Skovpolitiske principper
Skovdyrkerne er medlemsejet. Vi er organiseret som andelsselskaber med fokus på rådgivning, samt handels- og entreprenørvirksomhed i medlemmernes skove.
Dansk Skovforening er skovbrugets brancheorganisation og varetager de overordnede skov- og naturpolitiske interesser.
Skovdyrkerne har en samarbejdsaftale med Dansk Skovforening og deltager også i branchepolitiske netværk som f.eks. ‘Partnerskab for Dansk Skovbrug’ og ‘Partnerskab for Ansvarlig Træbiomasse’. Se mere om Dansk Skovforening og partnerskaberne på Dansk Skovforenings hjemmeside.
Skovdyrkernes skovpolitiske principper
Skovbruget er i disse år genstand for stærkt stigende politisk opmærksomhed, fordi skovene spiller en stadig større rolle i håndteringen af de globale kriser for klima, forsyning og biodiversitet.
Derfor er en tydelig kommunikation om, hvordan vi i Skovdyrkerne arbejder med skov og naturforvaltning blevet en vigtig del af vores arbejde. Med det afsæt har vi valgt at formulere nogle grundlæggende skovpolitiske principper:
- Vi har tillid til, at den enkelte skovejer er den bedste til at passe sin skov inden for ret vide og helst stabile love og regler. Så kan man som ejer selv vælge at forfølge forskellige målsætninger – det giver også variation i skoven!
- Den ansvarligt dyrkede skov er et vigtigt klimaredskab i den grønne omstilling. I den dyrkede skov bruger vi skovens produkter og udnytter, at den indlejrede CO2 indbygges i bygninger, møbler, emballage og i alle mulige andre produkter, hvor den erstatter fossilkrævende materialer eller processer.
- Træ er en vigtig ressource og skal udnyttes og forædles bedst muligt. Det er en knap ressource, der skal behandles med respekt, og vi arbejder målrettet på at få mest mulig værdi ud af vores træ.
- Træ kan med fordel bruges som biomasse, hvis det ikke kan bruges til andet. Resten af det træ, der ikke kan bruges til et bedre formål, kan med fordel anvendes som træbiomasse – klimaneutral energi. Der er forskel på biomasse, men hvis det er tilvejebragt ansvarligt – som vi fx gør herhjemme – er det nuancer af grøn, vi kan diskutere. Ikke nuancer af grå eller sort.
- Skoven er vigtig for biodiversiteten og som skovdyrkere har vi et ansvar, for at passe på den. Vi anerkender, at biodiversiteten er gået tilbage i Danmark. Vi synes måske ikke, det står helt så skidt til i skoven, som nogen vil gøre det til – og frem for alt, at udviklingen allerede nu går den rigtige vej. Som skovforvaltere har vi et ansvar og vi ved, at ting i skoven tager tid.
- Urørt skov giver fordele for biodiversitet, men gevinst og omkostning skal balanceres nøje. Særligt i forhold til urørt skov er det vigtigt at gøre opmærksom på, at det ikke er en ’gratis omgang’ – det koster på produktion, økonomi og klimaeffekt, og udlæg af urørt skov, skal ske med tanke og respekt for skovens øvrige funktioner.
- Vi anbefaler at skove med regelmæssig hugst skovcertificeres. Med afsæt i både det politiske landskab og i træindustriens mangel på certificeret træ anbefaler vi, at skove med en regelmæssig hugst bliver skovcertificeret.
Hvis du ønsker at vide mere om Skovdyrkernes tilgang til den danske skovpolitik kan du kontakte os på info@skovdyrkerne.dk