Tilstandsrapport hjalp finansieringen på vej
Brødrene Thomsen har brugt Skovdyrkerne som rådgiver ved deres nylige skovkøb. Forud for købet udarbejdede skovfogeden en tilstandsrapport på skoven. Det lettede finansieringen.
Tekst og foto: Jens Mathiasen
Hvad er potentialet af skoven? Hvad skal man forvente af indtægter på kort og på langt sigt? Hvilke omkostninger ligger forude?
Det er nogle af de spørgsmål, som er afklaret i den tilstandsrapport som skovfoged Kenneth Rubin udarbejdede, inden brødrene Thomsen købte Mergelland Skov.
– Vi har ikke forstand på skov. Det er vi helt klar over. Derfor valgte vi fra første minut at søge al den rådgivning, som var nødvendig for at blive klædt godt på til handlen.
– I den proces tog vi fat i Skovdyrkerne. Kenneth Rubin fra Skovdyrkerne Syd har været vores mand igennem hele forløbet. Det har vi været godt tilfredse med, lyder det fra John Thomsen.
Tilstandsrapport var guld værd
De to brødre fremhæver specielt værdien af den rapport, som skovfogeden udarbejdede, inden de købte skoven.
– Rapporten klarlægger det skovbrugsfaglige potentiale i skoven. Det satte vores bankforbindelse pris på. Bankfolk er jo ikke specialister i skovdrift. Vores indtryk er, at de gerne vil se seriøse udregninger på skovens indtægter og udgifter på både Skovfoged Kenneth Rubin, Skovdyrkerne Syd (t.h.) har udarbejdet en tilstandsrapport for skoven før købet. Det hjalp finansieringen på vej, lyder vurderingen fra de nye skovejere. Han vurderer, at rapporten var medvirkende til at hjælpe finansieringen på vej.
– Samtidig viser det noget seriøsitet, at man rent faktisk kan vise faglige beregninger på den forventede fremtidige skovdrift, fortsætter han.
Hjælp fra fagfolk
Handlen faldt endeligt på plads for få uger siden. De to nye ejere er helt afklarede med, at de ikke selv skal stå for skovdriften.
– Det vil være en meget dårlig ide. Vi har hver især vores jobs, som vi vil fortsætte med at passe. Det er herfra, vi henter det økonomiske grundlag for vores investering, siger René Thomsen.
– Derfor har vi lagt de store beslutninger om skovdriften i hænderne på vores skovfoged Kenneth Rubin. Vi mener, at vi får det bedste resultat, når vi lader fagfolk drive skoven, fortsætter han.
Godt aktiv
John og René Thomsen gør det klart, at skovdriften på ingen måde kan dække omkostningerne ved at eje skoven – i hvert fald ikke de første år.
– Men vi har lagt en ret hård tilbagebetalingsprofil på vores investering. Hvis alt går efter planen, får vi skoven betalt ud, inden alt for mange år.
– Når gælden væk, står vi til gengæld med et fantastisk aktiv, som fint kan hvile i sig selv – og som forhåbentlig kan give os mange gode oplevelser sammen, lyder det.