Vestskoven ved København
En kæmpe skovrejsning på 1.400 hektar nærmest midt i vores hovedstad i 1970’erne – hvordan kunne det lade sig gøre på et tidspunkt, hvor kampen om jorden til byudvikling var på sit højeste? Der er tale om Danmarks største skovtilplantning på landbrugsjord i nyere tid. Etableret før den moderne skovrejsning var kommet på mode. Med nye metoder og med en nytænkt balance mellem produktion, naturværdier og publikumshensyn.
Svaret er dels tålmodig planlægning og en håndfuld engagerede lokalpolitikere, dels at man fik sat en behændig og velbegavet ildsjæl i spidsen for den praktiske gennemførelse – Einar Laumann Jørgensen, statsskovrider ved Københavns statsskovdistrikt.
Projektet drejede sig om anlæg af et rekreativt område på Københavns skovfattige vestegn med dens voksende befolkning. Hvis man ser på et kort over hovedstadsområdet, bemærker man straks, at langt det meste skov ligger mod nord. Charlottenlund skov, Dyrehaven, Hareskoven, Rude skov, Grib skov og så videre. Og da det er attraktivt at bo ved skov – som alle vore medlemmer ved – så bosatte den bedre stillede del af befolkningen sig her nord for København.
Syd og vest for København så der anderledes ud. Her lå den store skovløse flade med byer som Glostrup, Tåstrup, Hedehusene, Sengeløse, Brøndby, Vallensbæk, Herstederne, Vallensbæk, Kildebrønde, Ishøj med flere. Et område med noget af Danmarks bedste landbrugsjord, fladt og uden forhindringer i form af bakker eller skove. Intensivt dyrket og med især mange gartnerier. Men uanset dette fortsatte København ubarmhjertigt sin byudvikling vestpå ud over denne flade.
30 år fra plan til handling
Nogle forudseende planlæggere havde tidligt set behovet for rekreative arealer i området. Allerede i 1936 optrådte idéen om en `Vestskov ́ i en officiel betænkning. Landbrugskrisen satte dog en stopper for projektet. Midt under krigen kom et ”Udkast til Lov om Skovplantning i Egnen sydvest og syd for København”, men loven blev aldrig vedtaget. I 1947 fik vi så den berømte `Fingerplan ́ for udvikling af hovedstadsområdet. Mellem to af fingrene var der mulighed for en skovrejsning. Men der var stadig langt fra idé til handling.
Først i 1964 skete der noget: En ny plan – ”Skitse til en Vestskov” – så dagens lys. Den indeholdt et forslag om et 1.500 hektar stort rekreativt område – indeholdende de to landsbyer Risby og Herstedøster. Herved var rammerne skabt. Der blev nu arbejdet heftigt med at koordinere de forskellige positive kræfter, og kulturpersonligheder som Poul Henningsen og Hakon Stephensen gik ind i sagen. Dagbladet Politiken lavede en kampagne, hvor private kunne støtte projektet økonomisk. 5 kroner for et træ. Der blev indsamlet godt en kvart million i denne første crowdfunding (siden hedeplantagerne!).
I 1965 var der endelig grønt lys, og Københavns statsskovdistrikt blev bedt om ”at omdanne de mange papirbunker i de offentlige kontorer til grønne træer på de store sletter,” som Laumann Jørgensen skriver i sin bog ”Vestskoven – et landskab under forvandling”.
Foran lå dog et kæmpe arbejde – i første omgang med at opkøbe et stort antal landbrugsejendomme. Der blev opkøbt i alt omkring 130 ejendomme. Oliekrisen kom til hjælp, idet den betød, at mange gartnerier i området blev sat til salg.
Opkøbene fortsætter i øvrigt den dag i dag i mindre målestok – der ligger stadig ejendomme inden for den planlagte skovgrænse, som det endnu ikke er lykkedes at købe. De fire kommuner, som var involveret, var heller ikke alle lige interesserede. Projektet forhindrede jo både erhvervs- og byudvikling. Mange syntes, det var bedre, hvis de rekreative arealer ikke lige blev lagt i ens egen kommune, men i nabokommunen.
Efter 13 års forløb (i 1979) havde man fået købt 1.200 hektar for tæt ved 70 millioner kroner. Indvielsesplantningen og de første plantninger blev foretaget øst for Herstedøster landsby. Senere kom området, der blev kaldt `Mønterne ́, idet den blev finansieret med de indsamlede beløb. Ellers var der tale om finanslovsbevillinger. Men relativt beskedne beløb, hvilket betød, at man måtte lave billige kulturer med meget lave plantetal. Hvilket i øvrigt ikke er så dumt i rekreative plantninger.
Den praktiske drivkraft
Den person, der drev hele dette projekt fremad, var statsskovrider Laumann Jørgensen. Beslutningskraftig, lynhurtig og med en evne til at sætte sin vilje igennem i de fleste situationer. Han havde været chef for planlægningsafdelingen i statsskovvæsenet, og han havde undervist i planlægning på Landbohøjskolen.
Dertil var han lidt af en utraditionel og kontroversiel figur. Han havde blandt andet foreslået Klosterheden statsskovdistrikt nedlagt og udstykket til sommerhusgrunde og golfbane. Og jagtloven var efter hans mening ”for skræddere og barberere fra byen” – den gjaldt ikke skovfolk, for hvem jagten jo var en form for kulturpleje.
Prioriteten i det nye anlæg blev klart således: 1. publikum, 2. natur og 3. produktion. Med en tyk streg under publikum. Selv om produktionen var nedprioriteret, blev bevoksningerne lavet, så de senere indtægter i en væsentlig grad skulle kunne finansiere driften. Laumann var trods alt en gammeldags skovmand, og anlægget blev lavet ekstensivt og billigt. Hovedsagelig med monokulturer eller enkle blandinger på stor planteafstand. Og med næsten 50 % åbne arealer.
I den oprindelige plan arbejdede man med seks skovtyper – hver domineret af sin egen hovedtræart. Dette system blev dog for stift, og senere delvis opgivet.
Tanken var, at alt skulle være kemifrit. Men det gik ikke, og der blev brugt både Roundup og jordmidler ved en del af anlæggene. I andre kulturer blev der harvet fire gange hver sommer. Det hændte, at initiativrig ungdom fra de nærliggende byer forsøgte sig med hampedyrkning på arealerne. Der blev flyttet flere læs skovbund med anemoner fra Hareskovene for at få en hurtig bundvegetation. Det virkede godt i en periode, men nu er der desværre ikke mange tilbage.
De åbne arealer skulle græsses. Til det brug anskaffede man sig en besætning af skotsk højlandskvæg, som samtidig fungerede som et vartegn for den nye skov.
(Man siger også, at de havde den funktion, at landboorganisationerne ikke skulle kunne kræve de åbne arealer tilbage). Tilsyn og pasning blev på fortrinlig vis forestået af en af skovarbejdernes koner.
Det flade landskab var et problem i et rekreativt perspektiv, men ikke større end at der kunne gøres noget ved det. Lige nord for Herstedøster landsby blev der med overskudsjord etableret et varieret bakkelandskab – Herstedhøje. Her blev over et tiår tilkørt 3 millioner kubikmeter, svarende til godt 750.000 lastbillæs med råjord, murbrokker med mere fra udgravninger og nedbrydninger overalt i hovedstaden. Man fik faktisk betaling for dette, således at etableringen blev en god forretning, der var med til at finansiere plantningerne. Der blev desuden gravet et antal søer.
I træartsvalget blev det besluttet hovedsagelig at bygge skoven op af danske og sydskandinaviske træ- og buskarter. Bøgen blev af hensyn til forårsfrosten etableret med ammetræer eller under forkultur af rødel eller birk.
Der blev i de fleste kulturer benyttet en rækkeafstand på 3 meter, dels af besparelseshensyn, dels for at lette kulturplejen og den senere bevoksningspleje.
Mellem skovstrækningerne blev der etableret fritidsfaciliteter som ridebaner, lejrpladser, fodboldbaner (se forsiden), naturskoler, hundeskove med mere.
Det samlede areal består i dag af 45 % ubevokset, 43 % løvskov og 12 % nåleskov. Eg er absolut hovedtræarten. Træartsfordelingen ser således ud:
| Areal (ha) | Areal (%) | |
|---|---|---|
| Bøg | 185 | 14% |
| Eg | 286 | 21% |
| Ask og ær | 56 | 4% |
| Andet løvtræ | 50 | 4% |
| Gran | 41 | 3% |
| Ædelgran | 47 | 4% |
| Andet nåletræ | 74 | 6% |
| Ubevokset | 600 | 45% |
| Ialt | 1.340 | 100% |
På langt sigt vil nåleskovsarealerne ifølge den nuværende administration alene findes som spredte holme og indblanding i løvskoven, ikke som egentlige bevoksninger.
Kulturhistorie
Skovrider Laumann Jørgensen var meget historisk og arkæologisk interesseret. Han havde således i mange år rundt omkring i landet, blandt andet i Hareskovene og på sin private ejendom Tingskoven i Thy, fundet og beskrevet en lang række store sten med indhuggede mærker eller riller. Arbejdet blev på et tidspunkt til en hel bog ”Stjerner, Sten og Stænger. Arkæo-Astronomi i Danmark”. Heri fremsatte Laumann en række teorier omstenenes rituelle, astronomiske eller religiøse betydning. Disse teorier er dog senere afkræftet af videnskaben.
Det var derimod et lykketræf for Laumann, at man i 1978 fandt resterne af Ole Rømers observatorium i Vestskoven. Ole Rømer (1644-1710) var en verdenskendt dansk astronom, der som den første målte lysets hastighed (det, der med Rømers egne ord blev betegnet som ”lysets tøven” – et smukt udtryk for den erkendelse, at det faktisk tager tid for lyset at komme fra et sted til et andet – at lyset altså har en hastighed). Fundstedet er nu markeret med tre granitsten, og der er indrettet et museum for Ole Rømer i skoven.
Derudover har man fundet et stenalderanlæg ved Dyssekilden samt Herstedernes gamle rettersted. I skoven ligger også Hvissingestenen på 250 tons. Den overtalte Laumann fredningsdommeren til at frede en lillejuleaften i snevejr – kort før den ellers ville være blevet sprængt i luften. Endelig kan man nævne den endnu større Finlandiasten, som blev fragtet fra Finland til Vestskoven og overdraget som en gave af selveste præsident Kekkonen.
I `vikingelandsbyen ́ i den vestlige ende af skoven har engagerede skolelærere og andre rekonstrueret en bebyggelse fra den tidlige middelalder til glæde for egnens skoleklasser. Alt i alt er det lykkedes at gøre Vestskoven til et alsidigt udflugtsmål for vestegnens mange beboere.
Den nuværende drift
Der er netop lavet en ny driftsplan. Her er alle bevoksninger tildelt en såkaldt `skovudviklingstype ́. Det vil sige, at man har givet en sigtelinje for, hvordan hver bevoksning skal udvikle sig på langt sigt. Ellers er planen ret ekstensiv på den måde, at hugsterne i de enkelte afdelinger ikke er planlagt. Planlægningen kører efter gennemsnitsbetragtninger.
Skovrejsning de sidste 200 år |
|---|
|
Plantning af ny skov har været et samfundsanliggende side fredskovsordningen i 1805, hvor skovene var helt nedslidte og overudnyttede. På det tidspunkt havde vi omkring 140.000 hektar skov i Danmark. Man tog da en politisk beslutning om at genskabe tidligere tiders skove. Langt der meste skovtilplantning fandt sted i Jylland. En del som statsplantning, men meget i private plantager. Tilplantningen fortsatte helt op til 2. verdenskrig, hvor den stort set stoppede. Under indtryk af marginaljordsdebat og ønsket om mere ‘natur’ blev plantningerne dog genoptaget omkring 1990, hvor man gav tilskud til skovrejsning. I denne sidste skovrejsningsbølge er der tilplantet omkring 67.000 hektar landbrugsjord, og det samlede skovareal er nu på cirka 600.000 hektar. Det kan bemærkes, at det aktuelt burde være muligt at ansøge om tilskud til skovrejsning. Ansøgningsperioden er her ved redaktionens slutning bleve udsat, og fristen forventes nu at blive den 1. september. Følg med på //www.skovdyrkerne.dk/ _blank – “Klik her for at gå til forsiden.”>www.skovdyrkerne.dk. |
I skoven er energitræ hovedeffektet. Pensioneret skovfoged Hans Jönsson, som har stået for størstedelen af det praktiske anlæg, og som er fra før flisen blev moderne, er kritisk: ”De tager det hele, det er jo den potentielle biodiversitet, der ligger i de store flis- eller kvasbunker, man mangler kvaset at køre på for at undgå strukturskader på den fede lerjord, og man mangler det til den nødvendige humusdannelse.”
Der bliver i gennemsnit hugget 4.300 kubikmeter om året (svarende til 5,8 m3/ha bevokset). Kravet er overskud på skovdriften. De ældste bevoksninger er ved at være hugstmodne. Alle nye kulturer bliver lavet som blandinger. Bøgen plantes sammen med rødel, lærk, birk eller kirsebær. Egen sammen med avnbøg og skovfyr. De indblandede træarter sættes i grupper på cirka 20 x 20 meter – 1 gruppe for hver hektar.
Jagten er delvist lejet ud. Der er en kvote for, hvor meget vildt der skal skydes. Kun riffeljagt – hovedsagelig efter råvildt – og kun morgenjagt inden klokken 7.00.
I den kommende periode omlægges foldene til højlandskvæget, så man får færre større i stedet for mange små folde, og således at en del skovbevoksninger bliver inddraget i græsningsarealet. Resten af sletterne plejes med får eller slås. På sletterne plantes der af æstetiske grunde holme af træer og buske.
Den naturlige hydrologi
Der er også dømt `naturnært skovbrug ́ i Vestskoven. Det betyder, at man så vidt muligt vil satse på den naturlige udvikling, blandt andet med selvforyngelser. Det betyder også `naturlig hydrologi ́, altså at man undlader at grave nye grøfter eller vedligeholde eksisterende efterhånden som de gamle landbrugsdræn ophører med at fungere. Det er dristigt (andre ville sige: uklogt) på den stive og flade jord. I driftsplanen taler man direkte om de ”tiltagende problemer med forsumpning” og behovet for at gå over til en større andel rødel. (De første rødel, der blev plantet som forkulturer eller som ammetræer, har dog ikke været nogen succes – mange af dem er gået i stå i væksten eller direkte faldet sammen).
Man er ophørt med at oprense alle de mindre grøfter. Og man planlægger endog en aktiv hævning af vandspejlet i nogle områder ”med henblik på mere biodiversitet”, som der står i driftsplanen. Efter driftsplanen accepteres forsumpningen, hvor det kun er skovproduktionen, det går ud over. Men ikke, hvor den går ud over publikum eller naboer. Den høje vandstand vil uden tvivl give nedsat vækst og en hel del stormfald, som får lov at ligge til insekterne og svampene. Så er det spørgsmålet, om publikum synes, det er kønt. Vi andre er også skeptiske. Hvad er det for en biodiversitet, man får i bytte for stabile, sunde og vækstkraftige bevoksninger?
Skovfoged Hans Jönsson, som er fra en tid, hvor skovproduktionen betød noget, siger i dag: ”Den største fejl i anlægsfasen var, at vi ikke lavede en reel afvandingsplan. I et aktivt skovbrug må man kunne styre vandet.” Den høje grundvandstand giver også et problem for vejsystemet. Vejene blev på grund af pengemangel anlagt uden en egentlig vejkasse, men bare ved udlæg af grus ovenpå mulden. Det har nu fungeret i en del år, men er ikke godt i længden. Der er i området stor efterspørgsel efter ridemuligheder. Erfaringerne fra de første år var, at vejene ikke holder til ridning. Derfor er der etableret et fint net af ridestier – de fleste langs med vejene.
En succes!
Men bortset fra de indvendinger, man kan have som skovmand, så er der ikke tvivl om, at man har fået etableret et anlæg til stor glæde for de tusindvis af beboere i Københavns vestegn. Der er boldbaner og ridestier, skovbørnehaver og seværdigheder, ubegrænsede muligheder for både motionister og naturinteresserede, der er et specielt stiforløb for handicappede, der er højlandskvæg og kunstige bjerge. Og der er format over det. Der mangler kun den planlagte skilift – hvis ikke klimaforandringen gør den illusorisk.
Per Hilbert (phi@skovdyrkerne.dk)
Hvad kan vi lære af Vestskoven? |
|---|
| Hvad kan nutidens skovejere lære af Vestskovens næsten 50 år gamle anlæg? Blandt andet følgende:
– Størrelse er vigtig. Lav din skovrejsning så stor som muligt – Hvis vægten ligger på det æstetiske og ikke på produktion af kvalitetstræ, kan udmærket vælges en ganske stor planteafstand – Åbne arealer giver mange fine skovbilleder; men de skal plejes med græsning eller slåning – Et varieret træartsvalg er vigtigt. Vælg træarter af både løv og nål, som er velegnede på stedet – Monokulturer er lettere og billigere at anlægge, at pleje, og især at udnytte på den lange bane – Eventuelle fortidsminder bør beskyttes og fremhæves i anlægget – Vandafledningen er vigtig. Erstat landbrugsdrænene med åbne grøfter inden plantning – Et stabilt vejsystem bør planlægges og anlægges i forbindelse med plantning Meget mere viden kan hentes i Christian Nørgård Nielsen og Per Hilbert: Håndbog i Skovrejsning (2014). |
By: Per Hilbert
