Naturværdier skal ind i finansloven
Værdierne af vores natur skal inddrages i politiske beslutninger på en bedre måde end i dag. Det er budskabet i ny rapport, som forsker fra Københavns Universitet har været med til at udforme.
Tekst og foto: Jens Mathiasen
Hvis problemerne i den danske og globale natur skal løses, er der brug for at økonomerne i Finansministeriet og andre institutioner begynder at indregne værdier af natur og biodiversitet i samfundsøkonomiske analyser.
Det er et af hovedbudskaberne fra FN’s biodiversitetspanel IPBES, der netop har vedtaget en ny rapport, som økonom og professor Mette Termansen fra Københavns Universitet har været med til at forfatte.
– I dag inddrages kun et snævert sæt af materielle værdier såsom markedsværdien af biomassen. Det handler om, hvordan Finansministeriet kan opgøre, hvordan naturen bidrager til værdi i samfundetog hvordan disse værdier i højere grad kan inddrages af beslutningstagerne. Det er strengt nødvendigt med et paradigmeskift, siger Mette Termansen i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet. Hun er til daglig professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi.
Kortlægning af metoder
Rapporten er en kortlægning og vurdering af de metoder, man kan bruge til at opgøre værdierne af natur som økonomiske, sociale og kulturelle værdier. Rapporten bygger på fire års arbejde fra 82eksperter fra hele verden.
– Når verden står i en biodiversitetskrise, er det også fordi, at vi og andre lande ikke er vant til at regne på værdierne af biodiversitet og indlejre disse og andre værdier fra naturen i vores samfundsmodel.
– Hvis vi vil tage denne rapport, som 139 landes regeringer har bedt om, alvorligt, skal værdierne af natur ind i finansloven og de enkelte sektorers politikker. Rapporten er et redskab til, hvordan vi begynder at vende udviklingen, siger Lars Dinesen, som er koordinator for IPBES i Danmark.
Rapporten har et globalt fokus, men det er også vigtigt, at vi kommer i sving i Danmark, pointerer Mette Termansen.
– I Danmark er problemet, at vi har en meget intensiv udnyttelse af vores land, som har negative konsekvenser for vores natur og os selv. Der er brug for at inddrage natur og miljø i økonomiske analyser og udvikle en samlet strategi for, hvordan vi bedre kan prioritere vores arealanvendelse, lyder det fra Mette Termansen.
IPBES står for “The Intergovernmental Science-Policy Platform on Biodiversity and Ecosystem Services”. IPBES kan sammenlignes med FNs klimapanel IPCC.