Skovrejsning giver plus for samfundet
Skovrejsning kommer til at stå som et helt centralt værktøj i klimakampen. Selvom store landbrugsarealer tages ud af produktion, vil skovrejsning give et økonomisk plus for samfundet.
Kronik af Jørgen Bo Larsen og Jørgen Nimb Lassen
Jordbruget står over for en omfattende forandring. En omstilling, der skal indfri det bindende drivhusgasreduktionsmål for land- og skovbrugssektoren.
Skoven og specielt skovrejsning bliver her et centralt virkemiddel. Det bliver blandt andet understreget ved regeringens målsætning om 250.000 hektar ny skov inden 2050 og de aktuelle grønne tre-parts forhandlinger.
Her fremhæver kommissoriet udvikling af et: ”incitament til at rejse mere skov samt hvordan skov kan sameksistere med anden udnyttelse, således at man optimerer nye skove, blandt andet i forhold til klima, natur, biodiversitet og friluftsliv«.
Skov og klima
Skovrejsning har et stort potentiale som gamechanger i den grønne omstilling og dermed for målet om klimaneutralitet. En ny skov vil umiddelbart standse landbrugsdriftens CO2-udledning og i stedet fremover binde mellem 5 og 21 ton CO2 pr. hektar årligt, indtil den konkrete skovtype når sin ligevægt. Derudover vil skovene bidrage til et nationalt netto-optag af CO2 efter 2045, da de nye skove vil fortsætte med at binde CO2 langt ind i det 22’ende århundrede.
Det gør det især oplagt at lagre CO2 i artsvarierede blandingsskove, der ud over en større robusthed og evne til at tilpasse sig fremtidens klima også vil kunne bidrage med træ til den grønne omstilling. Skovene vil også kunne bidrage til et forbedret CO2-regnskab på den enkelte ejendom.
Et plus-regnskab
Privatøkonomisk vil skovrejsning altid føre til et nettotab sammenlignet med fortsat landbrugsdrift. Det skyldes, at indtægterne fra landbrugsproduktionen bortfalder, og at skovplantning er forbundet med større opstartsomkostninger. Indtægter fra træproduktionen kommer efter flere årtier. Tabet søges udlignet ved tilskudsordninger til skovrejsning. Således anbefaler Svarer-udvalget i sit bud på en grøn skattereform at øge det eksisterende tilskud til 92.000 kroner pr. hektar.
Samfundsøkonomisk ser billedet dog helt anderledes ud. Alene ved inddragelse af den nye skovs klimaeffekt med blot 250 kroner pr. ton optaget CO2 vil alle skovrejsningsscenarier med undtagelse af græsningsskov blive en samfundsøkonomisk nettogevinst.
Skov, biodiversitet og grundvand
I forhold til landbrug vil skovtilplantning forøge naturpotentialet, men vejen er lang fra den bare mark til en biodiversi- tetsrig skov.
Der er dog en række tiltag ved anlæggelsen af den nye skov og driften af den- ne, som vil kunne fremme biodiversiteten sammenfattet under betegnelsen naturtilpasset eller naturnær skovdrift.
Skove bidrager også til at sikre grundvandskvaliteten, da de normalt dyrkes uden brug af hjælpestoffer som pesticider, gødning og slam.
Det tredelte skovbrug refererer til et forvaltningsregime, der består af tre dele:
- Strengt beskyttede, urørte/ rewildede skovreservater.
- Intensivt dyrkede mosaikplantageskove.
- En matrix af naturnære skove, der forvaltes med flere formål og efter pragmatiske principper for bæredygtig og certificeret skovdrift.
Længst til venstre vises et fuldt funktionsopdelt skovlandskab, og tilsvarende til højre et fuldt integreret ditto. Balance mellem de to strategier vil afhænge af ejerskabet samt af den socio-økonomiske kontekst – herunder politiske incitamenter (fra SKOVBOGEN, efter Larsen J.B. et al. 2022).
Nye skove
Det er ikke ligegyldigt, hvilken skov der plantes, og hvordan den dyrkes.
Der findes i dag groft tegnet to overordnede tilgange til, hvordan skov- og naturarealer kan udvikles til gavn for træproduktion, klima, natur og biodiversitet.
Det er landsparing hhv. landsharing. Begge tilgange har fået stor opmærksomhed i de seneste år.
Landsparing handler om at intensivere driften for at øge produktiviteten på nogle arealer, mens andre arealer reserveres til eksempelvis natur eller andre formål.
Ideen er, at øget produktion på udvalgte arealer potentielt kan mindske behovet for produktion i andre områder, som herved kan helliges natur og biodiversitet.
Landsharing handler modsat om at integrere hensyn til natur og biodiversitet i produktionen. Det er for eksempel ved at anvende natur- og miljøvenlige driftsmetoder, hvor man blandt andet fritager marginale skovarealer fra drift og omvendt retter dyrkningen mod de mest produktive arealer.
Vægtningen mellem disse overordnede typer af arealforvaltning vil afhænge af ejerskab. Der vil efter alt at dømme være behov for en vis grad af funktionsopdeling udtrykt ved et krav om både vild natur og intensive træproduktionsarealer. Men den overvejende del af skovene bør kunne ud- vikles og forvaltes med funktionsintegration for øje.
Produktion og natur
På baggrund af ovenstående er anbefalingen en balanceret både-og-strategi i fremtidens skove – med naturnær og certificeret skovdrift i en fremtrædende rolle.
Det giver basis for produktive skove med fokus på vedproduktion og CO2-binding, men hvor der også gives plads og mulighed for mere urørt skov, græsning, lysåbne naturtyper, dødt ved, flere ve- terantræer, øget løvtræsandel, fremme af naturlig foryngelse, genskabelse af natur- lig hydrologi med mere.
Disse anbefalinger flugter med både EU’s biodiversitets- og skovstrategi, der begge søger at fremme naturnær skov- drift og biodiversitetsvenlig skovrejsning, og som hermed kan bidrage til den langsigtede målsætning om et markant øget skovareal og 30 procent beskyttet natur i EU. Ligesom de er indeholdt i FSC- certificeringsordningen, der skal sikre naturen og fastholde træet en rimelig betaling og øget markedsadgang.
Derudover arbejdes der med særskilte økosystemtjeneste-certificeringer som eksempelvis for biodiversitet koblet til FSC, der vil kunne sikre træet en merværdi, hvis det kan sælges med et særligt mærke som for eksempel FSC+.
Ny bog om fremtidens skove
Skovdyrkere med interesse i skovrejsning kan læse mere i den nye bog Skovbogen.
Her redegør Jørgen Nimb Lassen og Jørgen Bo Larsen for, hvordan skoven og især ny skov kan bidrage til de den grønne omstilling.
Bogen viser, at et af de mest effektive tiltag for drivhusgasreduktion, miljøbeskyttelse og naturgenop- retning er fremme af især naturnære driftsskove og urørte skove. Men stort set alle skovtyper har betydelig samfundsgavnlig effekt, når ny skov erstatter traditionelt landbrug på natur-, grundvands- og miljøbelastede jorde.
Skovrejsning og udtagning af lavbundsjord
Forfatterne anbefaler at rejse nye skove, hvor der er hensyn til og gerne overlap mellem biodiversitet, grundvand, vandmiljø og friluftsliv. En sådan omlægning vil samlet kunne udgøre op til 600.000 hektar ager- og lavbundsjord, som dog ud- over egentlig skovrejsning bør omfatte udlæg til andre naturformer, herunder naturlig tilgroning og urørt natur.
Med skovrejsning og udtag af lavbundsjorde i den størrelsesorden vil Danmark komme i mål med internationale som nationale klima-, natur- og skovmål. Samtidig opnår vi betydelige grundvands-, vandmiljø- og sund- hedsgevinster.
Bog skal bygge bro
Bogen er tænkt som et fagligt grundlag for at kunne diskutere og bygge bro mellem skovens forskellige interessenter.
Det er forfatternes håb, at meningsdannere, politikere og skovforvaltere vil finde inspiration i bogen.
