Per Hilbert blev skovdyrker ved et tilfælde
Per Hilbert har et langt arbejdsliv bag sig med næsten 30 års ansættelse hos Skovdyrkerne. At arbejdslivet kom til at handle om skovbrug var et rent tilfælde.
Jeg har arbejdet næsten 30 år for Skovdyrkerne. Først knap 10 år som den første skovrider i Vestjylland. Derefter 12 år som leder af Skovdyrkernes sekretariat i København og til sidst fem år som redaktør af dette blad, Skovdyrkeren.
Jeg opdagede skovbruget ved et rent tilfælde.
I 1968 flyttede jeg som nyuddannet bachelor i sociologi fra Københavns Universitet til Nordjylland, hvor min kæreste havde fået plads på sygeplejeskolen i Aalborg. Jeg opsøgte arbejdsformidlingen i Skørping for at søge arbejde.
Der var ikke meget bureaukrati. Beskeden fra arbejdsformidlingen lød: Gå du ned til skovfogeden, han kan altid bruge folk.
Indtil da kendte jeg ikke noget til skovbruget. Men beskeden fra arbejdsformidlingen førte til, at jeg kom til at arbejde i tre år som skovarbejder hos skovfoged Ejnar Petersen på Fræer skovpart under Lindenborg Skovdistrikt. Først på akkord med bøjlesav og økse, senere med en Jonsered motorsav.
Per Hilbert er 75 år og nyder sin ejendom og sin lille skov. Fra den fjerne ende af skoven er der udsigt udover landskabet.
Om Portrættet |
|---|
|
Skovdyrkeren har besøgt den erfarne skovdyrker og tidligere skovrider,Per Hilbert, i hjemmet i Skåne. Interviewet udviklede sig til en samtale, hvor Per Hilbert ser tilbage og fortæller om sit lange arbejdsliv i skovbruget. Et liv hvor skovpolitiske holdninger også fylder meget. Artiklerne fra besøget har form som små essays, hvor Per Hilbert selv fortæller. Skrivestil og formuleringer er ligeledes Per Hilberts egne. |
Syv år ved hedeselskabet
Som nyuddannet forstkandidat blev jeg ansat ved Hedeselskabets skovbrugsafdeling, hvor jeg var i syv år. Det var en lærerig tid; men der var meget skrivebordsarbejde og organisationen var stor. Der var ikke megen tid i skoven.
Så dukkede der en mulighed op for at komme tættere på skovdriften og skovejerne – og for at få foden under eget bord. Man søgte en skovrider til en ny skovdyrkerforening i det vestjyske område, hvor Hedeselskabet havde fyldt detmeste. Jeg fik stillingen, og det blev indledningen til ni års hårdt, men meget interessant og givende arbejde.
Der blev indrettet kontor i en gammel stald i Idom lidt uden for Holstebro og indkøbt en computer for min første månedsløn. Boligen var ligeledes i Idom, ganske tæt på kontoret, og uden stort behov for vedligeholdelse og renovering – til stor glæde for den første formand, Bendt A. Sloth, der derfor så frem til mange arbejdstimer.
Arbejdet var grundlæggende spændende og nyttigt. Opgaven bestod i at forbedre de eksisterende lokale skove og plantager, som mange steder var triste og lavt producerende. Redskaberne var næringsstoftilførsel og flisproduktion. Muligheden for at afsætte flis gav – på grund af denforbedrede økonomi – hele det vestjyske skovbrug et kæmpe løft. Et løft som stadig har stor betydning for hele den danske skovdrift på trods af den politiske modstand fra politikere og lobbyister uden meget kendskab til skovbrug.
Per Hilbert og konen Malin bor på en lille nedlagt ejendom i Skåne. Der er indrettet Bed Breakfast i gårdens ene længe. Det tilbud benytter mange gæster sig af hver sommer.
|
Kroppen strejkeri slowmotion For fire år siden blev der vendt op og ned på min tilværelse. Efter en ferietur til Færøerne oplevede jeg problemer med at styre den ene fod. Det bekymrede mig og jeg søgte derfor læge. – Per, jeg tror, du har ALS, lød beskeden fra lægen. Efter nogle måneders bøvl blev diagnosen konfirmeret. Beskeden var selvfølgelig hård for mig. Men jeg må se at få det bedste ud af det. Der findes jo ikke nogen ankemulighed i sådan noget her. ALS er en forkortelse for Amyotrofisk Lateral Sklerose. Det er en nervesygdom, som gradvist rammer nervesystemet, og med tiden mister man førligheden. Arme og ben strejker Sygdommen har langsomt udviklet sigfra fødderne og op igennem kroppen. Jeg sidder nu i kørestol. Min kone Malin er en god hjælp i hverdagen, og den svenske hjemmepleje kommer fire gange dagligt og hjælper til. Selvom sygdommen har stjålet førlighed, så har jeg det godt, og jeg har stor appetit på ny viden. Jeg har fundet nye veje, nu hvor jeg ikke længere kan bruge mine arme til at holde en avis eller en bog. For eksempel lytter jeg nu til podcasts og lydbøger – og tænk engang: Jeg har også fundet ud af, at der faktisk sendes interessante udsendelser i TV. Selvom sygdommen er barsk, oplever jeg heldigvis ikke, at sygdommen har ændret mit humør eller min personlighed. En plads med udsigt Jeg og Malin har fået talt om de svære ting, og vi er klar over, at det hele nok ender indenfor en overskuelig årrække. Nu er jeg så heldig, at vores ejendom er nabo til kirken. Jeg drømmer om, at jeg nu kan få endnu en god tid her i huset. Når jeg skal herfra, vil jeg gerne bæres direkte over på kirkegården. Kan jeg så endda få en plads med god udsigt, vil det jo ikke være helt tosset. |
Tre år i Nepal
Efter knap 10 gode år i Vestjylland kunne et ønske om at arbejde med skov i de varme lande ikke styres længere.
Det førte til tre års ansættelse ved et skovprojekt i Nepal under Danida. Projektet arbejdede blandt andet med udpegning af de bedste provenienser af de lokale træarter og indsamling af frø fra disse.
Efter tre år i Nepal blev stillingen som leder af Skovdyrkernes sekretariat i København ledig, og det danske skovbrug trak igen. Det blev til tolv år, hvor megen tid gik med at mægle mellem stridende lokalforeninger og med at placere Skovdyrkerne mellem de øvrige brancheorganisationer og i det politiske landskab generelt.
Under min tid som sekretariatschef tager jeg initiativ til at samle Skovdyrkernes kommunikation i et fælles medlemsblad på tværs af foreningerne – en gammel kongstanke hos mig, som tidligere var blevet afvist.
Det lykkedes mig at få startet medlemsbladet Skovdyrkeren op – og her var jeg redaktør helt frem til 2018, da jeg gik på pension.
Tilplantede ejendommenmed lille skov
Per Hilbert og hans kone Malin købte deres ejendom i Skåne i 1999. For godt 20 år siden blev der etableret en lille skov på en noget utraditionel facon.
Jeg og familien har i de sidste 23 år boet på en nedlagt landbrugsejendom i Soberga i det sydlige Skåne.
Størstedelen af ejendommens fire tønder land blev tidligt tilplantet. Det blev gjort på en måde, som jeg nok aldrig ville have turdet anbefale en sagesløs skovejer
Efter roundupsprøjtning blev jorden pløjet og harvet. Derefter blev hele stykket bredsået med 300 kilo egeolden. Det var vintereg fra Agderkysten i Norge. Tilslut fik det endnu en harvning. Få dageefter indplantedes rødel for hver cirka fire gange fire meter – uden at vide hvor egene ville komme op.
Umiddelbart derefter lavede vi yderligere indplantning af enkelte skovtræer såsom lind, navr, hassel, fuglekirsebær,tørst med flere i selve stykket. En række buske blev plantet i kanterne. Det var hvidtjørn, slåen, syren, roser, hyld, kvalkved og benved.
Spredt på ejendommen plantedes en række sorter af æble, pære og kirsebær. I bakspejlet skulle man nok have væretmere forsigtig med antallet af slåen. Den har vist sig at være svær at holde styr på.
Per Hilbert og hans kone Malin i deres lille skov. Skoven giver stor glæde for begge.
Ti år uden indgreb
De første ti år udførte vi ingen ukrudtsbekæmpelse eller tynding. Den første sommer fouragerede hele områdets alliker efter egefrøene, men de fandt ikke dem alle.
Botanikken mellem træerne fik lov tilat udvikle sig, som den ville. Det var interessant at følge den naturlige succession af ukrudt. Men alt det plantede og såede kom fint.
Efter 12 år blev de første rødel tyndet bort og nogle opstammet. I 2021 blev den første kraftige tynding udført, hvor defleste rødel blev fjernet og en hel del afde ringeste ege. Det gav brænde til mange år. Stykket fremstår nu som en egebevoksning med en vis indblanding, som detvar tanken.
Gennem bevoksningen går en sti, somer kantet med hybridlærk på stor afstand. Denne sti har siden vist sig at være yderst rullestolsvenlig.
Det er godt tyve år siden, at skoven blev etableret. I dag står der store lærke- og egetræer i skoven samt et væld af andre arter.
Skoven giver stor glæde
Jeg glæder mig dagligt over skovprojektet. Det er jo en lille skov på kun en hektar,men det er blevet en fin berigelse af ejendommen og af landskabet. Natur og fugleliv stortrives. Her er nattergale og utallige andre fugle. Skoven har kun kostet 15.000 kroner i anlæg.
Skovprojektet kan også ses i en større biodiversitetssammenhæng. Danmarks areal har en ekstrem høj udnyttelse til landbrug og et relativt lille skovareal sammenlignet med andre europæiske lande. Hvis man virkelig vil gøre noget for biodiversiteten i Danmark, kunne man – i stedet for at ødelægge de gamle skove – udvide skovarealet ved at tilplante udvalgte landbrugsarealer.
Eksemplet har igen vist, at det kan lade sig gøre, med ganske få midler, at skabe en righoldig skov på tidligere landbrugsarealer.
Den nye skovpolitikødelægger statsskovene
Den tidligere skovrider Per Hilbert er kritisk overfor den nye skovpolitik, hvor urørt skov og naturnationalparker er i fokus.
Vi diskuterer dagens skovpolitik. Når man har læst om arbejdet med at gøre de vestjyske skove bedre, så forstår man måske, hvordan vi kan være så kritiske overfor den nye skovpolitik, som jo i hovedsagen drejer sig om at ødelægge i hvert fald statsskovene som produktionssteder.
Statsskovvæsnet har introduceret begrebet urørt skov. Det er er i princippet skov, hvor der ikke høstes vedmasse, men hvor de gamle træer får lov til at vælte og rådne uden menneskelig indgriben.
Per Hilbert er kritisk overfor den nye skovforvaltning, hvor der er fokus på urørt skov og naturnationalparker.
Urørte skove er ikke bæredygtige
Dette princip har mindst to ulemper:
For det første giver det ikke noget gavntræ til husbyggeri med mere. Det sker samtidig med at verden skriger på træ til jordens voksende befolkning, og verdens naturskove er derfor under et stort pres.
For det andet binder den urørte skov betydeligt mindre kulstof end den dyrkede. Det er derfor ikke bæredygtigt at lade skovene ligge urørte.
En særlig kritik rammer også den måde, man fortolker begrebet urørt skov på i statsskovene. Man starter nemlig med at fjerne store dele af vedmassen, inden man lader skoven ligge urørt. Denne fjernelse går især ud over ’ikke-hjemmehørende’ træarter. Det vil sige træarter, som er hentet hjem fra andre lande med samme klima som i Denmark, hvoraf mange har vist sig at være særdeles nyttige. Det er blandt andre bjergfyr, sitkagran, douglasgran, nobilisgran, hvidgran, ædelgran, contortafyr, østrigsk fyr, cypres, omorikagran, thuja, grandis, lærk og rødeg. Man kan tale om en tåbelig form for træracisme.
Stormfald og veteranisering
Den nye politik indebærer desuden, at man tynder hårdt i eksisterende granbevoksninger. Det er ikke klogt, medmindre man virkeligt ønsker sig stormfald af hensyn til biodiversiteten, hvad nogle biologer synes at gøre.
Man arbejder desuden med et helt nyt begreb kaldet veteranisering, som går ud på at skade eksisterende sunde træer. Det er for eksempel ved at ringe ældre bøgetræer, for at de skal gå ud. Det kan være at sprænge toppen af træer for at give adgang til råd eller ved at tænde ild ved foden af dem, så de kan blive til føde for insekter og svampe.
Man ser bort fra lokale fredninger og protester og kritik fra mange af de erfarne skovfolk, som har passet skovene igennem årtier. Der bliver set stort på en række love, først og fremmest skovloven, lovgivningen om husdyrhold, klitfredningsloven medmange flere. Desuden de certificeringsordninger, som man har skrevet under på, og som kræver produktion af kvalitetstræ og stadigt stigende vedmasse i skovene.
Alt bliver vendt på hovedet. Al skovbrugsviden og alle lærebøger i skovbrug fra de sidste generationer bliver nu brændt på bålet.
Intet videnskabeligt belæg for effekten
Endnu et af biologernes nye påfund er de såkaldte naturnationalparker. Store dele af statens skove vil blive indhegnet, og der vil blive sat nye dyr ud i disse. For eksempel køer, heste, elge, bisonokser og sågar æsler. Det er meningen at disse dyr, som alle lever af græs, urter og træopvæksten, skal holde skovbunden åben for at gavne biodiversiteten.
Der er desværre ikke videnskabeligt belæg for, at det vil virke. Man kan desuden være bange for, at dyrene ødelægger noget af den eksisterende sårbare biodiversitet.
Der er et utal af grunde til at dette ikke bør gennemføres. Man generer samtlige naboer til skovene, man generer hele den eksisterende bestand af rådyr, kronvildt og dåvildt, man ødelægger den naturlige opvækst til næste generation af skove. Dyrene tilses ikke dagligt, og da man ikke vil fodre de udsatte dyr gennem vinteren, risikerer en del sygdom og sultedød. Desuden kan det blive spændende at have ulve og byttedyr i samme indhegning.
Produktionen er ved at ophøre
De danske statsskoves funktion som produktionsskove er derfor ved at ophøre. Men statsskovene er jo danskernes skove – ikke statens.
Som skatteborgere og skovdyrkere kan vi med rette blande os i, hvad der sker i statsskovene. Faktisk synes jeg, at vi har pligt til det.
Det hele er et kæmpe eksperimentmed statens fine skove. Man kan undresig over, at ingen af de dygtige og veluddannede ansatte i Naturstyrelsen ytrer sig og deltager i en åben diskussion om denne helt fundamentalt ændrede forvaltning.
|
