En bonderøv hos Skovdyrkerne i Nepal
Frank Erichsen – bedre kendt som Bonderøven – var i foråret med DR i Nepal, hvor han blandt andet besøgte Skovdyrkernes Life School Center. Formålet var at studere lokale teknikker og håndværk i det traditionelle nepalesiske landbosamfund. Kan nogle af dem mon anvendes på Kastaniegården på Djursland? Ja – muligvis.
Mesterlære
Frank Erichsens kerneinteresser er selvforsyning og håndværksteknikker. Han arbejder med det, han kalder `handlingsbåret kundskab´. Altså viden, der sidder i hænderne eller i rygmarven på folk – på dem, man kan kalde håndværkere.
Mange gamle håndværk er ved at dø ud, og det er en tragedie. Redskaberne har vi bevaret, og produkterne kan beskrives, men selve arbejdsprocessen (håndværket) kan ikke beskrives – den kundskab kan kun videreføres ved at blive overgivet fra menneske til menneske i en levende proces. Ved at indgå i en mesterlære. Det praktiske element er afgørende – man lærer kun ved at være til stede og gøre efter. Som børn lærer ved at se på og deltage i de voksnes arbejde.
Men hvad med Nepal?
Denne interesse har også bragt Frank Erichsen til forskellige udviklingslande, hvor mange håndværksbaserede teknikker stadig lever i bedste velgående. Det gør de blandt andet på landet i Nepal, hvor man grundet dårlig infrastruktur er nødt til at kunne lave mange ting selv.
Frank Erichsen har tidligere været i Tanzania med stort udbytte, og nu var det lidt af en tilfældighed, der førte ham til Nepal. Her har Skovdyrkerne en lang tradition for samarbejde på praktisk niveau, blandt andet med dannelse af en skovdyrkerforening.
Tilfældet ville, at Frank Erichsen på en konference mødte højskolemanden Jesper Saxgren, der har arbejdet sammen med Skovdyrkerne på et af vores Nepal-projekter. Resultatet blev, at Frank Erichsen sammen med Jesper Saxgren og en dansk bistandsarbejder, som har arbejdet flere år med landsbyudvikling i Nepal, fik overtalt DR til at lave to udsendelser fra Nepal (de sendes i foråret 2017).
Frank Erichsen besøgte både en landsby i bjergene (i distriktet Lamjung) og en landsby i lavlandet (Terai), hvor Skovdyrkernes Life School Center ligger. Han så naturligvis den store forskel fra bjerglandsbyen til det befolkningsrige lavland. Landsbyen i bjergene var i harmoni med de lokale naturressourcer og fungerede på grundlag af traditionelle teknikker samt et landbrug, der var helt integreret med de lokale skove og den øvrige trævækst.
Forskellen var enorm til lavlandet, som er en smeltedigel af folk, som er indvandret fra Indien, folk som er kommet ned fra bjergene og den oprindelige, ret sparsomme befolkning. Det betyder, at der ikke er nogen naturlig eller traditionel social struktur, og det store befolkningspres har desværre betydet, at de store skove, man engang havde i lavlandet, stort set er fjernet og omdannet til landbrug. Det er her, Skovdyrkernes Life School Center arbejder på at komme med inputs, der forbedrer folks levevilkår.
Det øjeblik, der blev sat et træskaftpå en skarp sten og øksendermedvar skabt, er eftermin mening et afde mest skelsættendeøjeblikke i mennesketshistorie. Øksen banedevejen for skovrydning, husbygning,agerbrug og dermed civilisation
– Frank Erichsen, Bonderøven
Lokale håndværksteknikker
Under besøget i Nepal så man på en række teknikker:
- Biogasanlæg i husstande
- Udnyttelse af brændenældefibre
- Fletning af kurve
- Lerkomfurer
- Bambusbyggeri
I landsbyen Madhubasa, som lå tæt på vores Life School Center, var Frank begejstret for at se, hvordan flere husholdninger havde anlagt små biogasanlæg, som forsynede deres køkkener med gas til madlavning.
Sådanne anlæg har mange positive effekter: De baserer sig på en vedvarende og miljøvenlig energikilde, nemlig husdyrmøg. De eliminerer indendørs forurening fra madlavning over åben ild (øjen- og luftvejsproblemer forårsaget af ophold i røgfyldte rum er to af de almindeligste sygdomme i Nepal). De reducerer behovet for brænde, som presser skoven. De frigør store mængder af tid – især for kvinderne – i og med, at der ikke skal samles brænde til madlavningen. Og endelig medvirker de til, at man holder husdyrene tæt på huset, i stedet for at de går frit i skovene, hvor de har en ødelæggende effekt.
Flere af teknikkerne inspirerede Frank i hans arbejde i Danmark. Han påtænker at installere et biogasanlæg ved sit eget hus, der kan forsyne ham med gas til madlavning. Vi håber, at hans kone også synes, det er en god idé.
Idéerne fra bambusbyggeriet, som er anvendt i Skovdyrkernes Life School Center, tænkes også overført til danske forhold. Men med andre træarter som for eksempel cypres. Frank så også muligheder i ung, men langsomtvokset rødgran og sitka. Han har gang i et projekt med en gruppe arkitektstuderende fra Aarhus med henblik på – hvis det er muligt – at bruge nogle af de nepalesiske bambusteknikker i dansk husbyggeri.
At udnytte brændenældefibre til blandt andet at lave tøj af kunne Frank også se et perspektiv i. Den såkaldte `netteldug´ har i øvrigt været en del af den danske landbokultur helt fra vikingetiden og op mod vor tid. På landet i Nepal laver man stadig stof af brændenælder – i øvrigt et smukt og vældig slidstærkt materiale (men det kradser).
Træ som materiale
Generelt er Frank Erichsen meget optaget af træ i byggeriet. Han mener, at skovfolk, arkitekter og håndværkere er i samme båd og burde arbejde tættere sammen. Han har deltaget i konferencer om mere træ i byggeriet, og han fortalte i et efterfølgende interview med Skovdyrkeren, hvordan han selv havde været med til at udvælge træet til sine egne vinduer – tungt, harpiksholdigt træ. Snedkeren kommenterede, at det var det helt rigtige træ, men at det ikke er noget, han ville vælge til normalkunden, fordi denne vil klage over harpiksudtræk.
Bistanden
På turen til Nepal gjorde man sig naturligvis en række tanker om bistandsarbejde generelt. Franks ikke særlig overraskende konklusion var, at den lokale motivation er en afgørende forudsætning, hvis udefrakommende inputs skal hjælpe. Bistanden i sig selv kan ikke skabe udvikling. Holdbare resultater kræver, at de lokale selv har gang i noget i forvejen, og at de tager ansvar. Og så er det en forudsætning – som Skovdyrkerne kan bekræfte – at hvor man udefra kommer ind og støtter lokale initiativer, så skal man være vedholdende og blive der i en årrække.
Frank Erichsen gav også udtryk for, at man skal være meget forsigtig med at pille ved samfund, som faktisk fungerer (dét, han besøgte i bjergene). Mens han faktisk beskrev livet i landsbyerne i lavlandet som `menneskeheden på vej ud over kanten´.
Hvem er Bonderøven?
Frank Erichsen er 32 år gammel. Stammer fra en mindre gårdi Agerskov i Sønderjylland. Flyttede hjemmefra som 15-årig,hvor han tog til Norge på en håndværks- og friluftshøjskole.Under tiden i Norge var han også i Lapland for at arbejde somhyrde ved samernes renhold.Arbejdede desuden på engård i Nordnorge og medtræbyggeri, blandt andetkonstruktion og reparationaf bjælkehuse. Lærte her attilhugge træ med økse. Varsenere med til at restaureretrækonstruktioner på kongeslotteti Oslo. Har i en periodeværet tømrer og underviserpå en produktionsskole iGrenå. Har ingen formel uddannelse,men er selvlært.
Har skrevet flere bøger, blandt andet ”Det enkle liv – skridtpå vejen mod selvforsyning” og ”Det enkle liv – flere skridt påvejen mod selvforsyning”, hvor han blandt andet skriver omøkser og tilhugning af bjælker, om hø, geder, gæs og om æbler,bær, kartofler, bønner og drivhuse med mere. Hans TV-programer med stor succes også vist i Sverige, Norge og Finland og harfået flere internationale priser.
Er involveret i Den Gamle By i Århus og med i bestyrelsen forDen Danske Naturfond. Har over 100.000 følgere på Facebook.
Hvorfor er Bonderøven en succes?
Svaret er måske, at mens nutiden er til det hurtige og på samme tid det komplicerede, så er Frank Erichsen til det langsomme og det enkle. I den sammenhæng er det ganske paradoksalt, at en halv million moderne byboer med stor interesse følger Bonderøven på TV. Der sidder åbenbart i de fleste en drøm om det enkle liv, hvor dagligdagen er mindre stresset (tror man), og hvor man stadig i høj grad fastholder forbindelsen ud til naturen – herunder til landbruget og skovbruget, hvor så mange af vore dagligdags ting kommer fra, blandt andet vores mad og vores byggematerialer.
Og så er Frank Erichsen en livsglad og positiv type, der charmerer de fleste – uanset at de fleste af hans seere nok i realiteten ikke har til hensigt at følge hans idéer om selvforsyning og gamle håndværksteknikker.
Hvad er Skovdyrkernes Life School Center?
Life School Centret blev bygget i 2010 i et samarbejde mellemSkovdyrkerne/DFE, Care Danmark og De Danske Folkehøjskoler.Det blev opført med lokale og bæredygtige materialer –deraf Frank Erichsens interesse.
Centret ledes i dag af et konsortium af 10 lokale NGO’er, hvorafen er den skovdyrkerforening, som vi har støttet. Det fungerersom et demonstrationscenter med læring for unge og gamle istil med de danske højskoler. Fokus er på bæredygtig og miljøbevidstudvikling af det lokale landbrug samt forvaltningenaf de naturressourcer, som mange steder i Nepal er fælleseje,blandt andet skovene i bjergene.
Centret ligger ved floden Jaladh. Her er problemet, at forvoldsom skovhugst i baglandets bjerge forårsager erosion ogdermed følgende aflejring af materiale og oversvømmelser i delandsbyer, som er beliggende i lavlandet længere nede langsfloden.
Centret forsøger at være et bindeled mellem opstrøms- ognedstrøms-beboere, hvor man sammen med de lokale og nationalemyndigheder og de politiske beslutningstagere forsøgerat forbedre forvaltningen af de lokale naturressourcer, blandtandet skovene i bjergene. Centeret har en vigtig rolle i at styrkeden lokale dialog – i håb om, at denne dialog kan forbedrenaturressourceforvaltningen i området.
Af Per Hilbert
By: Per Hilbert
