Træet længe leve Afsnit 1: Træets naturlige holdbarhed
Det er vigtigt, at træet, som vi bruger i vore bygninger og andre steder, holder så længe som muligt. Vi har derfor bedt den erfarne skovbruger Andreas Bergstedt skrive om træs holdbarhed, og hvordan vi kan påvirke denne. Han har i mange år beskæftiget sig med dette emne i undervisningen på Landbohøjskolen og Skovskolen, og han skrev allerede for 20 år siden en lærebog om træteknologi.
Af Andreas E. Bergstedt, tidligere lektor på Skovskolen
Var træet bedre før i tiden?
Man hører jævnligt om for eksempel vinduer, som har holdt i flere hundrede år, og historien er ofte ledsaget af kommentarer som: ”I gamle dage kunne man få ordentligt træ, men i moderne skovbrug produceres kun dårligt træ!”. Sandheden er nok snarere, at alle de dårlige vinduer og døre er rådnet op og udskiftet for længst, og tilbage har vi kun de få eksempler, hvor de bedste materialer i kombination med førsteklasses håndværk har kunnet sikre en lang levetid.
Men var træet bedre før i tiden? Svaret er trods alt: JA – noget af det! Tidligere tiders naturskove rummede en enorm variation, både med hensyn til træarter, træernes alder og deres kvalitet. Set fra brugerens synspunkt var den gennemsnitlige kvalitet ret ringe, men netop fordi variationen var så stor, kunne den kyndige håndværker udsøge og sikre sig den lille procentdel af træet, som var af topkvalitet og dermed meget holdbart.
Efterhånden som de naturlige skove er blevet erstattet af plantet skov under forstlig pasning, er trækvaliteten blevet meget mere ensartet. Denne tendens forstærkes af, at moderne savværker sorterer det savede træ omhyggeligt, så kun de stykker, som opfylder normerne, kommer ud på markedet.
Vi står altså i dag i en situation, hvor vi ikke bare kan skumme fløden og udsøge det bedste træ for at sikre en lang levetid. Vi står med en ensartet råvare af gennemsnitlig, moderat kvalitet og må bruge andre midler for at sikre, at træet holder længe. Endvidere har efterstræbelsen af det bedste træ medført, at de mest værdifulde arter fra naturskovene (for eksempel ”old growth” teaktræ, Cuba mahogni) er blevet så sjældne, at de ikke længere kan skaffes på lovlig vis.
Nedbryderne
Træ som materiale har to egenskaber, som på den ene side er meget fordelagtige, men på den anden side sætter stærke begrænsninger for brugen: Træet kan brænde, og det kan nedbrydes af levende organismer.
I skoven sikrer nedbrydningen, at nedfaldne grene og væltede træer ikke hober sig op på skovbunden, men hurtigt går i biologisk omsætning, så plantenæringsstofferne recirkuleres og jordbunden gøres mere frugtbar. Men også fra træforbrugerens synsvinkel er træets forgængelighed en stor fordel.
Afbrænding af træ har sikret os varme i årtusinder (og gør det stadigvæk!) og den biologiske nedbrydning sikrer, at træ ikke er problemaffald. Når vi ikke længere har brug for træet, kan det enten afbrændes eller blot efterlades på jorden, hvor det ret hurtigt forsvinder uden at efterlade spor.
Den biologiske nedbrydning skyldes hovedsageligt to grupper af organismer: insekter og svampe, hvoraf sidstnævnte er de vigtigste under vore himmelstrøg. Svampene udgør en uhyre stor og forskelligartet gruppe af organismer, som alle ernærer sig ved at nedbryde organisk materiale. Alle træarter og alle træets bestanddele kan nedbrydes af én eller anden slags svamp. Svampenes sporer er små og spredes med vinden til alle egne af jordkloden, og så snart et stykke træ er fugtigt, er det udsat for svampeangreb.
For os, som bruger træmaterialer, er problemet, at svampe og insekter ikke skelner mellem, om der er tale om dødt træ i skoven eller en trækonstruktion, som er i brug. Vi må derfor træffe forholdsregler som sikrer, at træet ikke nedbrydes, før vi selv ønsker det.
Også for de levende træer i skoven udgør insekter og svampe en stadig trussel. Hvis nedbryderne får lov til at arbejde i det indre af stammer eller grene, taber veddet hurtigt sin styrke, og træet bukker under, så stammen eller rødderne til sidst knækker.
Træerne naturlige forsvar
Groft sagt bruger træerne to strategier for at modstå insekt- og svampeangreb: en aktiv og en passiv. Den aktive strategi svarer i grove træk til vores immunforsvar: Levende celler i veddet angriber fremmede organismer og forsøger på den måde at slå eventuelle indtrængende svampe ihjel. Hos løvtræer med lyst ved (for eksempel bøg, birk, ahorn) er dette forsvar langt det vigtigste, og det er effektivt, så længe træet er livskraftigt og i god vækst. Men hvis vi fælder træet, dør alle træets celler, og svampene får frit spil til at invadere veddet.
Derfor er disse træarter uanvendelige som gavntræ udendørs, hvor de i løbet af få år angribes og nedbrydes af svampevækst.
Træernes passive forsvar har to niveauer: Første trin er barken, der ligesom vores hud beskytter de indre dele. Træernes bark kan være af vidt forskellig karakter, fra en tynd og sart bark, som let får skrammer, til en grov skorpebark, som udgør en kraftig mekanisk barriere. Hos nogle arter (for eksempel douglasgran og lærk) kan barken blive så tyk og isolerende, at den tilmed yder beskyttelse mod skovbrand.
Nåletræerne supplerer barkens forsvar med harpikskanaler, så insekter, som bider hul, bliver afskrækket eller druknet i den udflydende harpiks. Men også i træets indre kan opbygges et passivt forsvar. Hos mangetræarter danner cellerne i stammens indre svampe- og insekthæmmende stoffer, som indlejres i veddet. Disse stoffer er som regel mørktfarvede og ses som en farvet kerne midt i stammen, klart adskilt fra det lyse og aktive splintved lige under barken. Efter dannelsen af kernestofferne tages kerneveddet `ud af drift´ og deltager hverken i træets livsprocesser eller i vandtransporten fra rødderne til kronen. Kernen fungerer kun som et dødt skelet, men da den er konserveret med kernestoffer, er den holdbar og kan holde træet oprejst i mange årtier.
Kernestofferne forbliver i veddet, selv om træet fældes og udnyttes. Derfor kan vi skaffe os holdbart træ ved at vælge træarter med kerne og vel at mærke kun bruge kerneveddet. Men effektiviteten af kernestofferne veksler meget mellem træarterne. Eksempler på de mest effektive kernedannere er træarter som thuja og robinie. Her er kernestofferne decideret giftige i en grad, så træstøv fra bearbejdningen kan give alvorlige luftvejsproblemer (astma) hos savværksarbejdere og snedkere. Til gengæld kan veddet holde meget længe, selv om det udsættes for svampeangreb. I den anden ende af skalaen kan nævnes elm, som ganske vist har tydeligt farvet kerne, men kernestofferne er lidet effektive, og kerneveddet holder stort set ikke længere end splinten. Imellem disse to yderpunkter findes en række træarter, hvis kerne erfaringsmæssigt modstår svampe- og insektangreb ganske længe: eg, lærk, douglasgran, skovfyr med flere.
Hvilket træ skal jeg vælge?
Om træet er udsat for biologisk nedbrydning, afhænger af forholdene på brugsstedet. Indendørs i opvarmede boliger er risikoen forsvindende lille, og man kan vælge frit mellem alle slags træ, afhængigt af personlig smag og pengepung. Udendørs er faren derimod meget reel, og i særlig grad, hvis træet har jordkontakt som ved pæle og nedgravede stolper.
For svampeangreb gælder, at nedbrydningstiden afhænger direkte af den mængde vedstof, som svampen skal arbejde sig igennem. Hvis man kan vælge mellem to stykker træ, som tilsyneladende ser ens ud, skal man altså tage det tungeste.
Hos de fleste nåletræer er der en ret klar sammenhæng mellem væksthastighed og veddets vægt per kubikmeter, sådan at langsomtvokset træ med smalle årringe er tungere end hurtigtvokset. Også harpiksindholdet har stor betydning for nåletræets holdbarhed på grund af sine konserverende egenskaber. Harpiksen bidrager til træets vægt, men harpiksholdigt ved kan også kendes på sin duft, på at det føles fedtet eller klistret, og på at det har en mørkere farve end normalt træ.
Når det gælder løvtræ, er forholdene lidt mere komplicerede: Hos de såkaldte spredtporede løvtræer (bøg, ahorn, birk, el med flere) er der ingen eller kun en svagsammenhæng mellem væksthastighed og veddets vægt, og det er derfor ret ligegyldigt, om man vælger træ med brede eller smalle årringe. For de såkaldte ringporede arter (eg, ask, elm, robinie med flere) gælder derimod, at der er en svag positiv sammenhæng mellem vækst og vægt, så træ med brede årringe er lidt tungere end træ, der har vokset langsomt.
For både løv- og nåletræ er det i reglen sådan, at de inderste årringe i stammen (ungdomsveddet) har tyndere cellevægge og er lettere end veddet længere ude. Det yder derfor mindre modstand mod svampes indtrængning. Da de inderste årringe ofte også har snoet vækst og svinder anderledes end det øvrige ved, kan det være klogt at undgå de inderste centimeter omkring marven, hvis det drejer sig om krævende anvendelser.
Til udendørs brug bør man foretrække kernetræ. Men også kernedannelsen ændrer sig med træets alder, således at de inderste årringe omkring marven er ringere beskyttet mod nedbrydning end årringene længere ude, hvor koncentrationen af kernestoffer er højere. Det mest holdbare træ fås normalt fra den yderste del af kernen, men det kan dog ændre sig, hvis træet bliver meget gammelt (flere hundrede år) og livskraften generelt svækkes.
Hvilken træart, man skal vælge, kan man få et fingerpeg om i nedenstående tabel, hvor en række kendte træarter er indplaceret i holdbarhedsklasser. Store variationer kan dog forekomme fra træ til træ og fra sted til sted, så man kan sagtens finde eksempler, der falder uden for tabellens angivelser.
Til pæle og nedgravede stolper vil det bedste valg i reglen være kerneved af eg, men langsomtvokset thuja eller cypres vil holde lige så længe. Har man ikke disse træarter til rådighed fra egen skov, bliver det imidlertid kostbart. Det samme gælder robinie, som må importeres og kun kan fås i korte længder.
Man vil da ofte ty til det næstbedste: lærk, douglas eller skovfyr. Kerneveddet fra disse arter er nogenlunde jævnbyrdigt med hensyn til biologisk nedbrydning, men lærk er det mest økonomiske valg, da den har en ret smal splint og en stor kerne. Andelen af kerneved er lidt mindre i douglasgran. Skovfyr har meget bred splint og lille kerne, så der bliver et stort spild, hvis man kun har anvendelse for kerneveddet.
Når træværket ikke har kontakt med jorden, står man friere i valget af træart. Til udsatte dele som vindskeder og terrassebrædder bør man stadig vælge holdbart kernetræ, men til lodrette træbeklædninger kan man også bruge brædder af gran. Rødgran har ikke nogen synlig kerne, og hos sitkagran ses kernen kun som en svag rødlig aftegning. Ingen af dem indeholder svampedræbende kernestoffer, men veddet hos begge arter har en lukket struktur, så det ikke opfugtes ved kortvarig regn. Derfor kan gran opnå en lang levetid, når den bruges udendørs på steder med god ventilation.
Hvis man ikke kan få fat i en træart, som fra naturens hånd er tilstrækkeligt holdbar, må man supplere med overfladebehandling, kemisk beskyttelse eller modificering af træet. Disse ting bliver beskrevet i en artikel i det næste nummer af Skovdyrkeren.
| Holdbarheds- klasse (efter Dansk Standard 350-2) | Beskrivelse | Gennemsnitlig levetid ved jordkontakt (kerneved, 5×5 cm) | Eksempler på træarter |
| 1 | Meget god holdbarhed | 25 å | Robinie |
| 2 | God holdbarhed | 15-25 år | Eg, Thuja, Taks |
| 3 | Moderat holdbarhed | 10-15 år | Lærk, Douglas, Skovfyr |
| 4 | Ringe holdbarhed | 5-10 år | Rødgran, Ædelgran |
| 5 | Ikke holdbart | 5 år | Bøg, Ahorn, Birk |
