Driften af statsskovene
Vore skovfogeder bliver ofte spurgt af medlemmer om vort syn på driften af statens skove. Og vi hører tit kritik af statens skovdrift - både fra medlemmer og fra vore skovfogeder. Skovdyrkerne som organisation har i princippet ingen holdning til statens skovbrug. Staten er en suveræn ejer som alle andre, og de må inden for lovens rammer gøre, hvad de vil med deres skove. Højst kan man have en mening som skatteborger eller kollega.
Men hvordan er situationen egentlig. Kan Styrelsen stadig være et forbillede for de private? Hvordan går det med den naturnære skovdrift? Betyder produktionen stadig noget, eller er det biodiversitet og friluftsliv det hele?
Vi har læst, hvad Styrelsen skriver om sig selv, vi har kigget i en nyudkommen bog ’Et statsskovbrug under forvandling’ af pensioneret statsskovrider Jens Chr. Briand Petersen, og vi har haft en snak med kontorchef Mads Jensen, som er den praktisk ansvarlige for statens skovdrift i Naturstyrelsen.
Det efterlader alt sammen ingen tvivl om, at der er sket en total omvæltning i statens skovdrift i de seneste årtier.
Historie
Det var staten, der startede ’det organiserede skovbrug’ her i landet. Inden det skete i 1700-tallet var skovene i århundreder blevet overudnyttede af bønderne, der havde brug for træ til husbyggeri, til brænde og til redskaber, og som brugte skovene som græsningsarealer for kreaturer og svin. Driften var langt fra bæredygtig – skovene blev langsomt tømt for træ. Det var måske svært se i den enkeltes bondes levetid, men over århundreder blev konsekvenserne store. På sandjorderne lykkedes det næsten at ødelægge de oprindelige skove helt. Der blev lidt spredte egekrat tilbage, mens uproduktiv hede bredte sig over store arealer. Man ødelagde livsgrundlaget for sig selv.
Det var ikke klogt, og det kunne de centrale myndigheder ikke acceptere. Vi kender alle historien om Hedeselskabet og Dalgas, men allerede 100 år før startede Staten med systematiske tilplantninger af hede og klit. Formålet var dels at skabe en værdiproduktion på arealerne, dels at skabe tålelige vilkår for bønderne ved at bremse vind og sandflugt. Man fik lavet en skarp adskillelse af land- og skovbrug, indført fredskovspligt og smidt husdyrene ud af skovene. Der blev indforskrevet dygtige skovfolk fra Tyskland, der blev indført en lang række ’udenlandske’ træarter, der blev grøftet og drænet, og de fattigste jorder blev grundforbedret. På Øerne blev kongens gamle jagtarealer, der ofte var åbne og dyrehave-agtige, lagt ind under Statsskovvæsenet. Langsomt fik man vendt udviklingen og opbygget en stabil og stigende træproduktion på arealerne.
Staten gik altså foran. Men skovloven stillede også krav til de private skovejere, og et statsligt skovtilsyn så til, at produktionen også dér levede op til krav om en effektiv og stigende produktion. Undertegnede har selv være med til et skovtilsyn hos en privat ejer, hvor den tilsynsførende statsskovrider krævede efterbedring af et hul på 4 x 4 meter i en kultur.
Det var med samme begrundelse, at Skovdyrkerforeningerne blev oprettet – dengang støttet af staten. Foreningernes rådgivning skulle være med til at sikre, at samfundet også fik udnyttet de mindre private skovarealer bedst muligt.
Nye tider
Sådan var melodien i mere end 150 år. Træproduktionen var skovenes helt dominerende formål, og gode resultater blev opnået.
Men langsomt ændrede den stigende velstand på det. Dels blev træet mindre vigtigt – der er kommet mange alternativer, og det nødvendige træ kan oven i købet let importeres fra vore nabolande. Dels kom der andre prioriteringer til.
Der blev stærke ønsker om ’en rig natur i et rigt samfund’ (Wilhjelmudvalget 2001). Allerede i skovloven af 1989 blev formålet formuleret som ’god og flersidig’ skovdrift. Kravet om en helhedsbetragtning blev forstærket med skovloven af 1996, og i skovloven af 2004 blev kravet formuleret som en bæredygtig drift. Ifølge Briand forstod man på det tidspunkt bæredygtighed som en ligestilling af sociale, biologiske og økonomiske hensyn – refererende til det klassiske billede af en skammel med 3 ben.
Naturstyrelsen var rådgiver og pennefører for politikerne i disse ændringer. Briand forklarer, at der fandtes en meget stor ivrighed fra både de faglige embedsmænd og direktionen for at tækkes den politiske øvrighed. Og sådan er det vel stadig.
Og hvor fik politikerne så deres idéer fra? De kom først og fremmest fra den internationale debat ved Helsinki- (1975) og Rio-konferencerne (1992) om bæredygtighed og biodiversitet. Samt aftaler i EU om at standse tilbagegangen i biodiversitet.
På basis af de forpligtelser, vi påtog os internationalt, og den danske opfølgning i Wilhjelmudvalget, fik vi i 2002 et nyt nationalt skovprogram, der indeholdt målsætning om omstilling af statens skove til naturnær skovdrift samt et mål om, at 10% af det samlede danske skovareal inden 2040 skal have natur og biologisk mangfoldighed som det primære driftsformål. Desuden at skoven skal udvikles som er velfærdsgode, hvor befolkningen sikres mulighed for friluftsliv og naturoplevelser i skoven. Disse nye hensigtserklæringer kom først og fremmest til at gælde statsskovbruget, der i 2005 fik sin ’Handlingsplan for naturnær skovdrift’. Desuden valgte statsskovvæsenet i 2004 at underlægge sig de to certificeringsordninger PEFC og FSC.
Den tobenede skammel
Hvad er så konsekvensen af disse tanker? Det kan man læse i Naturstyrelsens mål- og resultatplan for 2017. Her beskrives Naturstyrelsens primære opgaver som
-
at varetage biodiversiteten og
-
at understøtte mulighederne for friluftsliv og naturoplevelser
I forlængelser heraf nævnes gennemførelse af natur- og miljøprojekter samt at varetage opgaver indenfor den praktiske del af jagt- og vildtforvaltningen.
Det er bemærkelsesværdigt, at intet er nævnt om statsskovenes rolle i forbindelse med den grønne omstilling, hvor man overgår fra fossile brændstoffer til biomasse, blandt andet træflis fra skovene. Der er heller intet nævnt om statsskovbrugets ansvar for at øge kulstofbindingen i skovene, som ellers er anerkendt som en vigtig måde at modarbejde klimaændringerne på. Bindingen foregår naturligvis, men der er ikke opsat mål for denne, som der f.eks. er for publikums benyttelse af statsskovene, og den omtales ikke specielt.
Træproduktionen er sekundær. Den kommer kun ind i billedet, når man nævner, at den giver en del af finansieringen til de primære opgaver. Reelt betyder det, at det tredje ben i bæredygtighedsskamlen er savet af. Men det er åbenbart sådan vore politikere (og måske befolkningen?) vil have det, og så må finansloven spæde til, efterhånden som økonomien forringes. Spørgsmålet er så, om det kan kaldes bæredygtigt.
Briand skriver i denne sammenhæng, at beslutningen om den nye skovdrift for ham virker ’udtryk for en god fornemmelse af, hvad befolkning og politikere vil med de danske skove i fremtiden’. Men indrømmer, at ’debatten om skovpolitikken ofte drives på et sagligt yderst spinkelt grundlag og primært på følelsesmæssige, populistiske præmisser’.
Naturnær skovdrift
Centralt i denne sammenhæng er en ændring af de vigtigste driftsprincipper. Skovbrugets metoder og praksis havde i flere århundreder udviklet sig løbende – på basis af forskningens fremskridt og de indvundne erfaringer. Men i 2002 besluttede man sig for at forkaste den ’traditionelle’ skovdrift til fordel for et helt nyt system, som man hentede i Tyskland, og som gik under navnet naturnær skovdrift. Her var det udviklet efter 2. verdenskrig, fordi man manglede uddannet personale i skovene. Den naturnære skovdrift er i sit udgangspunkt ikke et system til at producere naturindhold i skovene, men et driftssystem til produktion af træ.
Man bliver imidlertid altid bekymret, når alt det, som praktikere og forskere har arbejdet med i årtier (her: århundreder), forkastes til fordel for en ny fiks løsning. Selv den pensionerede statsskovrider er tilsyneladende bekymret. Briand formulerer det sådan, at man ’hovedkulds kaster sig ind i et eksperiment, som er meget lidt videnbaseret (videnskabelig dokumenteret) og derfor risikabelt, og som derved kan få meget uhensigtsmæssige konsekvenser for økonomien – hvilket langt hen ad vejen er rigtigt’. Men han ser det sådan, at statsskovvæsenet har påtaget sig den rolle at opsamle erfaringer og viden, når systemet praktiseres.
Men hvad indeholder systemet så på Naturstyrelsens arealer?
I handlingsplan for naturnær skov kan man læse følgende: ’Den naturnære skovdrift sigter mod at opbygge stabile skove med vedvarende skovdække, som kan forynges naturligt, og hvor skovklimaet opretholdes. Skovene vil bestå af lokalitetstilpassede, især hjemmehørende træarter, og skovbilledet vil være kendetegnet af naturlige successionsforløb, gruppevise foryngelser og variation i arts- og alderssammensætning. Skovene vil være rige på gamle træer, dødt ved og værdifulde nøglebiotoper. De naturlige afvandingsforhold og mange af de tidligere vådområder vil i vid udstrækning være genskabt’. Eller mere konkret:
-
Skove omlægges fra f.eks. rene nåleskove til blandingsskove
-
Renafdrifter undgås så vidt muligt
-
Der arbejdes med hugst- og kulturmetoder, der sikrer opbygning af varierede skovstrukturer og mulighed for naturlig foryngelse
-
Der bevares i både løv- og nåletræsbevoksninger min. 3-5 træer pr. ha til naturlig død og henfald
-
Grøfterne oprenses som udgangspunkt ikke længere. Undtaget bl.a. steder med naboeffekt
-
Fældning og udkørsel af træ sker fra permanente kørespor
-
Der sikres mindst 10% af skovarealer udlagt som biodiversitetsskov, herunder urørt skov
Medvirkende ved systemets udvikling for danske forhold var skovbrugsprofessor Bo Larsen, der har en baggrund i tysk skovbrug.
Systemet i praksis
Men man kan vel sige, at man snublede lidt i starten. Systemet blev på Styrelsens hjemmeside lanceret som en måde at spare personale. Både blandt skovfogeder og skovarbejdere. Man skrev om den naturnære drift, at ’der er tale om en langt mindre arbejdskrævende produktionsform’. Det skete på et tidspunkt, hvor man behøvede en begrundelse for at fyre en del af sine skovarbejdere på grund af den stigende mekanisering.
Mads Jensen giver i dag udtryk for, at sammenblanding mellem fyringsrunden og omlægning til naturnær skovdrift var uheldig.. Men man kan stadig den dag i dag læse på Styrelsens hjemmeside: ’Naturnær skovdrift – når naturen klarer det selv’. Og det selvom enhver skovmand ved, at naturen ikke har forstand på skovdrift. Der må skovfolk til, hvis man ønsker en styret skovdrift og en produktion af kvalitetsprodukter.
Det er næsten indlysende, at det kræver mere personale, når man går fra et skovbrug, som består af ensaldrende monokulturer til et system, som består af fleretagerede skove med mange træarter i mange aldre blandet sammen, og hvor hugsten er en måldiameterhugst, der bygger på enkelttræets udvikling. Men alligevel er man gået fra skovparter, hvor skovfogeden havde ansvar for måske 1000-2000 ha til den nuværende organisation, hvor en skovfoged måske har ansvaret for skovdyrkningen på 10.000-15.000 ha. Briand igen: ’Det er efter min mening helt uholdbart og helt ude af trit med de tyske erfaringer’. I Tyskland, hvorfra systemet er hentet, har skovfogeden ofte ansvar for kun 800-1000 ha.
Skovbrugsprofessor Bo Larsen har da også efterfølgende taget afstand fra den måde, de naturnære principper blev implementeret på i statens skove. I en artikel i Skoven 2008 kalder han det ’en ekstensivering af skovdriften med følgende eksploitering (overudnyttelse) af produktionsværdierne. Det har intet med klassisk naturnær drift at gøre’. Eller som Briand skriver: ’som det naturnære skovbrug i dag drives i statsskovene, er der tale om en nedprioritering af dyrkningssiden af skovbruget’.
Men det bliver forståeligt i lyset af den udmeldte målsætning for statsskovbruget, der som nævnt prioriterer andre forhold end træproduktionen. Problemet kan så på længere sigt blive, at indtægterne vil falde.
Indtil videre er træmassen i statsskovene ifølge Mads Jensen uændrede eller stigende, og det bekræftes af Vivian Kvist Johannsen fra Københavns universitet. Men der findes desværre ingen økonomisk opgørelse af værdien af den stående masse (i regnskabsterminologi: en status), som man har på flere store private skovejendomme (for f.eks. Lindenborg, se Skovdyrkeren nr. 29).
Man kan frygte, at når indsatsen med skovdyrkningen er mindre, så bliver værdien af det producerede træ også tilsvarende mindre. Briand skriver: ’Et af de mest oplagte spørgsmål er, om vi gennem naturnært skovbrug kan få træeffekter, der kan matche det traditionelle skovbrug. Det har man ikke sikkerhed for endnu’.
Her mangler vi den publikation, som Naturstyrelsen tidligere udgav en gang om året: Statsskovenes udbytte i ved og penge. Men Mads Jensen fortæller at styrelsen arbejder på en årsrapport som en del af den transparens, der også er en erklæret målsætning.
En anden bekymring er, om det er muligt at praktisere det naturnære koncept med den vildtbestand, vi har i dag. I naturnært drevne tyske skove, hvor man satser på en kvalitetsproduktion, accepterer man ikke en bestand over 2-3 krondyr eller 6-8 dådyr pr. 100 ha. I Naturstyrelsens skove har man formodentlig visse steder en bestand på over 50 krondyr + evt. dådyr pr. 100 ha. Det er vanskeligt at se, hvordan man under de vilkår kan drive et skovbrug med udnyttelse af naturlig opvækst i lysbrønde og mindre lysninger fremkommet ved plukhugst.
Stadig et eksempel til efterfølgelse?
Som nævnt er Statsskovvæsenet altid gået foran i udviklingen og har været et eksempel til efterfølgelse for det private skovbrug. Men nu virker det som om, at vore veje må skilles. Der kan fint drives (et intensivt) naturnært skovbrug i de private skove, og det kan især være relevant i mindre skove. Det er et spændende skovbrug, og vi kan sikkert også lære noget af statsskovvæsenets eksperimenter. Så det er ikke det, som er problemet.
Problemet er statsskovvæsenets driftsmålsætning, hvor træproduktionen er taget ud, og hvor hovedfokus ligger på biodiversitet og friluftsfunktionen. Vi ved naturligvis godt, at den økonomiske produktion også i nogle private skove er neddroslet. Men hvis skovene skal undgå en status som ren hobby og fritidsfornøjelse, så kræver myndighederne, at hovedparten af de udgifter, der afholdes og trækkes fra i regnskabet, sigter mod at skabe indtægter i fremtiden. Hvilket ikke længere er et vilkår i statens skove. Vi private kan opelske mere biodiversitet, og vi kan være venlige mod publikum, men kernen må stadig være et producerende, økonomisk skovbrug, hvis vi vil ses på som et erhverv – som gruppe eller som enkeltejer. Altså en skammel med alle 3 ben.
