Tyskerne er brændt varme på Bents opfindelse
Østjyske Bent Rasmussen er typen, som hitter på. Opfinderen fra Sorring har succes med et værktøj til topskudsregulering, som tyskerne nu også har fået øje på.
Tekst og fotos: Jens Mathiasen, Skovdyrkerne
Imellem porcelænsfigurer, haveslanger og alverdens værktøj sidder Bent Rasmussen. Han ænser ikke omgivelserne. De 65-årige hænder arbejder hurtigt og skubber sikkert kobberrør og slanger ind på plads. Han har gjort det hundredvis af gange – samlet de værktøjer til topskudsregulering, som han opfandt for over 15 år siden, men som nu for alvor er ved at vokse ud af hestestalden i Sorring. – Så er den ved at være klar til en juletræsdyrker. Stikkene skal også lige skubbes på plads, siger han og afprøver kontakten på det værktøj, han lige har samlet.
Han kan ikke lade være
Bent Rasmussen er sådan en type, der hitter på og løser problemer. – Jeg kan simpelthen ikke lade være, siger han. Det hele foregår i et roligt tempo fra den gamle hestestald på den fædrene gård ved Sorring i Østjylland. Hans forældre købte gården i 1955. Bent og hans kone overtog den i 1979 og drev landbrug frem til omkring år 2000. I den ene længe var der tidligere hestestald, men den er nu ombygget. Der er herfra, han nu producerer sine turborollere, som værktøjet til topskudsregulering af juletræer hedder. – Jeg har det hele herude. Her er alt, hvad jeg skal bruge af stumper, siger han. Væggene er dækket af bugnende hylder, der sladrer om Bent Rasmussens passion for at hitte på. Overalt er der små dimser, som på en eller anden måde har været en del af Bent Rasmussens opfinderarbejde. – Jeg har jo udviklet og opfundet det hele selv. Derfor kender jeg også det hele ned i detaljerne. Jeg samler selv alle turborollerne, siger Bent Rasmussen.
Kunder på venteliste
Hos Bent Rasmussen er der ingen marketingafdeling eller hurtige konsulenter, som fortæller ham, hvordan han skal øge sit salg. Han har ingen webshop. Men kunder har han mange af. – Jeg kan faktisk ikke helt følge med efterspørgslen. Snakken går jo, og juletræsfolk taler sammen om deres erfaringer. Det er på den måde, jeg får kunder, siger han. Det går så godt i hestestalden, at Bent Rasmussen nu må skrive kunder på venteliste. – Jeg kan kun nå at lave et vist antal. Typisk har jeg jo lavet dem om vinteren, men de sidste par sæsoner er det for alvor gået stærkt med salget. Jeg har ikke kunnet levere her og nu til alle kunder. Det er ærgerligt, og det vil jeg selvfølgelig helst undgå, siger han.
Måske tysk gennembrud
I Tyskland har man fået lov til at bruge kemisk topskudsregulering af juletræer. Det har Bent Rasmussen for alvor kunnet mærke. – Det gav et vældigt ryk, og vi oplevede stor interesse fra Tyskland. Vi har aldrig solgt så mange til Tyskland, som vi har gjort i år. Faktisk kan det blive rigtig stort, nu hvor tyskerne også må bruge kemisk topskudsregulering, siger han. Bent Rasmussen har en samarbejdspartner, som for nyligt havde hans produkt med på messe i Tyskland. – Tilbagemeldingerne derfra var helt fantastiske. Messegæsterne stod nærmest i kø for at få lov til at prøve mit produkt. Det er altså lidt af et drømmescenarie for mig, som jo ikke har gjort alverden for at markedsføre mit produkt, siger han.
Udviklet igennem mange år
Bent Rasmussens turboroller-værktøj er udviklet og forbedret henover mange år. – Det smarte ved mit værktøj er, at kemien kan påføres præcist og ensartet. Og så kan man holde ud til at gå med den en hel dag. Den er nemlig bygget op på et ergonomisk pistolgreb. Væsken pumpes op med en lille seks volts pumpe fra den ti liters rygsprøjte fortæller han. – Lansen er fra England. Alle de andre dele som rør, slanger, kontakt og så videre – dem har jeg fundet hos leverandører på nettet, fortæller opfinderen. Bent Rasmussen fik ideen til sit produkt tilbage omkring år 2000. Målet var at opfinde et værktøj, som ikke påfører kemien med tågesprøjte – En dag så jeg en reklame i fjernsynet med en malerrulle, der skubbede maling ud i rullen indefra. Den idé førte jeg over på topskudsværktøjet. Det var startskuddet til det hele, fortæller han.
Mønsterbeskyttelse af produkt
Bent Rasmussen er i gang med at ansøge om mønsterbeskyttelse af sit produkt. – Ham, der hjalp mig med det, var en ingeniør. Han sagde for øvrigt, at den helt sikkert også kunne sælges til store institutioner eller virksomheder som et godt hjælpemiddel til vanding af blomster, forklarer han og hiver malerrullerne af. – Se, sådan der. Nu har du en aldeles glimrende vandingsmaskine til potteplanter – og du har jo ti liter vand med på ryggen. Det er da smart, siger han med glimt i øjnene.
Vågner på grund af ideer
Bent Rasmussen er uddannet bygnings- og landbrugsmekaniker. I sine unge år fandt han hurtigt ud af, at han havde et talent for at hitte på og løse problemer. – Da jeg kom i gang med uddannelsen fandt jeg tit på nye ting for at gøre det hele nemmere og smartere. Sådan har jeg altid haft det – jeg kan faktisk slet ikke lade være, lyder det. Det med at hitte på har fulgt Bent Rasmussen igennem hele sit voksne liv. – Det er mærkeligt, men jeg kan vågne midt om natten med en løsning på noget, jeg har tumlet med længe. Sommetider kværner knoppen løs, og det kan holde mig søvnløs i timer, siger han.
Konen støtter op
Når ideerne tager overhånd gør han brug af sin kone Birthe. Hun er en fast støtte og hjælper med fakturering og papirarbejde. – Ja, og så er hun også god til at holde mig nede på jorden, når jeg vil alt for meget på alt for kort tid. På den måde supplerer vi hinanden godt, siger han. Han sidder lidt og tænker. Så sender han en efterreplik af sted. – Ja, for jeg har jo nok lidt damp. – Jeg kan holde fri til en lokal fodboldkamp i fjernsynet søndag eftermiddag. Men ellers skal jeg helst være i arbejde og være i gang hele tiden, lyder det.
Der skal være økonomi til et rundstykke
Bent Rasmussen drømmer om, at virksomheden udvikler sig yderligere. Det er der udsigt til, nu hvor tyske kunder har fået øjnene op for produktet. Men det hele må gerne gå i et tempo, hvor han selv kan følge med. Han har ingen planer om at kvitte sit fuldtidsarbejde som pedel på Gødvad Plejecenter. – Selvfølgelig vil jeg gerne se det hele udvikle sig. Men jeg tager det stille og roligt. Bare der lige kan blive til et rundstykke og en rejse i ny og næ, siger han med lune i stemmen. Hvor længe han bliver ved – det tør han ikke sige. – Det bliver spændende. Det afhænger jo meget af, hvordan efterspørgslen udvikler sig i de kommende år. Min ambition er at fortsætte med at producere mine turborollere her fra Sorring – også når jeg er blevet pensioneret, siger han.
Missionshuset skal være lager og værksted
Indre Mission har solgt deres missionshus i Sorring. Det bliver nu brugt som lager. Senere skal det være værksted for Bent Rasmussen.
For et par år siden skulle Indre Mission sælge deres missionshus i Sorring. Nærmeste nabo er Bent Rasmussen. Han havde i flere år havde passet arealerne uden om huset. – Jeg aftalte med de forrige ejere, at jeg kunne købe og overtage missionshuset. Det ligger jo som nærmeste nabo til vores ejendom her i Sorring. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg måtte købe huset af Indre Mission, fortæller Bent Rasmussen.
Lager og værksted
Nu er der ikke længere talerstol og trædeorgel i huset. Nu ligger Bent Rasmussens værktøjer til topskudsregulering på borde i den store sal. – Missionshuset bruger jeg nu som lager til turborollerne. Senere har jeg planer om, at huset skal bruges som værksted, siger Bent Rasmussen og viser rundt i det traditionsrige hus.
Skal sættes i stand
Han fortæller, at han planlægger at få huset ombygget og sat i stand, sådan at det passer bedre til sin nye funktion som værksted. – Salen herinde er stor og meget flot. Men den trænger til at blive sat i stand. Derudover skal jeg have lavet om på indretningen, sådan at jeg kan bruge det til værksted, siger han.
Modent samlehold
Måske kommer huset igen til at være fyldt med mennesker. – Altså hvis nu salg og efterspørgsel efter turborollere for alvor tager fart, så må jeg jo hyre Sorrings pensionister til at hjælpe mig med at samle dem. – Så hvem ved, om vi om få år sidder en flok modne mænd og samler mine værktøjer her i det gamle missionshus, siger Bent Rasmussen og smiler. Alt i alt har Bent Rasmussen samlet og solgt omkring 400 turborollere.