Urørt skov skal skabe mere biodiversitet i statens skove
Danmark er forpligtet af internationale aftaler, som kræver at biodiversiteten forbedres. Dem har regeringen forsøgt at efterleve ved at skabe tusindvis af hektar med urørt skov i statsskovene. Det er ifølge vismændene den billigste løsning – og skatteborgerne betaler.
Tekst og fotos: Per Hilbert, seniorkonsulent og tidligere redaktør af Skovdyrkeren
Skovdyrkeren dækkede for nylig en usædvanlig begivenhed. Ved et arrangement hos Naturstyrelsen i Gribskov ødelagde miljøminister Jakob Ellemann-Jensen barken på et fint 130 år gammelt bøgetræ.
Behandlingen betyder, at det fine træ kan se frem til en langsom død. Det vil ende med, at træet rådner op på roden og til sidst knækker sammen og bliver til føde for svampe og insekter.
Det er et træ, som skiftende skovfogeder gennem et århundrede har passet og puslet om, og som ellers stod klar til at blive til stole, køkkenborde eller måske et bøgegulv.
Men sådan skulle det altså ikke gå.
Enhver skovmand må spørge: Hvad har Naturstyrelsen gang i?
Svaret vil vi prøve at give i denne artikel.
Internationale forpligtelser
Baggrunden er, at Danmark via konventioner og strategier i henholdsvis FN og EU har forpligtet sig til at standse tilbagegangen i biodiversitet inden 2020. Det handler dels om at undgå yderligere uddøen af arter og dels om at forbedre situationen for de arter, som anses for truede.
Således indgår det i EU’s biodiversitetsstrategi fra 2011, som vi er forpligtet af, at der i 2020 skal være 50 procent flere arter, som har god eller forbedret status sammenlignet med en rapportering fra 2007.
Man kan så undre sig over, at nogen kan tro, at naturtilstanden i skovene kan ændres i løbet af et par år. Store ændringer i naturen tager årtier eller endnu længere. Men sådan er politik – og det er altså den opgave, Naturstyrelsen er blevet pålagt på sine arealer.
Biodiversitet
Biodiversiteten er vigtig – det vil de fleste være enige i. Biodiversiteten er et udtryk for naturens mangfoldighed. Den har været hele grundlaget for vor tilværelse, lige fra vi kravlede ned fra træerne og frem til i dag.
Vi har i Danmark 35.000 til 40.000 forskellige arter af levende organismer. Heraf kategoriseres cirka 1.500 som truede. Truede er det, vi andre kalder sjældne.
Forskerne mener at kunne fastslå, at der i den danske natur kan konstateres tilbagegang for en del af disse truede arter. Det er selv om, de fleste, der færdes i de danske skove, umiddelbart har svært ved med egne øjne at konstatere en sådan tilbagegang.
Vi kan derimod se, at skovens pattedyr ser ud til at stortrives, bortset fra nogle sjældne og vanskeligt bestemmelige mus og flagermus.
Ifølge fuglekendere har skovfuglenes udvikling været stabil de sidste 40 år. Af 15 sjældne og truede fuglearter har de 14 således været stabile eller i fremgang.
Tilbagegangen er tilsyneladende især koncentreret indenfor grupperne svampe, larver, biller og insekter, som kun kendes af få specialister.
Af nedennævnte store undersøgelse fremgår det, at de skovarter, som vi ifølge FN og EU er særlig forpligtet til at sikre og standse tilbagegangen af, egentlig er ganske få.
Det drejer sig om tre arter af flagermus og hasselmus. Derudover mos-arten grøn buxbaumia, de to bille-arter eremit og egeskovsmælder. Derudover er det fuglen vendehals, svampen stor ridderhat og endelig insektet blank gæstemyre.
Hvis man medregner arter, som er knyttet til vådområder og andre lysninger i skoven eller medregner de truede arter fra den danske rødliste, bliver antallet dog naturligvis højere.
Den danske indsats
Det er bemærkelsesværdigt, at størstedelen af den danske biodiversitet findes i skovene, inklusive skovenes vådområder og lysninger. Altså de skove, der har været drevet med træproduktion i årevis.
Vort største biodiversitetsmæssige problem findes nemlig ikke i skovene, men i det åbne land. Det er ikke så mærkeligt, da de fleste af det åbne lands arealer pløjes en gang om året, og i øvrigt påvirkes kraftigt på mange andre måder.
Så når den store indsats for biodiversiteten alligevel skal ske i skovene – og specielt i statens skove – så skyldes det, at en indsats vurderes at være billigst her.
Den politiske aftale Naturpakken fra maj 2016 har derfor nu fastlagt, at ud af Naturstyrelsens omkring 100.000 hektar skov skal 22.300 hektar forvaltes med biodiversitet som hovedformål. Det er altså godt 20 procent af arealet. Kommerciel skovdrift på disse arealer skal ophøre eller indskrænkes betydeligt.
Private ejere af skov kan også få lov til at være med – med tilskud eller mod erstatning.
Skatteborgerne betaler omkostningerne
Man kan sige, at Naturstyrelsen har påtaget sig at varetage en stor del af Danmarks internationale forpligtelser på sine arealer. På den måde tages noget af presset væk fra de private, som i de fleste tilfælde kan fortsætte deres skovdrift som tidligere, hvis de ønsker det.
Omkostningen ved at erstatte indtægtsgivende skovdrift med udgiftskrævende naturpleje kommer således til at ligge hos Naturstyrelsen – det vil sige hos skatteborgerne.
Overordnet kan man også betragte det sådan, at de godt 22.000 hektar statsskov, som fremover reserveres til biodiversitetsformål, på en måde tages ud af det produktive danske skovareal. Det produktive skovareal falder dermed fra cirka 585.000 hektar til cirka 560.000 hektar. Vi går ud fra, at Naturstyrelsen fortsætter sin normale skovdrift på det øvrige areal.
I forvejen forvaltes allerede 9.000 hektar i statens skove med biodiversitet som hovedformål. Naturpakken betyder altså, at der skulle udpeges yderligere 13.300 hektar, så man i alt kommer op på de 22.300 hektar.
Den praktiske udpegning
Udpegningen er nu sket. Universiteterne i Århus og København har leveret rapporter med anbefalinger, og Naturstyrelsens forstfuldmægtig Erik Buchwald har i en tre-årig erhvervs-ph.d. analyseret, hvordan udpegningerne kunne ske bedst muligt.
– Mit grundlag har været 22 millioner stedfæstede observationer af arter i den danske natur. Kortlægningen er brugt til at finde frem til de skove, der mest kosteffektivt kan beskyttes for at få større mangfoldighed i den danske natur og nå de politiske 2020-mål, oplyser Erik Buchwald.
For første gang har man derfor nu et objektivt grundlag, der har kunnet bruges ved udpegning af de mest interessante områder i relation til biodiversiteten.
Første skridt var ifølge Erik Buchwald at få kogt de mange millioner observationer ned til arter, som er truet – enten globalt, på EU-niveau eller i Danmark.
– Sammen med en gruppe andre forskere har vi så fundet frem til de områder i statens skove og naturområder, hvor naturen vil kunne vinde mest ved en mere skånsom behandling. Nu er jeg superglad for, at jeg har fået lov til i de kommende år at stå fagligt i spidsen for det team i Naturstyrelsen, som skal udvikle forvaltningsplanerne for de udpegede skove, siger han.
Udpegningen fokuserer ikke på små hotspots, men på hele skove eller dele af større skovområder og har været i offentlig høring i år.
Det er i øvrigt interessant, at undersøgelserne betegner både nåletræ (rødgran) og renafdrifter som vigtige for biodiversiteten. Det er også interessant, at den største biodiversitet i de danske skove er fundet i en nåletræsdomineret skovrejsning, nemlig Tisvilde Hegn.
Økonomien
De udpegede arealer er fordelt til kategorierne ’urørt skov’ og ’anden biodiversitetsskov’. Der er tre fjerdedele af det første og en fjerdedel af det sidste.
For hver af de udpegede skove skal der udarbejdes en driftsplan, der konkret tager stilling til, hvordan den fremtidige drift skal køre. Indtil det er sket, er driften underlagt særligt restriktive retningslinjer for at sikre, at eksisterende naturværdier ikke ødelægges.
Det er et oplagt spørgsmål, hvad alle disse ændringer på længere sigt vil betyde for Naturstyrelsens økonomi. Desværre er der ingen af de mange rapporter, der klart besvarer dette spørgsmål.
Erik Buchwalds ph.d.-afhandling nævner dog, at den mest omkostningseffektive udpegning ville give en nedgang i statsskovenes årlige nettoindkomst i størrelsesordenen 38 til 46 procent. Den endelige udpegning er dog i praksis blevet noget mindre.
De mange nye tiltag som eksempelvis græsning i skovene kommer imidlertid også til at koste. Under alle omstændigheder bliver der tale om en ganske stor økonomisk regning, når man går fra drift til pleje.
Men det er tilsyneladende den pris, som politikerne er villige til at betale for en forbedret biodiversitet. ”En rig natur i et rigt samfund” var allerede titlen på Wilhjelmudvalgets rapport fra 2001.
Nu er vi ved at være fremme.
