Generalforsamling i Skovdyrkerforeningen Nord-Østjylland
Skovdyrkerne Nord-Østjylland holdt den 22. oktober 2025 generalforsamling på Rold Storkro midt i Rold skov. Der var 75 tilmeldte medlemmer og medarbejdere til generalforsamlingen og det vidner om en stor opbakning og interesse i foreningen. Traditionen tro startede generalforsamlingen med fællesspisning, igen i år med krondyr filet med årstidens svampe Herefter blev der afholdt generalforsamling med kaffe og den traditionelle lagkage. Foreningens formand Benny Hammer udtrykker tilfredshed med driften og det økonomisk resultat i SNØ, på trods af en større nedskrivning i vores fælles handelsselskab Green product A/S.
Skovrider Peder Toftgaard Gregersen indledte den mundtlige beretning med at opfordre til at læse den meget grundige skriftlige beretning, der er udsendt med det seneste medlems-blad. Den mundtlige beretning tog afsæt i medlemmerne, aktiviteten i skovene og i foreningens økonomi. I Skovdyrkerne Nord-Østjylland har vi for 5 år i træk haft tilfredsstillende positivt økonomisk resultat, for femte år i træk haft stigende medlemstilfredshed målinger (NPS) og vi har nået den egenkapital der var vores strategiske mål, nemlig 10 % af vores omsætning. Beretningen fremhævede året som et år med mange nye tiltag – både i Skovdyrkerne Nord-Østjylland og på landsplan i Skovdyrkerne DK. Ændringerne har primært været synlige internt, men har til formål at styrke organisationen og skovfogedernes hverdag, sådan at medlemsservicen bliver endnu bedere og mere robust i fremtiden. Årets driftsresultat er solidt, men dog reduceret som følge af større hensættelser til Skovdyrkerne.dk og til Green product A/S.
Skovrider Peder Toftgaard Gregersen gennemgik årsrapporten og kunne fortælle, at omsætningen i regnskabsåret 2024-2025 endte på 60 mio. kr. Omsætningen fra juletræer og pyntegrønt, som året før bidrog til den samlede omsætning, ligger nu i Green Product (GP), hvilket naturligt har reduceret omsætningen specifikt for Skovdyrkerne SNØ. Årets resultat i SNØ er tilfredsstillende og blev et overskud på 467.000 kr. efter skat.
Bestyrelsesmedlemmerne Kaj Studsgaard, Frode Mogensen og Niels Andreasen var på valg og blev alle genvalgt for en toårig periode uden modkandidater, samtidig blev Thomas Ory valgt til den ledige 7. plads i bestyrelsen, så alle 7 pladser i bestyrelsen nu er bemandet. Ligeledes blev suppleanterne Klaus Østergaard og Steffen Pretzmann genvalgt uden modkandidater.
Generalforsamlingen sluttede med at skovrideren takkede for god ro og orden og takkede dirigenten Henning Post for at styre generalforsamlingen med sikker hånd.