Douglasdyrkning: Frankrig kontra Danmark
Hvorfor kan man lave flotte og velformede douglasbevoksninger i Frankrig med et meget lille plantetal pr. ha. Vi har undersøgt spørgsmålet, men ikke fundet et helt klart svar.
Skovdyrkerne arrangerede i maj 2015 en medlemstur for bl.a. at se på douglasdyrkning i Morvan-området i Frankrig. Morvan ligger ca. 250 km SØ for Paris og kan med lidt god vilje siges at høre til den nordlige del af Massif Centrale, hvor hovedparten af Frankrigs 420.000 ha douglas findes.
Størstedelen af arealerne med douglas er tilplantet efter 2. verdenskrig med tilskud fra staten. Tilplantningen er primært sket som skovrejsning på landbrugsjord. Men en del også som omlægning af dårligt løvtræ, især eg, på grund af douglasens større værdiproduktion. Stort set alt er etableret i renbestand.
Selv om douglasen som bekendt stammer fra Nordvest-Amerika, og derfor er en eksot i Frankrig ligesom i Danmark, trives den fantastisk godt. Plantningerne har betydet, at der nu i området er etableret tre savværker, som udelukkende skærer douglas.
kulturmodel
Den normale kulturmodel i området har været en plantning med 1300 planter pr. ha (3 m mellem rækkerne og 2,5 m i rækken). Rækkeafstanden på 3 m blev valgt for at kunne renholde mekanisk mellem rækkerne med en almindelig landbrugstraktor. nu er kulturmodellen mere i retning af 2,5 m x 2,5 m, da plantning af douglas nu oftest sker som gentilplantning af skovarealer, og de gamle stød forhindrer kørsel med almindelig landbrugstraktor. Alt i alt en ganske ekstensiv kultur, som har givet mangeog lange levende grene på træerne, men underligt nok ikke særlig kraftige grene (maks. 30 mm grentykkelse).
Frøforsyningen kommer fra de samme områder i Washington og Vancouver, som vi anvender herhjemme – i stor udstrækning Darrington og Vancouver Island.
Mange steder har man haft problemer med ørnebregner og brombær. Der er ikke tradition for at sprøjte med Roundup, hvorfor der som alternativ bliver slået med kratrydder – af og til to gange i løbet af en sommer. På trods af det lave plantetal kan kulturen derfor blive relativ dyr på steder, hvor der er meget ukrudt. Selv i kulturen på billedet er det nødvendigt at slå ørnebregnerne én gang i år. Træerne her er 1,5 til 3 m høje.
Det ses desuden, at formen på de unge træer er ganske god. Der er ikke de samme problemer med usikker stammeform eller med sabelform forneden på stammen, som vi kender i mange danske kulturer. Til gengæld får man mange grene og ganske lange grene, men specielt grovgrenede var de ikke. Det var svært at blive klog på, om forskellen skyldtes proveniensen eller jordbunden.
Tynding og opstamning
Vi så en større rydning af 100 ha dårlig eg, som var tilplantet med tilskud efter den nævnte model. Et nyt vejsystem var blevet indlagt samtidig med plantningen – også med tilskud.
Kulturen blev tyndet første gang i år 17. Her fjernede man hver 5. række til spor og de dårligste typer i rækkemellemrummene. Herefter blev de bedste typer opstammet med en afstand på ca. 5 x 5 m til en højde på 5 meter. Opstamningen skete på akkord med østarbejdere og den samlede udgift blev 20-25 kr./træ.
Det var ikke svært at finde de rette typer, selv om plantetallet fra start var så lavt som 1300 træer/ha. Vi kunne have ønsket os en opstamning til 8 meter, men de har svært ved at finde folk, som magter dette arbejde.
Senere fortsætter man med svage tyndinger gennem hele bevoksningens liv, bl.a. for at imødegå tørre somre hvor der ikke vil være vand nok, hvis bevoksningen er for stamtalsrig. Jordbunden er af skiferler og sten, som kun delvis kan holde på vandet.
Til gengæld er der godt fæste for rødderne, og ingen steder rapporterede man om problemer med ustabilitet.
Refleksioner efter hjemkomsten til Danmark
På billedet herunder ses et eksempel på en typisk dansk douglasbevoksning på ca. 20 år. Plantet på 1,60 m x 1,25 m, svarende til et stamtal på 5.000 træer/ha. Man ser forskelle i diameter, men også en ret dårlig form (træet til venstre). Bevoksningen kræver udtynding, men er nu kommet ind i perioden, hvor douglas er ustabil for vinden. Så tør vi?
På det næste billede ser vi en douglasbevoksning i samme alder, og kun få meter derfra. Et typisk lille stormfaldshul fra stormene Allan/Bodil. Vi ser tydeligt, hvor svag douglas er i denne alder. En tidlig udrensning ved 10-års alder, hvor man blot saver ned og lader ligge, ville have gjort underværker.
Endelig på billedet til højre et eksempel på en ekstensiv, men fornuftig kultur på Sydfyn. Plantet med ca. 2000 stk. pr. ha, og hvor en del er døde af forskellige årsager. Her er bl.a. ørnebregner en del steder, men kulturen er ved at komme godt igennem. Denne kultur ligner meget modellen fra Frankrig, selv om jordbunden naturligvis er ganske anderledes.
Spørgsmålet er, om vi laver vores douglas for svage ved at plante for mange planter pr. ha?
Omvendt kender vi også kulturer, hvor unge, små træer vælter tilsyneladende helt umotiveret. Herudover har vi i Danmark en udfordring med mange vildtskader fra forskelligt hjortevildt, som gør, at mange vælger en blanding med f.eks. rødgran eller sitka. Det er også uklart, hvad dette betyder for stabiliteten og for anbefalingerne om plantetal.
Sidstnævnte problemstilling vil vi sætte en studerende til at se nærmere på. Vi satser på, at en af de Sling-studerende, som Skovdyrkerne løbende har i praktik, gennem praktisk feltarbejde kunne skabe mere klarhed over dette spørgsmål.
Artiklen er skrevet af skovfoged Steen Skieller, Skovdyrkerne Fyn, med bidrag fra skovfoged Ulrik Kragh Hansen, Skovdyrkerne Nord-Øst og seniorkonsulent Per Hilbert, Sekretariatet.
By: Steen Skieller
