Fagfolk fik inspiration til naturnær skovdrift
Sidste sommer var en gruppe skovbrugere på faglig inspirationstur til England. Målet var at lære mere om naturnær skovdrift. Turen var arrangeret af Pro Silva.
Af Skovfoged Ulrik Kragh Hansen, Skovdyrkerne Nord-Øst
I juni sidste år drog en gruppe skovbrugere til Sydengland. Vi havde base i Shaftesbury i Dorset. En typisk mindre engelsk by med den helt rigtige stemning.
Målet var at lade sig inspirere af Andy Poore. Andy Poore er selvstændig skovforvalter og har praktiseret naturnær skovdrift i både nåletræ og løvtræ de sidste 30 år.
Han har ikke en skovbrugsmæssig baggrund, men er økonomiuddannet. Det forhindrer ham ikke i at dyrke skov med omtanke og et enormt drive. Hans skovdyrkningsfilosofi er lig den, man finder i det nordøstlige Frankrig.
Stourhead Estate
Første dag gik til Stourhead Estate for at kigge på nåletræsdyrkning. Et 652 hektar stort distrikt med 8. generation skovejer.
Skoven består af tre fjerdedele nål og en fjerdedel løv. Kun 30 procent af skoven er oprindelig skov, mens resten er tilplantet siden 1840.
Der er plantet både nål og løv. Jordbunden er god til nåletræ og den selvforynger sig gerne. Der findes ler under etnæringsmoderat muldlag, og der er en god vandhusholdning.
Skovens dyrkningshistorie
Skovens nuværende struktur blev grundlagt omkring 1900, hvor den daværende ejer fik lavet en skovbrugsplan med visionen om, at skoven på sigt skulle forynge sig selv. Skovrejsningsgenerationen var dog af middelmådig kvalitet, så der skulle nye arter og gener på banen.
Midlet til at komme derhen blev et utal af små afdrifter på en kvart til en halv hektar, som efterfølgende blev gentilplantet.
Nåletræsarterne var primært douglas, sitkagran, rødgran og lærk. I dag er den ønskede skovstruktur opnået og 78 små parceller er lagt sammen til en 22 hektar stor afdeling.
Skoven og Andy Poore
Da Andy Poore startede som forvalter på Stourhead var mange bevoksninger af en noget svingende kvalitet. Der var mange dårlige og grove individer, men også en del finkvistede og retvoksede træer, som i det traditionelle afdriftssystem ikke ville nå måldiameteren.
For at kunne høste de gode træer, når de havde nået den økonomisk optimale måldiameter, overgik skovbehandlingentil irregulær drift.
Her tilføjede ejeren, at han også foretrak et skovdyrkningssystem uden renafdrifter, men at han ikke ved om det er økonomisk bedre.
Den nuværende hugst
Hugsten bygger på enkelttræsdyrkning, hvor det enkelte træ først hugges, når det er hugstmodent. Nåletræ har generelt hugstdiameteren 55 cm af hensyn til den engelske industri, mens douglas gerne må blive større. Bevoksningerne har indlagt faste kørespor og bevoksningerne udvises til hugst.
Maskinføreren må ikke fælde træer ned i de store selvforyngede træer, mens det er acceptabelt at fælde et træ ned i foryngelse på en til to meters højde. Hugstintervallerne ligger på fem til seks år, og det tilstræbes at fjerne 20 procent af vedmassen. Det er vigtigt, at lysmængden er korrekt. Grundflade efter hugst på cirka 25 kvadratmeter, så nåletræet hele tiden kan forynge sig uden at birken invaderer arealerne
Efter hugst skal bevoksningerne være fulde af sunde træer med store kroner, da det er dem, der vokser. Prøveflademålinger har vist, at de store douglas går ned i produktion, hvis de står tæt og somrene er våde. Sodskimmel går på nålene og nedsætter produktionsapparatet.
Foryngelse
Foryngelse sker primært ved selvforyngelse og en lille smule indplantning.
Renafdrift finder kun sted ved træartsskifte. Planteforbruget sidste år var 3.000 styk på hele distriktet og var ligeligt fordelt mellem plantning efter afdrift og suppleringsplantning i selvforyngelser. Indplantningstræarter er douglas, thuja, almindelig ædelgran og løv.
Et år efter hugst foretages en udrensning, hvor tsuga jagtes og dårligt formede træer fjernes, hvis det generer et godt træ. Udrensningen sker enten med motorsav eller med kratrydder. Her var det virkelig vigtigt, at skovarbejderne formår at begrænse sig og kun gør det absolut nødvendige.
Svampeangreb
For godt 10 år siden kom svampen phytophtora ramorum til England sammen med nogle haveplanter. Svampen er en stor skadevolder på specielt japansk lærk, men den angriber også ægte kastanje, og der er sandsynlighed for, at den også går på europæisk lærk og hybridlærk.
For syv år siden nåede svampen Stourhead. Staten har pålagt distriktet at fælde alle lærk for at mindske smittetrykket.
I alt er der tvangsskovet omkring 20.000 hektar med japansk lærk i Storbritannien grundet svampen.
Tsuga er ilde set
Tsuga er ikke kærkommen på ejendommen. Den indenlandske afsætning af træet mangler. For en årrække tilbage havde Stourhead en del kraftigt tyndede tsugabevoksninger, som foryngede sig meget villigt. For at stoppe denne foryngelse blev tyndingshugsterne indstillet. De selvsåede tsuga blev udrenset.
På sigt afdrives bevoksningerne og gentilpantes med de ønskede træarter douglas, thuja, almindelig ædelgran og løv.
Det pudsige er så, at eksportmuligheder af tsuga til Asien er opstået i mellemtiden. At dømme en træart ude på grund af manglende afsætning i en periode er ikke altid rigtigt. Tænk bare på historien med grandis i Danmark.
Jagt
Distriktet har ændret måden hvorpå jagten drives. Tidligere blev jagten lejet ud til trofæjagt. Trofæjagten var dog ikke et middel til at regulere hjortebestanden. Hunner og kalve skydes ikke i tilstrækkeligt omfang.
Jagten er taget hjem og afskydningen blev øget voldsomt i to år uden synderlig effekt på vildtskaderne. Men så slog det igennem og hjortebestanden er kommet ned på et acceptabelt niveau. Men der skal stadig skydes mere, end man tror.
Skovningsomkostninger
Et stridspunkt mellem tilhængere af renafdriftssystemet og tilhængere af naturnær skovdrift med et kontinuert skovdække er oparbejdningsomkostningerne. Alt andet lige er det nemmere og hurtigere og dermed billigere at oparbejde et træ, hvis alle træer skal fældes uden hensyntagen til blivende træer.
Andy Poore fremførte, at i den naturnære skovdrift fældes der flere store træer over en rotation i forhold til regulær afdrift. En større del af træerne får lov til at blive store.
Andy var overbevist om, at små tyndingstræer i de første tyndinger i den regulære skovdyrkning koster 20-30 gange så meget at skove pr. kubikmeter som store træer i den irregulære skovdrift. Alt i alt vurderer Andy Poore, at der over en periode på 50 år ikke er den helt store forskel i oparbejdningsomkostningerne.
Tilvækstnedgang i konverteringsfasen
Andy Poore berørte også spørgsmålet om tilvækstnedgang i konverteringsfasen. Den hårde tynding, hvor grundfladen hugges ned til 16-18 kvadratmeter pr hektar er ud over det frie hugstinterval.
Den hårde tynding er dog nødvendig for at give lys til enten selvforyngelse eller indplantning. Om tilvækstnedgangen opvejes af en højere indtægt fra den tidlige tynding er dog et åbent spørgsmål.
Rushmore Estate
Andendagen gik til Rushmore Estate for primært at kikke på løvtræsdyrkning. Distriktet er på 833 hektar med 69 procent løvtræ, 26 procent nåletræ og 6 procent alleer og åbne arealer. Hele 83 procent af skoven er oprindelig skov og den årlige hugst er kun på 3.000 kubikmeter.
Gennem mere end 100 år har der været en konvertering af stævningsskov til højskov gennem naturlige processer og aktiv skovdyrkning. Efter en dansk målestok er løvtræsarealerne på Rushmore Estate kvalitetsmæssigt middelmådige. Til gengæld er biodiversiteten temmelig høj.
Konvertering af ældre rødgran Ikke alt går lige efter en snor i England heller. Vi gjorde stop ved en 60-årig rødgran, som oprindelig var plantet i en blanding af bøg og rødgran. Bøgen blev ædt af grå egern, så der nu er tale om en regulær rødgran med en tilnærmelsesvis normalfordeling af diameteren.
De seneste års behandling har haft til sigte at starte en selvforyngelse af rødgran, som skulle suppleres med plantning af douglas og thuja.
Rødgranforyngelsen er udeblevet, måske på grund af jordbundsforholdene eller for dårlig frøsætning. Nu har brombær indfundet sig efter for hård tynding og Andy Poore har startet underplantning med douglas og thuja i vækstrør efter en mulching i de opståede lysbrønde. Han håber stadig, at rødgranen vil forynge sig på et tidspunkt. De faste kørespor i bevoksningen giver struktur og hjælper med at fokusere indplantningen mellem sporene.
Den fremtidige hugst vil være en tynding fra toppen, hvor en måldiameter på 55 cm er rettesnoren. Mellemdimensioneret rødgran vil Andy gerne have i grupper, så diametertilvæksten hæmmes og hugsttidspunktet udskydes og den irregulære struktur bedre kan opretholdes.
Prøveparceller
Association de Futaie Irreguliere (AFI) er en fransk forening stiftet i 1991. AFI arbejder ligesom Pro Silva for at udbrede den irregulære skovdyrkning og i forbindelse med dette har de udlagt næsten 100 faste prøveparceller. Hovedparten af parcellerne findes i Frankrig, men også hos Andy Poore i England. AFI prøveparceller er ikke bare en lille permanent prøveflade. For eksempel er den første prøveparcel anlagt i Bourgogne i 1993 og efterfølgende målt hver femte år. Parcellen er 7,5 hektar og fuldtakseret hver gang.
Vi så Dispositif AFI n°94. Der er tale om en blandingsbevoksning plantet i 1902 på agerjord. Bevoksningshistorikken er noget tåget. Men gennem tiderne er der foretaget nogle tyndinger og alt nåletræ er fjernet.
I 2001-2002 er store ask skovet og huller er gentilplantet med ask og eg. I 2009 er toptørre bøg skovet.
Prøveparcellen er målt første gang i 2011 og her bestod bevoksningen af 54 procent ær, 36 procent bøg, 10 procent ask og andet løvtræ. Efter hugst i 2011 af cirka 20 procent af grundfladen og genmåling i 2016 bestod bevoksningen af 51 procent ær, 36 procent bøg, 13 procent ask og andet løvtræ. Umiddelbart ikke den helt store ændring, men tallene dækker over en nedgang i A og B kvalitet fra 49 procent til 41 procent og en diametertilvækst på 0,75 centimeter pr. år for bøg og kun 0,30 centimeter pr. år for ær.
Fra dansk side blev det fremført at den lidt hårde hugst, får ær til at gå i frø og tilvæksten er meget lille i år med frøsætning. Den nuværende hugst sigter på at skove grundfladen ned fra 21 kvadratmeter pr. hektar til 16-17 kvadratmeter pr. hektar hvert tiende år.
Stævningsdrift
Rushmore har stadig godt 100 hektar med stævningsdrift. Hovedparten er hassel og en mindre del er birk. Markedet for gærdselmateriale er ikke opløftende. Markedet er lille og kun 20 procent af produktionen har den rette dimension og rethed til at kunne sælges.
En fremtidig anvendelse kunne være faskiner ved floder, men beslutningstagerne har ikke nok kendskab til produktet endnu, men måske om 10 år. Hassel til flis finder Andy Poore ikke aktuel, da tilvæksten kulminerer allerede ved 15 år, så produktionen er for lille og for småt dimensioneret. Yderligere skal stævnet hassel hegnes for ikke hjortevildtet æder genvæksten.
Et mindre areal med birk dyrkes i 3-årig omdrift. Birkerisene sælges til opbygning af forhindringer til hestevæddeløb og indtægten er cirka 400 pund pr. hektar hvert tredje år. Tidligere blev birkerisene hentet i statens douglasplantninger.
Det grå egern
En invasiv art, som vi ikke skal ønske os, er det grå egern fra Nordamerika.
Vi så ung fuldskrællet birk. Man forsøger at fange dem i fælder. Det virker. Men det er pokkers dyrt, når der skal fanges 1.500 egern og det koster £10 stykket.
Asketoptørre
Asketoptørre findes også i England. Svampen er først identificeret derovre i 2012, så udviklingen af sygdommen er ikke så langt fremme som i DK. Specielt i ældre træer på god bund er der stadig fuldkronede asketræer. I ung ask så vi mest den fulde katastrofe, hvor 99 % af askene var døende.
Andy Poore er dog stadig optimist, som jeg også selv var engang og forventer at en del bevoksninger vil have nok sunde individer til at klare sig igennem. Der er jeg mere pessimistisk, da følgeangreb af honningsvamp på træer med gode kroner vil kræve sine ofre. Der bliver heller ikke mange procent asketræer tilbage i England.
Sammenfattende havde vi en fantastisk tur både fagligt og socialt.
Det største udbytte fik vi omkring nåletræsdyrkningen. En stor tak skal lyde til Jens Christian Briand Petersen for holde styr på alt det praktiske.
