppel / pil, rødel, kirsebær) og knastfrie planker af lærk og douglas.
Ifølge Holger er det vigtigt, at egetræ til bindingsværk er marvskåret, det vil sige skåret gennem centrum af kævlen. Det giver de færreste svindrevner, og det tager
en del spændinger af kævlen, men det øger desværre samtidig spildet, hvorfor prisen nødvendigvis må være højere. Efter skæring pindes tømmeret op, og egetræet ligger til naturlig tørring i mindst 3 år. For at træet ikke skal slå sig mere end højst nødvendigt, stables tømmeret i store stakke på op til 4 meter, hvorved stakkens tryk er med til at holde tømmeret i facon under tørringen.
Fremtiden:
kvalitet og diversitet Vi får en snak om, hvad man skal producere i skovene fremover. Her har Holger Broegaard markante synspunkter. Han vil have en kvalitetsproduktion i skovene. Det er oplagt, at vi hverken nu eller i fremtiden kan konkurrere med de store skovlande som Sverige og Tyskland på det, man kan kalde en standard bulkvareproduktion. Det bliver en konkurrence på prisen, og vi bliver tabere, fordi vi ikke kan rationalisere produktionen tilstrækkeligt i vore små skove.
Flisen, som ellers har været en redningsplanke for dansk skovbrug i de sidste 20-30 år, er Holger også skeptisk ved på den lange bane. Han ser den som en del af den store uspecificerede og lavtforædlede bulkproduktion– godt nok uundværlig nu og i de kommende år, men risikabel at basere et langsigtet skovbrug på, idet der allerede nu er en kraftig udvikling i alternative energikilder, der om ikke så mange år kan presse flisen hårdt.
Det er vanskeligt – for ikke at sige umuligt – at forudse træmarkedet på bare lidt længere sigt. Derfor opfordrer Holger Broegaard skovejerne til at lave kvalitet. Det vil der altid være behov for, og det vil der altid være penge i. Eller som han formulerer det: kvalitet har altid kostet penge – uanset om det er træ, rødvin eller biler. Når man eksempelvis for 200 år siden plantede ege til en ny flåde, så kan vi i dag, hvor vor beskedne flåde er bygget af stål eller kompositmaterialer, bruge det kvalitetstræ, der kom ud af denne produktion til helt nye og højt betalte formål, som man ikke havde fantasi til at forestille sig for 200 år siden.
To gode råd – der hænger sammen
Kvalitet – hvad er så det? Ud over, at det naturligvis er rette stammer uden knaster og med ensartet årringsudvikling (smalle ringe for nåletræ, brede ringe for løvtræ). Her har Holger som savværksmand to klare råd til skovejerne:
- Brug flere nichetræarter; vi må have større diversitet i skovbruget
- Stam op – og det gælder næsten alle træarter.
I dag planter de fleste kun nichetræarterne af hensyn til tilskuddene. Men den biodiversitet, som disse arter er udtryk for, kan måske på længere sigt blive en økonomisk gevinst for skovbruget. Nogle eksempler i tilfældig rækkefølge: Thuja, taks, tarmvridrøn, robinie, fuglekirsebær, valnød, kastanie, masurbirk, rødel, guldregn, asp, poppel og en del flere. Alle har de særlige egenskaber, der kan udnyttes og markedsføres. Hvem havde forestillet sig for 40 år siden, at små opstammede kævler af taks med en topdiameter på 12 cm/længde 2,1 m kan omsættes til 1.000, måske 2.000 kr./stykket.
De mange gængse træarter kan vi fortsætte med, blot de er opkvistede. Han anbefaler opstamning i faktisk alle træarter – selv rødgran. Opstammet tømmer vil være en mangelvare om nogle få år. ”Man skulle være et skarn, hvis man ikke vil indrømme, at man ærgrer sig over, at ens forgænger i skoven ikke har satset på samme måde som Bregentved, med deres opstammede egetræer”, siger Holger.
Eller med kortere horisont: Hvorfor plantede de ikke for 50-80 år siden thuja og opstammede den? Eller med endnu kortere tidsperspektiv: Kævler af opstammet taks som nævnt ovenfor. Holger foreslår, at opgaven med opstamning kunne løses af virksomheder, der tager sig af beskyttet arbejdskraft.
Kvalitet har altid kostet penge – uanset om det er træ, rødvin eller biler.
I den forbindelse henviser Holger til det koncept for produktion af opstammede løvtrækævler, som skovfoged H.C. Graversgaard i Vendsyssel har været en fortaler for gennem mange år, og som han kalder FKL (`forceret kvalitetsløvtræ´). Der kan læses mere om dette på Skovdyrkernes hjemmeside.
Holger siger: ”Skovbruget har aldrig haft ambitioner om at påvirke udviklingen, men har blot levet med og accepteret de tilfældige opkøberes præferencer. Hvorfor tager vi ikke nogle flere initiativer?” Og han spørger: ”Hvor havde øst-dansk skovbrug været i de sidste 60 år, hvis vi ikke havde haft en `skør´ Flemming Juncker til at aftage alt det dårlige toptræ fra vores bøgeskove?”
”Vi skal beholde produktionen herhjemme af hensyn til beskæftigelse og værdiskabelse i stedet for bare at sende vores fine råvarer til Østen.”
Træarter, som savværket arbejder mest med
Eg
Egentlig to træarter, stilk- og vintereg, men der er ingen forskel, når man arbejder med dem. Den nordeuropæiske eg er bedst til bådebyggeri på grund af stor styrke. Holger vil ikke arbejde med eg, der har vokset sydligere end Bremen; dansk eg burde kunne sælges til forhøjede priser. Det bedste træ saves i møbeltræ, det næstbedste går til bindingsværk, og det ringeste til griselegetøj.
Det indre er ofte fuld af revner. Er vanskelig at tørre, og bør til møbeltræ skæres ud i så tynde planker som muligt. Får ofte vandris, som bør afskæres hvert år.
Rødeg
Ikke hård nok til andet end parketgulve. Tidligere skovrider Mandø bragte den hjem fra USA, men fortrød.
Douglas
En meget formfast træart. Især velegnet til gulvbrædder, da det holder formen. Også til loftsbjælker og til bindingsværk på grund af begrænset opfugtning. Især høstveddet er hårdt – så hårdt, at tørt douglas er vanskelig at slå søm i, men i stedet må forbores og skrues.
Lærk
Med rødt indre som douglas. Smukt, men ikke formstabilt, idet det kaster og vrider sig kraftigt ved tørring. Er velegnet til beklædning i form af Kalmarbrædder, der skal monteres inden de tørrer (og derfor slår sig). Lærk har ry for at være modstandsdygtig overfor råd, men det gælder kun meget langsomtvokset træ, og det gælder ikke i kontakt med jord.
Thuja
En meget let træart, der på trods af dette har stor modstandsdygtighed overfor råd og svamp på grund af naturlig imprægnering. Samtidig er den meget formstabil ved tørring. Den bedste træart til udvendig beklædning (se f.eks. Brødremenighedens huse i Christiansfeld). Svag rent styrkemæssigt. Kaldes også Red (Canadian) Ceder.
Rødel
Blødt og let træ. Velegnet til drejning. Er let at tørre uden revnedannelse. Har en karakteristisk, mørk farve, og går derfor ind i stedet for flere tropiske træarter. Kævler med karakteristiske pletter i veddet, som skyldes angreb af en barkbille, er især efterspurgte i designkredse.
Ask
Flot og stærk træart med tydelige årringe. Er ikke formstabil under tørring og opbevaring. Desværre ramt af askens toptørre og derfor en problematisk art i skovene.
Poppel / pil / asp
Mange sorter. Meget let, når den er nedtørret. Blød, men sej. Til loftsbrædder, beklædningslister, lette bordplader, husflidsopgaver, spækbrætter med mere.
Elm
En af de flotteste danske træarter med stort farvespil og fin åretegning. Desværre næsten væk fra markedet på grund af elmesygen. Vanskelig at tørre, da det let flækker og vrider. Et blødt, men vanskeligt træ at bearbejde.
Gammel elmhar (havde) ofte nogle store puder med vanris, som der er meget stor efterspørgsel på.
Lind
Den bedste træsort til billedskæreri og drejning. Meget blødt og kort ved, uden den store åretegning. Formstabilt og let at nedtørre.
Ær
Lys træsort, som er eftertragtet på eksportmarkedet. Let bearbejdelig og blød. Kan få misfarvning under nedtørring. Skal opskæres og tørres hurtigt efter fældning i skoven. Kan udvikle `fugleøjeved´, som er meget flot og efterspurgt.
Robinie
Et meget smukt ved. Samtidig meget stor holdbarhed – også i forbindelse med jordkontakt. Desværre har det været svært at finde nogle provenienser med ret vækst til danske forhold.
Træs styrke – og sammenhængen med væksthastighed
En træarts styrke afhænger grundlæggende af træets densitet (tæthed), som angives som rumvægten i tør tilstand. Jo tungere træet er, jo stærkere er det også.
Alle træer får brede årringe, når en bevoksning udtyndes, og de tilbagestående træer får mere lys og større vokseplads. Biologien hos nåletræer og løvtræer adskiller sig dog på nogle væsentlige punkter, bl.a. hvordan den hurtige vækst påvirker veddets densitet.
Nåletræer
Veddet består af vårved, som er den lyse del af en årring, og høstved, som er den smalle mørke del af en årring. Vårved har en relativ lav densitet, imens høstveddet har relativ høj densitet.
Mængden af det tungere høstved er stort set ens, hvad enten træet vokser hurtigt eller langsomt. Hvis et nåletræ vokser hurtigt, sker det ved dannelse af mere af det lettere vårved. Derfor får hurtigtvoksende nåletræ lavere densitet og mindre styrke.
Løvtræer
Hos løvtræerne er man nødt til at skelne mellem ’ringporede’ og ’spredtporede’ træarter.
Spredtporet ved findes hos f.eks. bøg, birk, kirsebær, pil og poppel.
Væksthastigheden og årringsbredden hos spredtporede træer har ikke nogen væsentlig betydning for densiteten, da strukturen igennem årringen er helt ensartet. Derfor kan det også være svært overhovedet at se årringene hos disse træer. Densiteten og styrken hos spredtporede træer er derfor stort set den samme, hvad enten træet vokser hurtigt eller langsomt.
Ringporet ved findes hos f.eks. eg, elm og ask.
Vårveddet hos disse træer består af store kar (lav densitet), imens sommer- og høstved har tæt og massivt ved med høj densitet. Løvtræer danner stort set den samme mængde vårved, hvad enten træet vokser hurtigt eller langsomt. Brede årringe fra hurtig vækst giver derfor en større andel sommer- og høstved, som altså har høj densitet.
Modsat nåletræerne får de ringporede træarter derfor tungere og stærkere ved, når de vokser hurtigt. Årringene er i øvrigt nemme at se hos de ringporede løvtræer, da vårvedet adskiller sig markant fra det øvrige ved.
