Der er blomster i bøgene i år
Bøgene blomstrer med 3-5 års mellemrum, og de gør det i år. Derfor er der mulighed for at etablere en billig foryngelse af bevoksningerne.
Af skovfoged Hans C. Graversgaard
I denne tid kan vi se hanblomster under bøgene. Bøgene blomstrer med 3-5 års mellemrum, og det er altså i år, det sker.
Det kan vi udnytte til en naturnær og billig foryngelse af bøgebevoksningerne. Proceduren er simpel. Man kigger i skovbunden – de små hanblomster er nemme at se, og der er oftest mange af dem. Hvis bøgene er ældre end 50 år, er det tid til at tænke på de næste generationer.
Jordbearbejdning
Hvis der er græsser, urter eller bregner, så sætter man en harvning i værk. Er der plads mellem træerne kan en almindelig traktor køre med en tallerkenharve.
Hvis ikke der er plads til en traktor, så trænger stykket til en tynding. Men inden tynding kan Skovdyrkerne køre og harve med en lille traktor.
Frø til efteråret
I oktober/november falder frøene så ned og lander i skovbunden. Den bedste fremspiring opnås ved, at
man til den tid kører en tur med harven igen. Så får man dækket frøene, så skovduerne ikke æder det hele.
Derefter skal man blot vente på foråret. Man kan med fordel benytte den kommende vinter til at tynde ud i bøgene. Til foråret kan man gå ud og se efter de nyre-formede mørkegrønne blade på de små nye kimplanter.
Bøgene blomstrer i år, og man kan se hanblomster under bøgene.