Skovejer: Det sidste jeg sælger er min skov
Skovejer Eric Vesterlund købte en lille skov for femten år siden. Interessen for skoven er steget igennem årene. I dag er han pensionist og meget passioneret ejer. Skoven bliver det sidste, han skiller sig af med.
Tekst og foto: Jens Mathiasen
Det er ligesom med frimærker. Når du først kommer i gang, risikerer du at blive fuldstændig besat af det.
Sådan forklarer Eric Vesterlund sin mangeårige passion for den skov, han købte for omkring 15 år siden.
– Det er svært at sætte ord på. Men jeg holder virkelig meget af skoven. Interessen er blevet stærkere og stærkere i tiden efter, at jeg selv blev skovejer. I dag kan jeg slet ikke forestille mig en tilværelse uden at være skovejer, fortæller han.
Han viser ind i skoven ad en lille friseret vej. Skoven er på 4,5 hektar og er en parcel i Styding Skov ved Haderslev i Sydjylland.
Den består af blandet nål og løv, hvor bøg, eg, rødgran og douglas, er dominerende arter.
Afslapning og herlighedsværdi
Eric Vesterlund har altid interesseret sig for natur, og han er også selv jæger.
– Skoven og naturen har jeg bevæget mig i siden min barndom. Da jeg var fem år gammel, så jeg et rådyr for første gang i mit liv. Det var altså kærlighed ved første blik – og har været det lige siden, fortæller han og smiler.
Faktisk var det lidt af et tilfælde, at han overhovedet blev skovejer.
– Det blev jeg en søndag formiddag for femten år siden. Jeg havde mine børnebørn på besøg. I morgenavisen var der en lillebitte notits om, at en skov var til salg. Jeg ringede straks og købte med det samme. Ubeset, fortæller Eric Vesterlund.
– Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville købe skoven. Jeg kendte området lidt, og det var tilstrækkeligt for mig, uddyber han.
I dag passer han skoven, som var det hans egen baghave. Fuglelivet bliver hjulpet på vej med utallige mejsekasser.
Han har vildtkameraer i skoven og følger med i dyrelivet.
– Fuglekasserne har jeg god succes med. Der er blandt andet halemejser, blåmejser og sortmejser i mine kasser. Den ene kasse sidder lige ved siden af en af mine stiger. Så i år under bukkejagten fulgte jeg med i mejsernes travle tilværelse. Sådan en naturoplevelse værdsætter jeg utroligt højt, siger han.
Skovdriften skal balancere
Eric Vesterlund gør det klart, at han ikke har noget ønske om at tjene store penge på sin skovdrift.
– Jeg har fuld forståelse for skovejere, der dyrker og høster af skoven for at optimere indtjeningen mest muligt. Men jeg er pensionist og har skoven primært på grund af herlighedsværdi og jagtinteresse. Jeg skover lidt, men det hele bliver geninvesteret i skoven, fortæller Eric Vesterlund.
Skovfoged fra Skovdyrkerne Syd, Jens Venø, er skovfoged hos Eric Vesterlund.
– Jens kommer her cirka en gang om året, og vi får en god snak om, hvad der skal udføres. Senest besluttede vi at skove douglas, bøg og eg. Det var i alt omkring 30 træer, vi skovede. Jeg gjorde det klart, at vi skulle skove så meget, at der var penge til at få forbedret skovens stier og veje, siger han.
Skal sælges som det sidste
Eric Vesterlund er i dag 76 år og har haft skoven i cirka femten år. Han købte den i midten af 00’erne, da han drev sit eget skiltefirma med omkring femten ansatte.
– Jeg har altid arbejdet meget. I 1980 startede jeg virksomheden Skandinavisk Speed-Sign A/S. Firmaet solgte jeg i 2011. Derefter tog jeg hul på pensionisttilværelsen, hvor jeg passer min skov, spiller golf og meget andet. Skoven og naturen optager en stor del af min tilværelse, siger Eric Vesterlund.
Han går ture i skoven mindst en gang ugentligt. Derudover kommer jagten efter råvildt.
– Min kone siger altid, at jeg skal sælge skoven som det sidste, for det er den, jeg er mest glad for. Det har hun helt ret i, siger Eric Vesterlund.
Eric Vesterlund har to børn. Hvorvidt de vil overtage skoven, er der ikke taget stilling til.
– Det må de finde ud af den dag, jeg ikke er her længere, siger Eric Vesterlund.
En munter historie om douglas
Eric Vesterlund brænder så meget for douglasgranen og historien bag træarten, at han har skrevet et hæfte om træet, dets udbredelse og historie med mere.
– Det er et lille projekt, som blev større end først forventet. Ideen fik jeg fordi, jeg læste en artikel her i Skovdyrkeren om det danske træregister, som registrerer bemærkelsesværdige træer, fortæller han.
– I mit hæfte har jeg overladt fortællingen til douglasgranen, som selv beretter sin historie, biologi, opvækst med mere. Samtidig har douglasgranen fået frie tøjler til at fortælle om sin tilværelse i Styding skov, samt andre små og store udfordringer, den kan blive udsat for, forklarer han.
Eric Vesterlund er også blevet inspireret af bogen ”Træernes hemmelige liv”, skrevet af den tyske skovfoged Peter Wohlleben. Mit hæfte indeholder også faktuelt stof om træer og skove i Danmark og verden – og et afsnit om filosofi.
Forstkandidat Hans Erik Lund fra Dansk Træregister har læst faglig korrektur på hæftet.
Hæftet kan købes ved henvendelse til Eric Vesterlund på telefon 2124 3801 eller mail: gracia@msoutlook.dk.
Prisen er 90 kroner plus 60 kroner i forsendelse.