Når man køber ny motorsav i en alder af 93…
Nogle er sejere end andre. Men når man er 6. generation forstkandidat, har udholdt tropernes strabadser i mange år og nu som pensionist har videreuddannet sig til skovarbejder, er det måske ikke underligt, at man er sejere end de fleste. Vi har besøgt Torben Brüel, som bor på en skovejendom på 66 ha ved Gammel Ry
Når man tager turen mellem Ry og Them står det i juletræernes tegn. Stort set enhver dyrkbar mark er beplantet med nordmannsgran. Og i skovene har den også indfundet sig.
Det er de kuperede midtjyske skove, der for et par hundrede år siden var kendt for sin træskoproduktion, og hvor de krogede bøgetræer blev brugt som varmekilde i en lokal glasproduktion. Her trives – udover normannsgranen – nu også både douglasgran og rødgran fortrinligt.
Her har Torben Brüel og hans hustru boet, siden han i 1981 gik på pension fra skovriderjobbet på Danmarks største private skovbrug, Frijsenborg og Wedellsborg.
Nordmannsgran og nobilis har været ejendommens økonomiske motor. Men ellers består skoven for en stor del af tømmerbevoksninger af nåletræ i forskellige aldre.
Skovdriften
Brüel passer selv skoven. Der skoves årligt 5-600 m3 tømmer, som Brüel slæber ud med en gammel Hürlimann traktor af ukendt årgang. Ved besøget først i oktober er det desuden ved at være tid til klippegrøntet. Der skal klippes 10 ton.
Stormene i 2013 væltede 1600 m3 , altså et par års hugst. Heldigvis fortrinsvis spredt fald, som ikke helt ødelægger skovstrukturen eller hugstfølgen. Det er ved at være oparbejdet. Frisavningen af en rødgranstamme i spænd gav desværre Brüel et brækket ben, men det er nu ovre, og der er investeret i en ny motorsav.
Vi diskuterer `bæredygtig skovdrift´ og såkaldt `robuste træarter´. Det er ikke begreber, som Brüel er meget imponeret af. Hans erfaring er, at den eneste vækst, der klarer en kraftig orkan, er marehalm.
Trods tidvise stormfald er økonomien i rødgranen stadig god. Hans erfaring efter rigtig mange år i praktisk skovbrug er: `Rødgranen tåler alt undtagen forandring´. Med forandring mener han især kraftige tyndinger. Han anbefaler hyppige og svage tyndinger, der standser i 12- 14 meters højde (af hensyn til stormfaren).
Træarternes økonomi
I sin tid som skovrider på Frijsenborg lavede Brüel en række beregninger af økonomien i de forskellige træarter. Beregningerne baserede sig på et betydeligt antal lokale målinger over mange år, og resultaterne stod at læse i 3 artikler på tilsammen 100 sider i Dansk Skovforenings Tidsskrift fra 1969-72. Hovedindholdet er gengivet i boksen på næste side.
(Vi bemærker her, at Dansk Skovforenings Tidsskrift desværre lukkede ned i 1988. De 72 årgange, der nåede at udkomme, indeholdt en guldgrube af praktisk og teoretisk viden om skovbrug skrevet både af forskere og af praktikere – som Brüels ovennævnte bidrag. Tidsskriftet findes sikkert stadig på bibliotekernes magasiner).
Seks generationer Brüel
De produktive nåletræarter, som nu dominerer skovdyrkningen i Danmark – hvor kom de fra? Hvem bragte dem til landet? Det gjorde tyske forstfolk. Og den førende af dem var uden tvivl Georg Wilhelm Brüel, Torben Brüels tiptip-oldefar. Han var født udenfor Hannover i 1752, blev uddannet i skovbrug, og kom til Danmark i 1777 for i første omgang at lave en plan for familien Reventlows gods Hardenberg på Lolland. Derfra fortsatte han på Christiansæde, Brahetrolleborg, Sorø skovene, de kongelige skove på Lolland-Falster, Petersgaard, Nyborg bys skove m.fl. Torben Brüel ved den gamle Hürlimann traktor. Den slæber de 5-600 m3 tømmer ud, som skoves årligt.
I 1788 blev han dansk statsborger, og i 1789 blev han ansat som forstinspektør over de kongelige nyanlæg på de jyske heder, hvor han anlagde den første egentlige hedeskov, statsplantagen Stendalgård, allerede samme år.
Arbejdet med hedeplantningerne blev videreført af hans assistent, Jens Bang, mens han selv vendte tilbage til øerne, hvor han blev overførster på de nordsjællandske statsskovdistrikter. Han blev statsminister C.D.F. Reventlows lærer og medarbejder, og i 1802 udgav han den første lærebog i skovbrug på dansk ”Bidrag til den praktiske Forstvidenskab”.
De tanker, som G. W. Brüel og de andre indvandrede tyske skovfolk som Johann Georg von Langen medbragte, blev begyndelsen til det, vi kalder ”det ordnede skovbrug” i Danmark. Hovedprincippet var, at man regnede med en omdriftsalder på 100 år for de vigtigste træarter, og derfor deltes skovarealet op i 100 lige store kvadrater. Hvis man renafdrev og genplantede ét kvadrat om året, havde man til slut en `normalskov´ med lige store udbytter hvert år. Det er det, som i vor tid lidt foragteligt er blevet kaldt Ritter Sport-modellen. Men den har sikret opbygningen af et stadig mere produktivt skovbrug her i landet – bæredygtigt i den forstand, at man for hver ny generation har afleveret et mere vedmasserigt skovbrug til den næste.
Pioneren G. W. Bruel blev stamfader til en lang række forstmænd, der har præget det danske skovbrug i mere end 200 år. Torben Brüel er, som han selv siger, nok ’rosinen i pølseenden’, idet ingen af hans børn viderefører den forstlige tradition.
Årene i Østen
Hjemmet i Ry er præget af Torben Brüels 18 år i troperne – i tiden inden han blev skovrider på Frijsenborg. Efter forstkandidateksamen i 1946 gik han ind i ØK, hvor han arbejdede til 1964. Først og fremmest i ØK’s teak-koncessioner i det nordlige Thailand. Når man spørger til, om ØK ikke var med til at ødelægge de naturlige teakskove, så er svaret, at i de danske og engelske koncessioner gik alt ordentligt og kontrolleret til. De thailandske skovmyndigheder mærkede de træer, der måtte fældes. Det var ikke ØK’s ansvar, at arealerne efter de regulære hugster ofte blev tømt for alt værdifuldt træ af lokale firmaer, der havde bestukket sig til, at embedsmændene så den anden vej. Det blev en god tid. Udslæbningen af stammerne skete ved hjælp af 100 elefanter. En enkelt gang var Brüel dog tæt på at miste livet til en elefant, der ikke brød sig om at blive vaccineret.
Det skrives i familiens historie, at når Brüel var hjemme på ferie, så måtte han en tur i Zoo for at hilse på elefanterne. Efter 15 år i Thailand blev det til en kortere tid med træindustri i Indonesien og Ghana, hvorefter han altså vendte hjem til Danmark i 1964.
Herhjemme igen
Vi slutter samtalen med at vende tilbage til den aktuelle situation for dansk skovbrug. Brüel finder det komplet tåbeligt, at dansk skovbrug ikke kan certificeres `en bloc´. At hvert eneste skovbrug skal certificeres individuelt, med alt det bureaukrati som følger, er noget pjat.
Skovarealet, sundheden og væksten har været stigende siden 1805, de danske skove passes på fornuftig vis, og statens skovtilsyn er aldrig mange kilometer borte.
Med et par enkelte rettelser i Skovloven ville det være en smal sag at garantere, at dansk skovbrug ikke kunne kritiseres. Men han er med på, at de bynære skove har særlige opgaver, og her skal tages særlige hensyn.
Endelig klager han over, at der er så få af vore ældre skovfolk, der oplader deres røst i den offentlige debat eller skriver deres erfaringer ned.
Kan vi mon håbe på et bind med erindringer signeret Torben Brüel? Der må jo være lidt tid mellem skovningerne, og den nye motorsav skulle jo helst ikke slides for hurtigt op. Men foreløbig lyder Brüels forstlige testamente i kort version: `Rødgranen tåler alt undtagen forandring´.
De forskellige skovtræers vækst og økonomi i Danmark
Som skovrider på Frijsenborg lavede Torben Brüel en række beregninger af økonomien i de forskellige træarter. Beregningerne baserede sig på et betydeligt antal lokale målinger over mange år, og resultaterne blev bragt i tre artikler på tilsammen 100 sider i Dansk Skovforenings Tidsskrift fra 1969-72.
Artiklerne blev skrevet i slutningen af 1960’erne – en højrentetid, hvor skovbruget som erhverv ikke så ud til at kunne følge med i den almindelige økonomiske udvikling.
Brüel skrev, at formålet med hans undersøgelser var at begrænse erhvervets pessimisme til bestemte træarter.
Som baggrund for artiklerne samlede han lokale tilvækst- og hugstmålinger for 11 træarter på Frijsenborg gennem næsten 50 år. Disse tal blev kombineret med anerkendte tilvækstoversigter, og resultatet var tal for de enkelte træarter: produktion, økonomi og forrentning.
Ud over de nævnte hovedtal, lavede Brüel en række følsomhedsanalyser af plantetallets, hugststyrkens, omdriftsalderens og prisernes indflydelse på resultatet.
Selv om tallene i dag må tages med et gran salt (Brüel skrev selv, at de kun havde momentan og lokal gyldighed), så er de stadig interessante. Og arternes biologiske tilvækst har i hvert fald ikke ændret sig væsentligt. Det eneste, som man nok vil stille spørgsmålstegn ved i dag, er den ovenud positive økonomi i grandis. Den baserer sig blandt andet på samme tømmerpris, som rødgranen indbringer, hvilket næppe er realistisk – i hvert fald ikke for større partier af ren grandis. Men den vokser fortrinligt, som man ser.
Formålet med beregningerne var at give et bedre grundlag for træartsvalget – den mest vidtrækkende beslutning i al skovdrift.
Brüel er dog opmærksom på, at undersøgelsen ser på træarterne isoleret, og at træartsvalget naturligvisogså må inddrage andre faktorer som bl.a. ejendommens driftsformål. Samt at den enkelte bevoksning altid må ses som en del af skoven som en helhed.
Eller som Brüel selv skrev om undersøgelsen: ”Man spiller i skovbrug som oftest mod to blinde hænder: 1) manglen på objektiv viden om træarternes økonomiske ydeevne, og 2) manglen på objektiv viden om tekniske foranstaltningers produktive effekt dels på den enkelte bevoksning, dels på skovhelheden. Undersøgelsen skal tjene til delvis afdækning af den første blinde hånd, og dermed gøre det nemmere at spille mod den sidste blinde hånd”.
NB: 1 1972-kr. svarer til 6,5 2013-kr. Grøntindtægter er ikke medregnet i NOB og NGR
