Af Jens Mathiasen

Danmark kan reducere op mod 800.000 ton CO2 i 2030, hvis vi bygger alle fritliggende énfamiliehuse, kæde- og rækkehuse som træbyggeri i stedet for konventionelt tungt byggeri.

Sådan lyder en af konklusionerne i den nye forskningsrapport: ’Anvendelsen af træ i byggeriet – Potentialer og barrierer’.

Rapporten samler eksisterende viden om fordele og ulemper ved træbyggeri og gør status for omfanget af træbyggeri i Danmark. Den er udarbejdet af BUILD, Aalborg Universitet og ligger sig i slipstrømmen af flere andre rapporter, som også peger på træbyggeriets massive CO2- potentiale.

Modeller og livscyklus

Forskerne bag rapporten har udført økonomiske modeller og livscyklusanalyser for træbyggeri i Danmark. Sammenholdt med viden fra konventionelt byggeri viser beregningerne, at klimaaftrykket fra dansk byggeri kan reduceres væsentligt ved at bygge flere huse i træ.

– Vores beregninger viser, at hvis vi bygger 6.310 boliger i 2030 som træbyggeri i stedet for konventionelt tungt byggeri, kan vi i forhold til 2019 spare 800.000 ton CO2 siger Torben Valdbjørn Rasmussen, seniorforsker, BUILD, Aalborg Universitet.

Til sammenligning udgør den samlede CO2-udledning i Danmark cirka 55 millioner tons CO2 årligt, hvoraf byggebranchen står for 20 procent, svarende til 11 millioner ton.

Flere barrierer

Rapporten undersøger træ som et bæredygtigt byggemateriale, herunder egenskaber for træ og forskellige former for anvendelse af træ i byggeriet.

Som en del af vidensindsamlingen er der gennemført en spørgeskemaundersøgelse, dialogmøder og interviews med nøglepersoner i byggebranchen.

Vores kvalitative undersøgelse viser, at der er en del oplevede barrierer fra branchen i forbindelse med blandt andet brand, lyd og udførelse. Vi vurderer dog, at barriererne kan overvindes med forskellige tiltag, siger Torben Valdbjørn Rasmussen.

Brug for eksempler

Rapporten vurderer, at præaccepterede løsninger og gode eksempler på træbyggeri er nødvendige for at fremme brugen af træbyggeri i Danmark.

– Fyrtårnsprojekter kan anvendes som et virkemiddel til at udvikle innovative løsninger og derved være drivkraft til ny forskningsbaseret viden. Det vil også understøtte udviklingen af et uvildigt forsknings- og undervisningsmiljø inden for træ i Danmark, siger seniorforsker Torben Valdbjørn Rasmussen

Forskningsprojektet er gennemført med afsæt i den grønne klimapulje – fremme af klimavenligt byggeri og med økonomisk støtte fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Artiklen er skrevet af:

Blandet, dyrket skov i efterårsfarver

Skovdyrkerne

Mere om Skovdyrkerne

Læs også andre artikler fra Skovdyrkeren #71

Læs andre artikler inden for Råtræ