Vildtvenlig skovdrift
Skoven er levested for en lang række af vores jagtbare vildtarter, og selv i intensivt drevne skove vil der ofte være gode levevilkår for vildtet. Alligevel er det muligt gennem tiltag i skovdriften at forbedre leveforholdene yderligere for vores vildtarter og dermed øge vildtbestanden i skoven.
Terrænets bæreevne Indenfor vildtforvaltning arbejder man med et begreb, der hedder ”terrænets bæreevne”. Et terræns bæreevne beskriver den vildtbestand, af en eller flere arter, som kan leve i et givent område.
Bæreevnen er bestemt af en række faktorer som fødegrundlag, ynglepladser, dækning (skjul), prædator -tryk (påvirkningen af rovdyr), forstyrrelser, konkurrence med andre arter m.m.
Nogle af disse faktorer er svære at regulere, nogle skal reguleres gennem jagt- og vildtforvaltningen, mens andre kan påvirkes gennem driften, og det er de sidste faktorer, der kendetegner en vildtvenligt skovdrift.
I den vildtvenlige skovdrift er det især fødegrundlaget og muligheden for dækning, som kan påvirkes.
Fødegrundlaget
Fødeproduktionen på forskellige arealer i skoven varierer meget. Produktionen af føde til hjortevildtet svinger fra tilnærmelsesvis 0 FE/ha/år i mellemaldrende granskov til over 4000 FE/ha/år på veldrevne og gødskede vildtagre.
Også i de enkelte skovbevoksninger varierer produktionen, da løvtræ producerer mere føde end nåletræ, lystræarter mere end skyggetræarter og unge kulturer mere gamle bevoksninger.
Man har derfor gode muligheder for at påvirke fødegrundlaget igennem skovdriften.
Der er ingen tvivl om at den største fødeproduktion fås ved at anlægge vildtagre. Det er nu, du skal tænke på årets vildtagre, og det er nu, du skal bestille frø til disse.
Et alternativ til egentlige vildtagre er skovenge, der såfremt de holdes velplejede, kan have fødeproduktion næsten på højde med vildtagre. Det er især vigtigt, at slå skovengene, da næringsindholdet i græsset ellers vil falde markant.
Undersøgelser har vist, at hjortevildtet reagerer positivt på anlæggelse af sådanne arealer på op til 1/3 af skovensareal. Det vil dog i langt de fleste skove ikke være realistisk med en så høj andel af lysåbne arealer, på grund af lovgivningen og hensynet til skovens produktion.
Det er derfor hensigtsmæssigt også at kigge på den potentielle foderproduktion på de skovbevoksede arealer.
Foderet på de skovbevoksede arealer består i høj grad af græs, brombær, selvforyngelse o.l., der findes undertræerne, og i mindre grad af foder på selve træerne, i form af knopper og bark.
Ved optimering af foderværdien i skovbunden er træartsvalget af afgørende betydning, da lystræer har en foderproduktion, der er op til 3 gange højere end skyggetræarter. Dette skyldes den øgede lystilgang til skovbunden, der ofte er 10 gange større end hos skyggetræarter, hvilket giver en meget større vækst af græs, urter, brombær o.l.
Ved foryngelse af skovbevoksede arealer er det værd at overveje brug af selvforyngelse af især hjemmehørende træarter. Dette skyldes at plantetallet ved selvforyngelser langt højere end ved plantning, og der er derfor en større mængde føde tilgængelig i form af knopper. Hegning vil naturligvis begrænse tilgængeligheden af denne føde.
Endelig kan vinterskovning, stævningsdrift og halvskovning nævnes som muligheder for at øge tilgængeligheden af foder i form af knopper og grene.
Dækning
Ud over at øge produktionen af føde kan driften ligeledes påvirke muligheden for dækning til vildtet.
Vildtet anvender i stor udstrækning tætte bevoksninger som dækning, dels i hvileperioder, og dels i tilfælde af forstyrrelser. Også her har valget af træarter stor betydning, da især unge nåletræsbevoksninger giver god dækning for vildtet.
Derudover kan løvtræskulturer og løvtræsbevoksninger med tæt underskov, som det ofte ses under lystræarter, give dækning. Omvendt vil gamle bevoksninger med skyggetræarter som f.eks. bøg, rødgran, ær o.l kun give en meget begrænset dækning.
Dækningen i en bevoksning vil som hovedregel værebedst i kulturperioden, men dækningseffekten kan forlænges igennem kraftig tynding eller topkapning, der bibeholder de grønne grene helt nede ved jorden. Ved etablering af nykulturer af løvtræer kan man anlægge nåletræsholme i størrelser fra 0,2 til 0,5 ha i bevoksningen. Disse nåletræsholme vil give dækning for vildtet i vinterhalvåret, og vil, med den korrekte pleje, kunne give dækning i en lang årrække.
Ud over at anvende nåletræer ved kulturanlæggene, kan dækning skabes igennem brugen af stævninger og halvskovning, der ofte giver en meget tæt opvækst af rodskud.
Strukturen i en vildtvenlig skov
Som det ses ovenfor, er der en række muligheder for at påvirke fødegrundlag og dækning gennem driften af skoven, men som det også fremgår, er de mest velegnede bevoksninger til fødeproduktion ikke altid dem, der giver den bedste dækning.
Det er derfor nødvendigt at planlægge driften således, at skovens samlede struktur består af en mosaik af bevoksninger med høj fødeproduktion og bevoksninger med god dækning.
Denne struktur er især vigtig, når det drejer sig om råvildt, hvorimod kronvildtet bevæger sig over større afstande og derfor stiller mindre krav til en sådan struktur.
