Sammenhængen mellem pensum og en møgbeskidt flod i Nepal
I Nepal har DFE i mange år haft et velfungerende partnerskab med en lokal NGO omkring miljøundervisning. Her fortæller forstkandidat Hanne Hübertz, hvordan samarbejdet blev en succes
Af Anne Mette Nordfalk, kommunikationsansvarlig ved DFE
Griber man nogle af de ideer, som er derude og hjælper med at være en katalysator, så er der god chance for, at det kommer til at lykkedes.
Kommer man derimod og pitcher en skidegod ide, man selv har fået, så lykkedes det tit ikke.
Sådan lyder ordene fra forstkandidat Hanne Hübertz, som har mange års erfaring som konsulent indenfor naturressource-forvaltning rundt om i verden og som naturformidler for børn i Danmark.
Hanne Hübertz har sammen med DFE støttet de gode ideer, som partnerorganisationen Wild Life Conservation Nepal (WCN) stod med omkring miljøundervisning i den nepalesiske skole, da partnerskabet startede for 12 år siden.
– WCN sagde fra starten, at det ikke skal være klubber om eftermiddagen. Hvis vi skal lave miljøundervisning, så skal vi arbejde på at komme ind i skolesystemet, ellers dør det, når den leder, man har valgt, ikke er der mere, forklarer Hanne Hübertz om de bærende ideer for samarbejdet.
Praktisk undervisning
Et andet bærende element var, at undervisningen skulle være mere praktisk:
– I Nepal er meget af undervisningen lagt an på, at eleverne skal lære udenad, så de kan pensum til eksamen. Det, WCN ville, var at lave praktisk miljøundervisning. Vise at der faktisk var en forbindelse mellem den biologi, fysik- eller kemi, de sad og lærte udenad – og så den møgbeskidte flod, der lå udenfor, forklarer Hanne Hübertz og fortsætter:
– Eleverne fik lavet nogle forsøg med erosion og med affaldsindsamling og sortering. Vi havde også et rigtigt sjovt projekt omkring træer og fotosyntese. Det kan jo være vældig teoretisk. Men i stedet skulle eleverne tænde små bål og skrive op, hvad der skete. Hvad der gik ild i? Hvilken farve blev røgen? Hvad blev tilbage? Bagefter snakkede vi så om, at det, der sker, når man brænder træ af, er det modsatte af fotosyntese. Solenergien frigives som flammer, vandet som hvid røg og kulstoffet, som planten har adskilt fra luftens CO2, ligger tilbage som trækul. Den hvide aske er de mineraler med mere, som træets rødder har suget. Når du kan se og føle på tingene, er de lettere at huske, siger hun.
Griber man nogle af de ideer, som er derude og hjælper med at være en katalysator, så er der en god chance for, at det kommer til at lykkedes.
Hanne Hübertz
Workshops for lærere
Projektet startede altså med et eksperimenterende og fælles afsæt.
– I starten blev jeg bedt om at komme ned for at holde workshops for lærere, og så sad vi og planlagde det sammen, WCN og jeg. De havde masser af ideer, og jeg havde en del erfaringer fra Danmark, som jeg kunne fylde på, forklarer Hanne Hübertz.
Erfaringerne fra kurserne blev senere en del af en flerårig kampagne, hvor naturformidlere og frivillige fra WCN rejste rundt og underviste lærere og børn i praktisk miljøundervisning i hele Nepal.
Børnene leger ’nedbryderdyr’ som skarnbasse, bænkebider og tusindben, fordi man lærer med hele kroppen.
En del af de officielle læreplaner
Samtidig arbejdede WCN også for at få det praktiske undervisningsmateriale med i de offentlige undervisningsplaner.
– Det var fantastisk at opleve, at vi gik fra at hjælpe nogle lærere med at gøre fysik- og biologiundervisningen mere relevant, så at WCN faktisk fik indflydelse på nationalt plan og blev inviteret til at revidere lærebøger og skrive nogle af forsøgene ind i, som vi havde arbejdet med. Efterhånden blev WCN også inviteret til at hjælpe lærere med at udvikle lokalbaserede lærebøger til miljø- og klima-undervisning – og udvikle grønne kurser i det nationale system for efteruddannelse af lærere, forklarer Hanne Hübertz.
Børnene i børnehaven har helt sikkert fået et andet syn på bænkebiderne under deres urtepotter efter en dag med pædagogisk undervisning.
Langt sejt træk
Succesen med at få indflydelse på de officielle nepalesiske læseplaner tog lang tid, og Hanne Hübertz er ikke i tvivl om, at det var kombinationen af det gode samarbejde, partnerens kapacitet og ildhu – og så det lange partnerskab, som gjorde det muligt.
At samarbejdet mellem DFE og WCN om kort tid slutter er selvfølgelig trist.
Men Hanne Hübertz er ikke i tvivl om, at partnerskabet har gjort en varig forskel.
– Arbejdet med at påvirke undervisningsministeriet i en miljøbevidst og hands-on-retning vil jo desværre nok blive mindre nu. Men det vil ikke forsvinde. Det, som allerede er lavet, har helt sikkert sat sig varige spor, afslutter Hanne Hübertz.
