Kort ny fra Skovdyrkeren #85
De nye grønne skovskilte er er klar til bestilling i begyndelsen af det nye år.
Nye skovskilte i 2023
Der har været så stor efterspørgsel efter de grønne skovskilte, at de nu er udsolgt fra lageret. Det er derfor ikke længere muligt at bestille skilte i resten af 2022. Det oplyser Dansk Skovforening. Først i begyndelsen af 2023 kan skovejere igen bestille nye skilte. Miljøministeriet har nemlig bevilliget en halv million kroner til produktion af nye skilte. Det har været et ønske fra både skovejerne og miljøministeren, at skiltet moderniseres med fokus på, at skovgæsten skal føle sig velkommen, og at skiltet bliver lettere at læse.
Skovejer opdager hampplanter i skoven
Skovejer Flemming Thomsen fra Videbæk-egnen gjorde for nyligt et usædvanligt fund i et moseområde i sin skov.
– Der lå pludselig nogle plantesække i tre rækker på jorden, fortæller Flemming Thomsen til TV Midtvest. Skovejeren mener, at der har stået cirka 75 hampplanter, hvor de fleste allerede var høstet, da han fandt frem til området.
Flemming Thomsen regner med at planterne, der blev dyrket, skulle bruges til hashrygning. Det er en ulovlig produktion. Det er ikke noget, som ejeren bryder sig om.
– Det har jeg det da skidt med, og jeg er overrasket over, at det kunne finde sted. Jeg er også overrasket over, hvordan de har fundet frem til området og dermed er sluppet afsted med at holde det hemmeligt, siger han. Det usædvanlige mosefund er anmeldt til politiet.
Ny webportal viser arkitektur i træ
På den nye webside arkitekturitrae.dk kan du få indblik i træets mange arkitektoniske potentialer. På websitet er der samlet et projektgalleri med afsluttede bygningsværker og oprettet en nyhedssektion med omtaler af igangværende projekter. Den nye webside er lanceret af Træinformation, som ønsker at inspirere og øge interessen for anvendelse af træ i arkitekturen.
– Vi står for alvor over for omstillingen til øget brug af de fornybare ressourcer. Bygherrens valg falder oftere og oftere på det bæredygtige og klimavenlige byggeri i træ. Den udvikling vil vi gerne understøtte med dette website, siger Træinformations direktør Mikael Koch. Han håber, at mange vil blive inspireret til at bygge i træ.
– Arkitekter og andre fra byggeriets parter kan på websitet blive inspireret til nye projekter. Vi viser her løsninger, hvor træet er brugt på innovative måder, siger han.
Den nye webside arkitekturitrae.dk giver inspiration til træbyggerier
Borgere protesterer imod naturnationalpark
Aftalepartierne bag Natur- og Biodiversitetspakken har på baggrund af de indkomne høringssvar truffet endelig politisk beslutning vedrørende naturnationalpark Tranum. Det oplyste, oplyste Miljøministeriet i begyndelsen af oktober. Naturstyrelsens faglige oplæg til projektbeskrivelse og forvaltningsplan for naturnationalparken er efter endt høring blevet justeret. Justeringerne betyder blandt andet, at et areal på cirka 140 hektar tages ud af naturnationalparken og derved heller ikke bliver hegnet. Derudover frahegnes to udsigtspunkter i området.
Protester
Politikerne på Christiansborg har besluttet, at parken skal placeres langs Jammerbugtens kyst. Men lokalt er der markante protester mod den nye naturnationalpark. 6000 personer har tilmeldt sig protestgruppen på Facebook »Ja tak til natur – NEJ TAK til en indhegnet naturnationalpark i Tranum«. Ligeledes har et snævert flertal i Jammerbugt Kommune afvist naturnationalparken i den foreslåede form. Det skriver TV2.dk. I protestgruppen stejler man over flere ting. En central anke er, at parken hegnes ind med et to-trådet kreaturhegn. Det mener modstanderne ikke har noget med vild natur at gøre.
– Man tager den allermest værdifulde og skønne natur og laver den om på et uvidenskabeligt grundlag. Det er et overgreb. Og det er essentielt, at hegnet fjernes, siger Ulla Gottliebsen, som er medlem af styregruppen imod den nye nationalpark.
Fortsætter kampen
Ulla Gottliebsen vil fortsætte kampen mod parken. Hun tror fortsat på, at den ikke bliver til noget og satser på, at Jammerbugt Kommune hiver i nødbremsen, da Naturstyrelsen skal søge kommunen om dispensation, hvis man ønsker at lave noget, der ændrer et beskyttet naturområde.
– Jeg er fortrøstningsfuld, og jeg tror, at tiden arbejder for os. Fornuften skal nok sejre, siger Ulla Gottliebsen til TV2. Danmark får i de kommende år i alt 15 naturnationalparker