Produktion og naturværdier går hånd i hånd
Skovejer Kristen Mikél Jensen ejer 35 hektar skov ved Vejle. Han producerer råtræ og arbejder samtidig med at forbedre natur og biodiversitet i skoven.
Tekst og foto: Jens Mathiasen
I min skov skal der være plads til både produktion og naturværdier.
Sådan lyder det fra den 74-årige skovejer Kristen Mikél Jensen, da han en bister januardag går igennem sin 35 hektar store skov ved Vejle.
Landskabet er kuperet. På den ene side af stien er terrænet bakket, og her står der selvforyngede bøgebevoksninger med mange hugstmodne bøge.
Til den anden side er jorden lav og våd. Her har skovejeren anlagt flere søer.
– For mig er det vigtigt, at skoven både producerer godt råtræ, og at jeg samtidig bevarer og udvikler naturværdierne. Det har jeg arbejdet efter i alle de år, hvor jeg har drevet skoven, siger Kristen Mikél Jensen.
– Derfor har jeg også svært ved at se det fornuftige i myndighedernes store planlagte arealer med urørt skov, hvor produktionen skal stoppe. Efter min mening er det vigtigt, at vi fortsætter med at producere godt dansk klimavenligt råtræ og samtidig passer godt på naturværdierne, lyder det fra Kristen Mikél Jensen.
Certificering på vej
Turen går forbi flere lave arealer, hvor der er spredte elletræer og rester af asketræer, som er bukket under for asketoptørre.
– Uproduktive, lave arealer kan komme i spil i forbindelse med certificering af skove, lyder det fra skovrider Henrik Fredslund-Petursson, Skovdyrkerne Syd, som også er med i skoven.
Ifølge Henrik Fredslund-Petursson vil Skovdyrkerne fokusere mere på certificering i den kommende tid, da flere opkøbere efterspørger certificeret råtræ.
– I Skovdyrkerne-regi arbejder vi derfor på at sætte en model op, sådan at vi kan tilbyde skovejere certificering, uden at omkostningerne løber løbsk, siger skovrideren.
Skovejer Kristen Mikél Jensen er åben for at lade sin skove certificere, hvis det kan sikre afsætning og bedre priser på effekter fra skoven.
Han kigger udover det lave område med spredte rødel.
– Området her er jo faktisk en ellesump. Jeg har ikke rørt det i årevis. Detkunne jeg jo fint lægge urørt, hvis det er kravet i forbindelse med en certificering, siger Kristen Mikél Jensen.
Anlagte søer
Længere fremme er der anlagt flere søer.
– På de lave områder var det mere fornuftigt at anlægge søer end at forsøge at dyrke skov, siger skovejeren.
Skovrider Henrik Fredslund-Petursson bakker op. Han mener, at man skal tænke sig godt om, inden man bruger masser af ressourcer på at dyrke lave og våde områder.
– Ask trives fint på lav jord. Men ask er jo ikke en mulighed længere efter asketoptørren. En anden mulighed er rødel og til dels sitka, lyder det.
– Men er jorden så lav og våd, at man vanskeligt kan pleje bevoksningen med maskiner
– ja, så er det svært at få driften til at hænge sammen rent økonomisk. I mange tilfælde vil det være fornuftigt, at områderne overgår til natur, siger skovrideren.
En anden mulighed er at søge offentligt tilskud til urørt skov. – Man får nok ikke den store erstatning
– men myndighederne giver tilskud til privat urørt skov. Det gælder også på små arealer, siger skovrideren.
Han tilføjer, at det er vigtigt, at man tænker sig godt om, inden man søger om tilskud til privat urørt skov, da det sætter nogle begrænsninger for anvendelsen. Urørt skov bliver desuden tinglyst på arealet, så det ikke kan ændres igen.
Ær eller bøg
Fra de lave områder skifter landskabet karakter og bliver mere kuperet med bakker og skrænter. Her er der selvforyngede bøgebevoksninger med mange hugstklare bøge.
Kristen Mikél Jensen har altid benyttet Skovdyrkerne til rådgivning og til udførelse af tilplantning og hugst
– det samme gjorde hans far, da han drev skoven. – Vi følger Skovdyrkernes råd og anvisninger og hugger bøge løbende. Vi har taget lidt flere, efter at jeg blev pensionist og fik bedre tid til selv at gå i skoven, fortæller Kristen Mikél Jensen.
Flere steder er unge ær ved at overtage selvforyngelsen. Det bekymrer skovejeren.
– Jeg elsker jo dansk bøgeskov. Jeg så helst, at de unge bøge kommer op, siger skovejeren.
Ifølge skovrider Henrik Fredslund-Petursson er der dog ingen faglig grund til at bekæmpe æren.
– Ær har ofte enorme frøkilder i jorden. Man kan bruge masser af kræfter på at holde ær nede. Men ofte giver det mere mening at lade de bedste træer komme med op.
– En god ær-kævle er bestemt ikke værdiløs. Mange steder kan bøg og ær supplere hinanden fint. Rådet er at hugge for de bedste unge træer – uanset om det er bøg eller ær, siger Henrik FredslundPetursson.
Nobilis på forkert placering
Kristen Mikél Jensen har prøvet forskellige tiltag og driftsformer i løbet af årene.
– Noget er gået bedre end andet, forklarer han og peger op på skrænter, hvor der står en 30-årig nobilis-bevoksning.
– Skrænterne her plantede jeg til med nobilis i slutningen af 1980’erne. Det skulle jeg aldrig have gjort. Vi klippede dem nogle sæsoner, da træerne var unge. Ret hurtigt blev det stort set umuligt at klippe dem. Vi kan ganske enkelt ikke komme op i bevoksningen med lift, fordi de er plantet på skrænter, siger han.
Nobilis-bevoksningen er nu overgået til råtræproduktion.
– Nobilis er en blød træart. Den kan sælges til emballagetræ. En bevoksning som denne fra slutningen af 1980’erne kan fint stå ti-tyve år mere, lyder vurderingen fra skovrideren.
Nyder arbejdet i skoven
Kristen Mikél Jensen har ejet og drevet skoven siden midten af 1970’erne. Før den tid ejede og passede hans far den.
Han har skovspil og traktor og foretager selv oprydning i skoven og fjerner træer, der ikke kan sælges. Arbejdet i skoven vil han fortsætte med så længe, det er muligt.
– Jeg fortsætter stille og roligt med at passe skoven og sælge træ efter skovfogedens anbefalinger. Specielt som pensionist har jeg fået bedre tid til arbejdet i skoven – og det nyder jeg. Jeg vil blive ved, så længe jeg har skoven, lyder det fra 74-årige Kristen Mikél Jensen.
