Syd for grænsen er der loft over renafdrifter

I Sydslesvig kræver renafdrift tilladelse fra 0,3 hektar og op. Over to hektar er det ikke tilladt. Kom med på besøg hos skovejer Jörg Andresen og hans rådgiver i den lille plantage Gammelmoor lige syd for grænsen.

af Hans Kristensen

Krydser man landegrænsen ved en af de små overgange i området mellem Tønder og Tinglev, finder man den lille tyske grænseby Westre.

Her bor Jörg Andresen, der er byens borgmester – og som desuden er ejer af et par parceller i en nærliggende plantage, som er anlagt, da man afvandede mosen Gammelmoor.

Som skovejer er Jörg Andresen også valgt ind som bestyrelsesmedlem i foreningen Forstbetriebsgemeinschaft Nordfriesland-Schleswig, som er et fællesskab, hvor han og andre skovejere i det vestlige Sydslesvig kan hente forstlig rådgivning og faglig hjælp til driftsmæssige tiltag og til salg af råtræ.

Det er en funktion, der ligger tæt op ad de ydelser, som skovejere på den danske side af grænsen får gennem skovdyrkerforeningerne, men der er også tydelige forskelle, både hvad angår organisationen, skovdyrkningen og den lovgivning, som det hele ligger inden for rammerne af.

Skovdyrkeren har mødt Jörg Andresen og den lokale skovfoged, Walter Rahtkens, mellem de nyligt gennemhuggede sitkaer i Gammelmoor for at høre mere om forholdene i de private skove og plantager hos vores allernærmeste naboer mod sydvest.

Egnsudvikling med plantager

Den vestlige del af Sydslesvig består altovervejende af sandet og temmelig ringe jord. Her har befolkningstætheden historisk set været meget lav. Men i 1950’erne blev der iværksat et omfattende egnsudviklingsprojekt, hvor store områder blev drænet og heder og moser blev kultiveret til fordel for driften af såvel områdets eksisterende landbrug som de mange nyanlagte husmandssteder, der var en del af projektet.

– Fremtidig selvforsyning med træ til ejendommenes drift blev anset for at være vigtigt. Derfor blev der mange steder anlagt små plantager i de år. Her blev der plantet træarter fra hele verden i håbet om, at man fandt noget, der kunne klare sig fornuftigt på den karrige jordbund, siger skovfoged Walter Rahtkens.

På fastlandet var det arter som rødgran, sitkagran, contortafyr og japansk lærk. Ude på øerne i Vadehavet plantede man især østrigsk fyr. Alt blev plantet meget tæt, på én gange én meter, så man kunne sikre sig et tidligt udbytte af hegnspæle.

– Men så blev hegnspæle af metal almindelige, og byggematerialer blev lettere tilgængelige og skulle ikke længere nødvendigvis hentes i egen skov. Derfor fik mange af disse plantager efterfølgende i høj grad lov til at passe sig selv, forklarer skovfoged Walter Rahtkens.

Mellem sitkastammerne

Beskrivelsen passer meget præcist på Jörg Andresens skovklædte moseparceller.

Tyskland er kendt for sine lange traditioner for naturnær skovdrift, men her i den 70 år gamle bevoksning af sitkagran med lidt spredte rødgraner imellem føler man sig næsten hjemme som dansker, i og med at den ligner tilsvarende bevoksninger op langs med den jyske vestkyst.

Glansbladet hæg (Prunus serotina) er et fælles problem på begge sider af grænsen.

Jörg Andresen rykker nærmest automatisk fremspirende planter op, når han passerer dem, selv om der ikke er den mindste chance for, at han kommer den invasive art til livs.

Tidligere var moselodden delt op mellem ti ejere, der havde hver sin smalle strimmel. Jörg Andresen arvede en lod og har efterfølgende købt andre op, der ligger spredt mellem de tre andre ejeres lodder. Han husker området fra før:

– Man kunne næsten ikke sætte en fod til jorden herinde, så tæt var det, for det var aldrig blevet tyndet. Jeg har altid fyret med brænde og var en af de eneste, der brugte skoven. Men i længden skulle der mere til. Træerne begyndte at dø hurtigere, end jeg kunne fælde dem, og vi begyndte at få stormfald. Så jeg tog kontakt til Forstbetriebsgemeinschaft Nordfriesland-Schleswig for at få rådgivning, forklarer han.

Sjældne skovrejsninger

– Herude vestpå er det her en meget almindelig skovtype, der udgør hovedparten af de omkring 4.000 hektar, der sorterer under mig, forklarer Walter Rahtkens og peger på de omgivende graner.

– En omlægning vil være svær. For der er meget hjortevildt i området. Forestiller man sig, at man f.eks. underplantede med bøg, ville den hurtigt blive bidt ned. Derfor vil man i et område som dette nok satse på selvforyngelse med sitkagran, forklarer skovfogeden, der ikke har helt de samme muligheder for store armbevægelser som sine danske kolleger.

For skovloven i Slesvig-Holsten siger, at han fra 0,3 hektar og op skal indsende en begrundet ansøgning, hvis han vil renafdrive. Og renafdrifter over to hektar er ikke tilladt.

– Der skal også tilladelse til, hvis en lodsejer af den ene eller den anden grund ønsker at fjerne eksisterende skov. Den får man kun, hvis man anlægger et stykke erstatningsskov et andet sted, forklarer Walter Rahtkens, der har denne type anlæg som nogle af sine relativt få skovrejsningsprojekter, idet myndighederne i delstaten Slesvig-Holsten kun i beskedent omfang giver tilskud til anlæg af ny skov.

Gratis tilsyn og betalt planlægning

Selv om Walter Rahtkens rådgiver medlemmerne af Forstbetriebsgemeinschaft Nordfriesland-Schleswig, er det ikke dér, han er ansat. I stedet er han ansat af Landwirtschaftskammer Schleswig-Holstein, der er en halvoffentlig organisation inden for landbrug, skovbrug og gartneri. Her er han én af 12 distriktsskovfogeder.

– Delstaten har valgt at lægge skovrådgivningen over i Landwirtschaftskammeret, der forsker, udvikler og rådgiver inden for jordbrugserhvervene. Det fungerer sådan, at selve skovtilsynet er gratis. Som skovejer kan man således få et besøg med tilhørende rådgivning fra mig eller en af mine kolleger i de andre områder.

– Her kigger vi på skoven og ser på, hvad der med fordel kan gøres af driftsmæssige tiltag. Hvis der derefter skal foretages noget konkret, hvor vi skal involveres, skal der betales for det. Det kan for eksempel være planlægning af skovninger. Men skovejeren kan også sagtens vælge at stå for hele eller dele af opgaven selv. Der er også skovejere, der opgiver helt og lader skoven passe sig selv. Det er også både muligt og lovligt, forklarer Walter Rahtkens.

Otte ud af ti er medlem

De lokale skovforeninger såsom Forstbetriebsgemeinschaft Nordfriesland-Schleswig er et bindeled, der koordinerer indsatsen i skovene. Ved at samle opgaver fra flere skovejere i et område kan man f.eks. få bedre aftaler med skoventreprenører eller en bedre samlet afsætning af effekterne.

Det er også denne forening, der, mod et procentgebyr, står for faktureringen af solgt råtræ hos medlemmerne. Ved at være medlem her får man desuden de betalte ydelser fra skovfogederne i Landwirtschaftskammeret billigere.

Alt dette gør det attraktivt at være medlem. Hos Walter Rahtkens i Nordfriesland er omkring 80 procent af alle private skovejere derfor med i foreningen.

– Placeringen af skovfogederne i Landwirtschaftskammeret stammer fra tidligere, hvor stort set alle private skovejere også var landmænd. Sådan er det ikke længere. Hos mange større landmænd er skovstykkerne i dag nærmest til overs. Derfor ser vi ofte, at skove sælges fra til naturelskere, til folk der gerne vil med i fællesjagten i et område eller til folk, der gerne vil lave deres eget brænde, forklarer han.

Der er ingen arealmæssige eller andre grænser for, hvem der må købe en skovparcel i Sydslesvig. Men hvis en eksisterende matrikuleret parcel ønskes delt, skal der indhentes tilladelse først.

Nej til rødgran

For Jörg Andresen er det blevet en spændende udfordring at sikre, at der sker en skovfagligt forsvarlig drift i den lille parcelskov, som han ejer en del af.

De præcise skel er ikke nødvendigvis lette at identificere i bevoksningen. Men alle ved, hvor meget jord de har.

– Derfor fik jeg tidligere i år opbakning fra de andre ejere til en løsning, hvor hele plantagen blev tyndet samlet, hvorefter hver enkelt ejer afregnes forholdsmæssigt for solgt træ ud fra det areal, der bidrages med, fortæller Jörg Andresen.

Med tyndingen er bevoksningen sikret de næste cirka ti år frem, indtil den egentlige afvikling – hvis ikke storme, sygdomme eller skadedyr gør det nødvendigt at ændre planerne i utide. Hvad der derefter skal ske, står stadig åbent.

– Klimaændringerne kommer til at spille en rolle i planlægningen af næste skovgeneration, siger Walter Rahtkens.

– Heldigvis er vi så tæt på havet, at vi nok ikke får helt de samme temperaturstigninger som andre. Men så er vi til gengæld mere udsat for storme, så rødgran ser jeg ikke som en mulighed, og det har jeg ikke gjort længe. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har brugt rødgran hos et medlem, lyder det.

Varsom med nye arter

Længere nede i Tyskland har man plantet en del robinie på sandjord, men erfaringerne er for blandede til, at Walter Rahtkens tør satse på arten.

– Vi har jo også i sin tid plantet glansbladet hæg, og se, hvad der kom ud af det. Så jeg vil være varsom med at hente en ny art med stort spredningspotentiale ind, siger han.

– Sitkagran vil, ligesom her, hvor vi står nu, fortsat indgå i skovene, fordi de forynger sig så villigt, men samtidig er der jo sitkalusene, som gør dem til en lidt usikker satsning. Jeg ville nok især tænke på arter som douglasgran, japansk lærk og eg hos skovejere her omkring, konkluderer han.

Disse forhold skal Jörg Andresen tage stilling til, når tiden kommer.

Men i første omgang kan han nøjes med at glæde sig over den veludførte tynding i Gammelmoor, der med tidens gode træpriser endog har givet et fornuftigt dækningsbidrag.

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #112