Af skovfoged Casper Pleidrup, Skovdyrkerne Midt

Mens juletræspriserne svinger op og ned, har klippegrønt fra nobilis vist sig at være uhyre prisfast med en konstant nominel pris. Prisen har ikke taget meget hensyn til inflation eller stigende oparbejdningsomkostninger.

Derfor har medlemmer ofte fravalgt nobilis, når de har valgt træart til skov og på landbrugsjord.

Men nu ser der ud til at være lysere tider på vej.

Både forrige år og i sæson-2019 har vi oplevet formindsket udbud af nobilis.

Det ser nu også ud til at medføre forbedrede priser. En del af den forventede prisstigning vil dog blive spist op af øgede oparbejdningsomkostninger. Derfor har det stor betydning for ejernes økonomi, at kulturerne har en god logistik og en vis størrelse – gerne over to til tre hektar. Sådanne arealer findes for eksempel på juletræsmarker, hvoraf nogle nu er under afdrift.

Mindre arealer, måske ned til under en halv hektar, kan også være relevante. Det gælder særligt, hvis man selv ønsker at klippe og levere grøntet til en samleplads. Det er også en fordel, hvis bevoksningen ligger indenfor en fornuftig afstand til andre klippebevoksninger

Fordele ved nobilis

Nobilis har en række fordele, og arten kan bruges til flere driftsformål.

Arten er vildtvenlig. Nobilis kan de fleste steder komme op uden brug af hegn. Hvis hegn er nødvendigt, så er det kun i en kortere årrække.

Nobilis kan også sælges som juletræer, selvom arten som udgangspunkt plantesmed klippegrønt for øje.

Juletræsproduktion af nobilis forventes at blive større i fremtiden. Der arbejdes i øjeblikket meget på at producere juletræs-egnet afkom af nobilis. Men selv med de traditionelle provenienser kan der opnås overraskende høje udbytteproducenter ved hjælp af topskudsregulering og tilklipning.

Nobilis som juletræ har den helt store fordel i forhold til nordmannsgran, at den kan produceres med hjælp fra færre pesticider og mindre gødning. Faktisk er den også et oplagt valg til produktion af økologiske juletræer, som vinder mere og mere indpas hos forbrugerne.

Hvis man vil satse på et højt udbytte af juletræer, skal det opvejes med risikoen for at mindske udbyttet i den efterfølgende klippebevoksning. Ved valg af dyrkningsstrategi er det derfor væsentligt at få rådført sig med en lokalkendt skovfoged.

Til flis eller gavntræ

I fremtiden kommer der helt sikkert større efterspørgsel efter træ til tømmer og gavntræ. Det gælder også de traditionelt mindre efterspurgte arter som for eksempel nobilis.

I slutningen af en rotation kan de gamle stammer helt sikkert afsættes i det fremtidige marked. Om det bliver som brændsel, brændstof eller tømmertræ tør vi ikke spå om, men den afdriftsmodne bevoksning skal nok blive afsat.

Risici ved nobilis

Nobilis er følsom i kulturfasen. Den sikreste start får man på varm jord i foråret i et helt rent plantebed. Herefter skal der holdes rent og efterbedres, indtil du har en komplet kultur, der kan holde græs og andre træarter væk. Når nobilis først er kommet godt i gang, er den dog meget nem og har kun behov for gødning for løbende at producere klippegrønt.

Insekter er indimellem et problem i nobilis – særlig ædelgranviklere kan ”binde nåle” sammen og ødelægge grøntet. De er dog nemme at opdage og i givet fald sprøjte væk, hvis de kommer.

prøjte væk, hvis de kommer. Nobilis rammes ofte af rodfordærver og de mange klippesår kan give adgang for svampe.

Udbud og efterspørgsel

Skovdyrkerne og medlemmerne er naturligvis ikke de eneste, der har opdaget, at der kan komme mangel på nobilis dekommende år. Derfor er det en reel risiko, at der bliver plantet for meget til at dække behovet for klippegrønt på de europæiske markeder.

Efterspørgslen efter nobilis kan falde i fremtiden. Faktisk kan den kommende mangel på nobilis til klippegrønt føre til at kunderne finder andre produkter, der derved på sigt kommer til at erstatte traditionelt klippegrønt.

Kulturpleje i en intensiv drevet nobilis-kultur.

Dyrkning

Planlægningen inden plantning er vigtig. Der skal være plads til udkørsel og lift, så en sporandel på 20 procent er ikke urealistisk. Man skal forsøge at holde sig til en række- og planteafstand mellem 130 til 150 centimeter for at kunne komme rundt i kulturen uden at skulle tynde ud for hurtigt.

Nobilis kan ikke lide meget tung eller våd jord, men kan derudover dyrkes de fleste steder. Bortset fra kulturstarten er nobilis en nem art at dyrke. Den kan mange steder også komme op uden brug af hegn.

Der findes mange forskellige herkomster af nobilis, og det er ikke ligegyldigt hvilken en, du vælger. Typisk går køberne efter de mest sølvfarvede eller blå udgaver. Men ikke alle typer af nobilis vokser lige godt over hele landet.

Der kan også være forskel på hvilken type, du skal vælge, hvis du satser på et højt udbytte af juletræer, eller hvis du går efter maksimalt klippeudbytte. Det er derfor vigtigt, at du rådgiver dig med din skovfoged omkring proveniensvalget på den konkrete lokalitet.

Grundig renholdelse

De første år skal der renholdes grundigt og gødes for at få træerne hurtigst muligt i gang.

Ønsker man at forsøge sig med at dyrke juletræer skal der grundindklippes i år 5-7, og de efterfølgende år reparationsklippes, skudbrækkes og topskudsreguleres.

Efter juletræsudtaget eller når træerne når 2,5 til 3 meters højde er det tid til første opstamning til cirka en meters højde. Det udføres for at få luft ind i bevoksningen og derved undgå alger samt for at øge fremkommeligheden for klippefolkene.

Når træerne når 4,5 til 5 meters højde er det tid til opstamning op til to meters højde. Dette udføres især for at lette klippearbejdet. Ved samme højde er det ofte også tid til første tynding, hvor stamtallet reduceres til 2000 til 2500 træer pr. hektar.

Kulturen kan herefter tyndes igennem en eller to gange mere, så der til sidst opnås en kultur med 1000 til 1400 træer. Når det til sidst ikke kan svare sig at klippe dem mere med lift kan det overvejes at foretage yderligere en tynding med henblik på vedproduktion i den blivende bestand.

På billedet ses liftklipning i en nobilis-kultur

Økonomi

Skovdyrkernes Videncenter Klip har opdateret investeringskalkulen for nobilis-klippegrønt.

Den tager udgangspunkt i en tre hektar stor tilplantning, der bliver drevet intensivt ved hjælp af entreprenører, og med et plantetal på 3810 planter pr. hektar.

Driftsformålet er maksimalt klippeudbytte med juletræer som et mindre mellemudbytte.

I grafikken er der vist de forskellige plejetiltag, der er sat ind i modellen. Det skal bemærkes, at modellen strækker sig over 30 år og repræsenterer en meget intensiv drevet – og dermed dyr nobilis-kultur. Investeringsomkostningen er beregnet til cirka 23.000 kroner pr. hektar, hvilket dækker planter, plantning, og pleje i år et.

Der er i modellen regnet med de nuværende priser for nobilis-klippegrønt solgt til grossist, der selv står for oparbejdningen for eksempel din lokale Skovdyrkerforening. Dertil er der regnet med et udtag af juletræer i år 8 til 10 og en flisindtægt og emballagetræ ved afdrift i år 30.

Ifølge modellen bliver der et positivt dækningsbidrag i år otte og investeringen er betalt tilbage i år 13. Herefter følger der høje årlige dækningsbidrag indtil afdrift. Samlet i løbet af rotationen lander det årlige netto på omkring 6000 kroner pr. hektar. Modellen forsøger selvfølgelig at ramme et gennemsnit for landet som helhed. Det vil se anderledes ud under lokale forhold og mellem de valgte dyrkningstrategier.

Selv et lavere udbytte vil i de fleste skove være med til at øge omsætningen betydeligt, hvilket kan få store skattetekniske fordele. Er du interesseret i en konkret beregning for dit projekt, så tag meget gerne fat i din skovfoged.

Artiklen er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne

Mere om Skovdyrkerne

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #67

Læs andre artikler inden for Klippegrønt