Kom til skovrejsningsmøder

Regeringen har afsat 70 millioner kroner til tilskud til privat skovrejsning i 2021. Dem kan du få del i ved at rejse skov. Skovdyrkerne afholder en række skovrejsningsmøder i løbet af foråret og forsommeren. Møderne kommer til at foregå over hele landet, og her kan du blive klogere på krav og regler vedrørende privat skovrejsning med tilskud. Der bliver rig mulighed for at få en faglig snak med en af Skovdyrkernes skovrejsningskonsulenter, og du kan møde andre skovdyrker-kolleger og høre mere om deres erfaringer med skovrejsning.

Se mere og tilmeld dig på: skovdyrkerne.dk/skovrejsningsmøder2021.

Barkbiller kan bekæmpes med lugte

De barkbiller, som skovejere verden over kæmper imod, kan måske bekæmpes ved hjælp af særlige lugte. Det viser ny svensk forskning ifølge træ.dk.

For barkbiller er lugtesansen vigtig. De snuser sig frem til de bedste træer og de lækreste partnere at reproducere sig med ved hjælp af lugtreceptorer i deres antenner.

Nu har et internationalt forskerhold med base i Sverige identificeret 73 forskellige lugtreceptorer i billernes antenner. Den viden kan være et stort skridt på vejen mod mere effektiv og miljøvenlig bekæmpelse af billerne.

Forskerne har karakteriseret lugtresponsen i to af receptorerne. Den ene reagerer på feromonet ipsenol, den anden på ipsdienol.

– Billerne bruger disse feromonsubstanser, når de kommunikerer med dufte. At vi er lykkedes med at karakterisere dem, er et gennembrud, siger Martin N. Andersson, der ledede forskergruppen, til forskning.se ifølge træ.dk.

Resultaterne gør det muligt på sigt at udvikle en bedre og mere miljøvenlig bekæmpelse.

Ifølge Martin N. Andersson ligger den praktiske anvendelse af resultaterne dog et par år forude

– Screening for bedre stoffer, eller stoffer der blokerer receptorer, kan begynde i løbet af 2021. Praktisk brug er sandsynligvis mindst to eller tre år forude, siger han.

Den populære allé får normalt besøg af over 100.000 gæster i løbet af april. Arkivfoto: Jens Mathiasen

Den populære allé får normalt besøg af over 100.000 gæster i løbet af april. Arkivfoto: Jens Mathiasen

Kirsebærallé med corona-regler

Den populære kirsebærallé på Bispebjerg Kirkegård i København åbnede i år med coronaregler. Det skriver TV2 Lorry. Ifølge Jakob Hjuler Tamsmark, chef for corona-teamet i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har man lagt et stort stykke arbejde i at sikre en god og tryg oplevelse for gæsterne med blandt andet ensretning af nogle af stierne. Alleen er et stort tilløbsstykke. Den blomstrer typisk i et par uger i midten af april. I løbet af de uger besøger flere end 100.000 gæster alleen.

Skovdyrkeren har tidligere skrevet en artikel om historien bag den populære allé. Læs artiklen i Skovdyrkeren nr. 54 fra juni 2018.

Træer skal tilpasse sig ændret klima

I fremtiden vil flere træer få ændrede betingelser på grund af klimaforandringer. Nogle træer vil tilpasse sig, og andre vil dø. Derfor er forskere begyndt at undersøge muligheden for at flytte træer fra et land til et andet, så vi undgår en masseuddøen af træer.

I et nyt studie, udgivet i tidsskriftet Forestry, har danske forskere brugt historiske data til at kortlægge, hvilke udenlandske træer, der kan leve i Danmark trods ændrede klimaforhold.

– Vores resultater viser, at det generelt ikke er let for træer at overleve i nye habitater med ændrede klimaforhold. Det er især temperatur og nedbør, der skal passe, for at træerne kan gro og overleve på sigt. Nogle træarter klarer sig dog bedre end andre, forklarer Anders Ræbild. Han er er lektor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

Sammen med to kolleger har han analyseret et kæmpe datasæt på flere hundrede træer fra 62 forskellige områder i Europa, Asien, USA og Sydamerika, der har vokset i den botaniske have Arboretet i Hørsholm.

Ud af dem har 27 egetræer fra Nordamerika, Asien og Europa vist sig at være særligt modstandsdygtige overfor ændrede klimaforhold, lyder forskernes konklusion.

– Træer er dygtige til at tilpasse sig nye forhold. Men klimaforandringerne går stærkt, og derfor kan træerne ikke nå at følge med. Derfor er det vigtigt at kende træernes klimatiske smertegrænser og begynde at reagere på dem i tide, siger Anders Ræbild.

Artiklen er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne

Mere om Skovdyrkerne

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #74

Læs andre artikler inden for Skovdyrkning